14 dage i Thailand

Loading

HØRNING BADMINTON – 14 dages badmintonlejr i Thailand.

Hørning badminton, som er en social breddeklub, valgte at sende tretten unge lokale badmintonspillere i alderen 13-18 år, samt to ledere afsted på 14 dages badmintonlejr i Thailand her i sommeren 2019.

Planlægning af turen

Planlægningen af turen startede for et lille års tid siden med en klubundersøgelse af, hvor stor interessen var for sådan en badmintonlejr i Østen. Interessen viste sig at være pænt stor, så der var ingen tvivl om, at vi skulle gå videre med projektet. Vores ungdomsformand Morten Thomsen kontaktede herefter DGI Badminton, som tidligere har hjulpet andre danske klubber med forbindelser i udlandet. Vi fik udleveret kontaktoplysningerne på PeterPoonlarpyos, som til dagligt er bosat i Chiang Mai og i samarbejde med ham, fik vi stille og roligt sammensat et program, så spillerne både fik mulighed for at få spillet en masse badminton, samt set og oplevet kulturen i Thailandunder vores ophold. Vores erfaringer fra tidligere udlandsrejser viste nemlig, at det var vigtigt med en kombination af begge dele.

 

Afrejsedag lørdag den 29/6 2019

Lørdag den 29/6 mødtes vi på Skanderborg Station kl. 7:00, hvorfra vi tog toget til København. Herfra skulle vi videre med fly til Dubai. Derfra videre til Bangkok og endelig fraBangkok til Chiang Mai, hvor vores ophold startede.

Som aftalt stod vores vært Peter klar i lufthavnen, og bød os alle hjertelig velkommen til Chiang Mai. Herfra blev vi transporteret ind til Lotus Hotel Pang Suan Kaew i Chiang Mai, hvor vi skulle bo de næste 10 dage. Et super lækkert hotel, som var placeret direkte i forbindelse med et stort indkøbscenter, hvor vi havde adgang til det mest nødvendige. Her udover havde vi ud fra tidligere erfaringer lagt vægt på, at det var vigtigt, at der var en pool på hotellet, så børnene havde mulighed for at slappe af og hygge sig imellem de mange træningspas.

Om aftenen havde Peter sørget for en lækker traditionelnord thailandsk velkomstmiddag (Khantok). Det er en form for buffet med sticky rice, diverse former for grønsager og kødretter, som bliver serveret i en masse små skåle ved bordet. Man sidder normalt barfodet på puder på gulvet, og spiser ved helt lave borde. Vi fik dog lov at sidde ved almindelige borde, imens vi havde mulighed for at følge med i et flot kulturelt underholdningsshow på scenen.

 

Dag 2, 3 og 4

De næste dage stod den på masser af badmintontræning i en af de lokale klubber i Chiang Mai, som lå 10-15 minutters kørsel i taxi fra vores hotel. Klubben var også tilknyttet Chiang Mai University, som lå lige ved siden af hallen, så der var rigtig mange dygtige studerende samt naturligvis lokale badmintonspillere i klubben. Badminton var en del af skoleskemaet i Chiang Mai, så næsten hver morgen når vi ankom til hallen, var den fyldt med 70-100 børn, som skulle deles om 6 baner – hvilket nok ikke var gået i Danmark.

Vi havde typisk to daglige træningspas af en varighed på tre timer ad gangen. Klubben i Chiang Mai havde sørget for, at vi havde fået tildelt hele tre trænere til vores tretten spillereunder opholdet.

I Danmark har vi rigtig stor fokus på teknik, imens man i Thailand har meget større fokus på styrke og fysik. Dette stiftede børnene stor bekendtskab med igennem samtlige træningspas, hvor der var masser af forskellige multifeeding-øvelser. Øvelser over lang tid, i højt tempo,og med mange gentagelser, hvor der f.eks. blev lagt meget vægt på, at fjerbolden blev smashed præcis og hårdt i gulvet indenfor nogle bestemte områder på banen. Så der blev ofte brug for 3-4 t-shirts samt mindst 2-3 liter vand under hver træning pga. varmen og den høje luftfugtighed i hallen.

Der er generelt meget stor forskel på, hvordan og hvor meget man træner ugentligt i hhv. Danmark og Thailand. Børnene i Thailand træner helt op til 45 timer ugentlig. Endelig bliver spillerne allerede typisk fra 8-10 års alderen kategoriseret som hhv. single-, double- eller mix-spillere af deres trænere, hvilket så er ensbetydende med, at det er den og kun den kategori, som man træner og dygtiggør sig indenfor. I Danmark er dette jo helt omvendt, da man typisk opfordrer alle unge spillere til at spille alle tre kategorier så længe som muligt.

