BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Den sære mentale kraft
En måned er der gået, siden jeg sidst skrev fra omklædningsrummet.
https://badmintonbladet.dk/tanker-fra-omklaedningsrummet/
Der har været myldretid i hovedet omkring den brugte krop og de gamle badmintonben (og meget andet!) Om knæet, der knirker og føles underligt. Om hoften, der protesterer. Og så er der derudover tæerne, og fødderne generelt, der ikke decideret fejler noget, men rent æstetisk ikke er særlig attraktive. Derfor strømperne. Men viljen, denne sære og mystiske mentale kraft, hvis udgangspunkt i lighed med psyken, eller det mere luftige udtryk sjælen, er ukendt, eller kun kan beskrives i simple biomekaniske modeller, fejler ikke noget. Viljen er intakt.
“Ro og slet ingen badminton!”
Nu, tre en halv måned efter hjemkomsten fra Japan, hvor kroppen virkelig blev vildt overanstrengt, ja det blev alle sanser på denne rejse ind i det “omvendtes land”, er jeg ved at komme i gang igen. Ligesom stjernerne må også vi rejse os igen efter skader og vilde excesser. Knæet er undersøgt af to højtspecialiserede ortopædkirurger og udviser ingen tegn på større “fejl”. Udover naturligvis 54 års slid. “Ro og slet ingen badminton” sagde de begge to, uafhængigt af hinanden på Hamlet i Ringsted og Parken, som anbefalet kur.
Allerede der, i samme øjeblik, især efter anden gang, vidste jeg jo godt, inde i mit hoved, hvor jeg dog for husfredens skyld beholdt mit svar, hvad jeg mente om det. “Det skal fandme være løgn og stop så med den selvynk. Nu går jeg sgu i gang. Det har virket de fleste gange”
Kroppen kan selv. Det er vores sind, der laver forstyrrelserne
Det er den dyrt indhøstede og betalte erfaring, som jeg alligevel glemmer hver gang midt i paniktankerne – at smerterne oftest forsvinder af sig selv. Kroppen heler sig selv. Havde jeg nu benyttet mig af massage, fysio, kiro, cranio, aku, hypno, psyko eller zero gluten/laktose/sukker, havde det fået al opmærksomheden – og måske endda æren og årsagsforklaringen. Men. Kroppen heler ofte sig selv. Der ER forskel på korrelation og kausalitet.
Kan i hvert fald konstatere, at den hævede blomme i venstre knæhase, først forandredes til en grødet fornemmelse og nu næsten er helt væk. Helt uden behandling. Uden injektioner. Uden borehuller og kikkerter. Jeg tror, det mest er mellem ørerne, kampen står nu. At få rystet usikkerheden, “knæ-fokuseringen” og frygten væk, bare mase på og få bearbejdet de neurale netværk, der stadig siger “av og pas på!” Smerte er jo i sidste ende en oplevelse, hjernen skaber. Og ikke mindst holder fast i!
Lars Avemarie fra www.smertespecialisterne.dk svarer søndag dette pr messenger:
“Forskningsmæssigt kaldes det for nociception, det der kommer fra kroppens receptorer til hjernen. En slags faresignaler, som kan alarmere os om potentielt skadeligt stimuli.
Disse faresignaler kan ses som information fra kroppen, til hjernen. Hvad der sker med denne information afhænger bla hjernen, af nervesystemet og vores fortolkning.
Nociception kan også ses som et binært signal fra en CD-afspiller, som ikke er “musik”, men har mulighed for at blive til musik, hvis der er tilkoblet en forstærker, den er tændt og volumen knappen er skruet op. Det samme er tilfældet med nociception, som først efter “dekodning” i nervesystem har mulighed for at producere en smerte-oplevelse.
Den nyeste smerteteori beskriver, at smerte er kompleks og en bio-psyko-social oplevelse. Det vil sige at en hel masse “faktorer ” øver indflydelse på denne fortolkning af de informationer/faresignaler, kroppen leverer.”
http://www.smertespecialisterne.dk/?page_id=52
Forenklet kan denne proces fremstilles således:
Så hele begrebet “smerte” og oplevelsen af det er…….kompliceret.
I gamle dage, før behandlingsgaranti, private sundhedsforsikringer, et særdeles udviklet velfærdssystem og individets forkortede tålmodighed, ventede man og så tiden an, eller gik til sin praktiserende læge og fik en henvisning, hvorpå man ventede og ventede, og måske i mellemtiden besøgte en “klog mand” eller “privatpraktiserende kvinde med varme hænder” – og puf, så forsvandt smerterne.
I gamle dage, før behandlingsgaranti, private sundhedsforsikringer, et særdeles udviklet velfærdssystem og individets forkortede tålmodighed, ventede man og så tiden an, eller gik til sin praktiserende læge og fik en henvisning, hvorpå man ventede og ventede, og måske i mellemtiden besøgte en “klog mand” eller “privatpraktiserende kvinde med varme hænder” – og puf, så forsvandt smerterne.
Det har jeg selvfølgelig også prøvet mange gange i de sidste 30-40 år.
Jeg kan ikke finde citatet, men jeg mener at have læst, at 90 % af alle rygsmerter forsvinder af sig selv indenfor 1-3 måneder.
Vi mangler tålmodig og går i panik. Vil have fundet et svar nu. Helst fra en ekspert. Og allerhelst understøttet af et foto fra en MR skanning. Det der med lidt midlertidig tilbageholdenhed i aktiviteten, ikke ophør vel at mærke, forebyggende arbejde i form af øvelser for muskelgrupper, og god gammeldags udstræk og gymnastik i hverdagen fanger ikke rigtig vel?
Vi vil behandles!
Nå, men jeg var på banen i går aftes, mandag, for næsten fuld tryk. Mangler noget luft og udholdenhed, men boldfornemmelsen var uhørt høj. Når jeg selv skal sige det. Det kneb med koncentrationen, for når jeg er i lege- og spillehumør som i går, så er det ikke videre klogt, hvad jeg laver på banen til træning. Nogen i min omgangskreds kunne godt finde på at sige, at det er det ofte ikke. Klogt altså! Indtil videre har jeg dog oftest kunne kompensere det ukloge med de hurtige ben og gode lunger. Måske det er ved at være tid til at opdatere strategien
Per Damkjær Juhl