 

Dag 5 og 6

På dag 5 og 6 skulle vi på udflugt, så vi blev hentet kl. 9:30 på hotellet af vores private taxichauffører samt guide for de næste par dage. Vi kørte i 1,5 time ud til et nærliggende bjergområde, hvorfra vi skulle ud og prøve kræfter med river rafting. Da vi ankom, blev vi bedt om at skifte om til badetøj samt bare fødder, hvorefter vi blev kørt lidt længere op ad bjergsiden, hvor gummibådene stod klar, til at vi kunne springe i og sejle afsted. Heldigvis fik vi udleveret både redningsveste, hjelme og padler, samt ikke mindst instruktion om, hvordan vi skulle agere i de forskellige situationer ude på floden, inden vi blev sluppet løs på floden. Vores guide fortalte os, at grundet knap så meget regn var vandstanden i floden ikke så høj, og derfor villevores tur ligge på en 3’er ud af 5 i forhold til sejlhastigheden. Så det gik stille og roligt fremad. Det var en flot og hyggelig tur på en times tid, hvor vi bl.a. sejlede lige forbi elefanterne, som stod i floden og blev vasket af turisterne.

Herefter fik vi en dejlig frokost, inden vi fortsatte videre til en kaffeplantage ved navn Mae Lod Royal Projekt. På plantagen fortalte vores guide lystigt om, hvordan hele kaffeplantagen var startet op, efter en af de lokale havde besøgt Brasilien og fået serveret den eksklusive kaffe. Udover kaffe dyrkede de også en masse frugter, bl.a. hindbær, Royal Special Mango, granatæbler og “Jack” frugterne, som har så speciel en lugt, at vi f.eks. ikke måtte tage dem med ind på vores hotel.

Efter rundvisning i plantagen blev vi indlogeret fem og fem i tre forskellige private træhytter ude i bjergområdet, hvor vi skulle overnatte hos de lokale. Vi sov på gulvet på madrasser i et stort fællesrum. Nogle af os havde også meget alternative bade- og toiletforhold. Toilettet var en kumme i 10-15 cm højde over gulvet, hvor vi selv skulle skylle ud med en plastikspand fra tønden med vand ved siden af toilettet. Vi var både uden internet og aircondition, så her oplevede børnene virkeligt, hvor privilegeret vi er i Danmark.

Næste morgen fik vi serveret en traditionel thaimorgenbuffet, hvorefter vi blev kørt ud i et bjergområde, hvor vores guider fortalte os om de seks forskellige stammer, som levede oppe i bjergene.

Vi besøgte elefantstammen, som kunne kommunikere med elefanterne via elefantsprog. Husene deroppe bar præg af fattigdom, men var dog udstyret med både elektricitet og vand. Vandet kom fra en kilde længere oppe ad bjerget. Det var ikke helt rent, så det måtte koges, førend det kunnedrikkes. Hvert hus havde en sort gris og et par høns. De syede selv alt deres tøj, og kvinderne bar forskellige farver tøj alt efter, om de var gift eller ej.

Næste stop var den lokale børnehave oppe i bjergene, hvor vi legede lidt med børnene. Forholdene var ganske fine. De store børn gik i skole nede i byen, da der ikke var elever nok til en skoleklasse oppe i dette bjergområde.

Herefter fik vi frokost i kaffeplantagen, inden vi fortsatte i taxier ud til Mok Fa Waterfall. Inden vi nåede frem til vandfaldet, skulle vi vandre 20 min. igennem junglen, hvor vi blev mødt af en virkelig smuk natur. Da vi nåede frem til vandfaldet, var der dømt badning inkl. vandkamp for de fleste af os. En super fed og naturskøn oplevelse.

Endelig blev turen afsluttet med en tur i Kanjana ElephantSanetuary Park, hvor vores guide for de næste par timer startede med at lære alle navnene på børnene, hvilket der kom rigtig meget sjov ud af. Herefter skulle vi lære ”lidt” elefantsprog inkl. en lille elefantsang, så vi kunne begå os blandt de store dyr, når vi kom rigtig tæt på, og både skulle fodre og bade dem.

Inden fodring skulle vi naturligvis selv snitte hhv. sukkerrør og græskar til elefanterne, så vores udleverede madkurvekunne blive fyldt op med skønne fristelser til elefanterne. Første stop var fodringsområdet og sidste stop blev ved floden, hvor vi badede med elefanterne.

Alt i alt har disse kulturelle dage været en kæmpe oplevelse for børnene, foruden det har sat visse ting lidt i perspektiv i forhold til den levestandard, som de er vant til hjemme i Danmark.

Dag 7, 8, 9 og 10

På dag 7-10 stod den igen på masser af badmintontræning inkl. kampe imod og med de lokale badmintonspillere. I forbindelse med vores sidste træningspas sammen med de lokale spillere, havde klubben sørget for, at vi blev lidt ekstra hygget om i form af et lækkert anrettet frugt- og kiksebord, som børnene kunne tage af under træningen. Sidste træningsdag var også dagen, hvor vi skulle bytte gaver med de lokale spillere, som vi havde trænet sammen med under vores ophold. Vi fik alle en super fin håndsyet stofelefant i en nøglering, som bl.a. kunne bruges til at hænge på vores tasker, som et lille minde om vores besøg i Thiland.

Om aftenen stod den på afskedsmiddag med vores arrangør Peter. Her fik vi igen serveret en rigtig lækker thai buffet på et nærliggende hotel. Efter middagen kunne vi selvfølgelig lige nå endnu et stort shoppingscenter på vejen retur til hotellet.

Dag 11

Dag 11 startede ud med vores sædvanlige morgentræningfra kl. 9:00-12:00. Herefter stod den på pakning, massage, shopping samt hygge og afslapning ved poolen, inden vi skulle videre med nattoget fra Chiang Mai til Bangkok. En tur på godt og vel 12 timer. Togturen gik super fin og var en billig transportform, hvor vi både havde mulighed for at spise i restauranten undervejs, samt få en god nattesøvn i de ganske udmærkede senge, som togpersonalet redte op til os.

Dag 12

Næste morgen ankom vi til Bangkok Station. Her blev vi hentet af vores guide Lhink Link, som skulle guide os rundt de næste tre dage. Herfra blev vi transporteret i bus til vores hotel ”The Palazzo”, hvor vi skulle bo. Vores værelser var først klar til indtjekning kl. 14:00, hvilket vi var orienteret om på forhånd. Hotellets flinke personale valgte dog alligevel at tilbyde os, at blive opgraderet til hotellets store suites på øverste etage uden ekstra betaling. Dermed kunnevi tjekke ind kort tid efter, så det sagde vi naturligvis pænt ”ja tak” til. Efter indtjekning var der igen tid til at se lidt nærmere på kulturen i Bangkok. Så vi sprang på bussen og blev transporteret ud til en super fin restaurant beliggende direkte ud til floden, hvor vi naturligvis blev præsenteret for endnu en rigtig lækker thai buffet. Herefter skulle vi videre med båd op ad floden og over på den anden side, hvor vi skulle besøge ”Temples and Grande Palace”. Vi havde aftalt hjemmefra, at vi ville investerede 20 danske kroner i et par traditionelle elefantbukser til alle som ønskede et par, idet der var krav til påklædningen om, at alle besøgende skulle have dækket knæ og skuldre, inden vi kunne komme ind og se de utrolig smukke og fascinerende bygninger belagt med guld. Denne turistattraktion var bestemt et besøg værd. Herefter gik turen videre til byens store shoppingscentre, som naturligvis skulle udforskes og aftensmaden skulle indtages, inden turen gik hjem til hotellet i hhv. tuk tuk og taxi.

 

Dag 13

Vi var nu kommet til dag 13, som var dagen, hvor vi skulle ind og have to træningspas med T. Thailand BadmintonClub, som er et af de førende badmintonakademier i Thailand. Stedet drives af et par thailandske brødre, hvoraf den ene selv har været tidligere professionel doublespiller for Thailand, og der var rigtig mange dygtige unge badmintonspillere, som var de bedste i Thailand i deres årgang.

 

Spillerne på akademiet boede på 4-mands værelser, hvor de sov på madrasser på gulvet. Drenge og piger boede adskilte på hver deres gang med adgang til toilet og bad. Spillerne stod selv for deres forplejning og vasketøj, så de lidt ældrebørn hjalp de yngste spillere på omkring 9 år. Måltiderne blev typisk købt i restauranterne på centeret eller i 7-Eleven på den anden side af vejen og bestod typisk af ris, kød og grønsager.

Spillerne på akademiet var inddelt i to træningsgrupper. Spillerne på det bedste hold gik kun i skole en enkelt dag om ugen, og var typisk hjemme hos deres familier om mandagen. Resten af ugen stod den på 45 timer badmintontræning i hallen. Spillerne på basisgruppen gik i skole dagligt og brugte knap så mange timer i hallen. Alle spillere i den bedste gruppe havde deres egen sponsor.

En anden stor oplevelse på akademiet var mødet med 3-årige I-Tim, som var yngste søn af en af ejerne. Han var nemlig deres allermest populære ”spiller”. Iført ble, sut i munden og bare fødder kunne han gang på gang slå bolden retur til træningspartneren på den anden side af nettet – VILDT fascinerende og meget imponerende af en 3-årige med sådan en motorik og koordination. I-Tim, vi glæder os til at se dig på den store scene i fremtiden – naturligvis sammen med dine dygtige tvillingebrødre på 13 år, som allerede er de bedste i Thailand i U15. Den ene af tvillingerne var faktisk blevet nr. 2 i U17 rækken i weekenden før vi ankom.

Som man ofte siger, så binder sport folk sammen på tværs af både kultur, geografi, alder og sprog, hvilket også blev kendetegnende for vores gruppe af unge mennesker, til trods for at de thailandske spillere ikke kunne særligt meget engelsk. Det betød ingenting, når først fjerbolden var i spil, idet børnene var rigtig gode til at kommunikere med hinanden via ”badmintonsprog”. Her udover blev der også taget en masse fælles billeder, samt udvekslet hhv. Instagram og Facebook profiler, så de kunne følge med i hinandens liv fremadrettet.

T. Thailand Badminton Club havde inden vores afsked også sørget for en ekstra super fin gave til os alle – nemlig en af deres lokale klubtrøjer med alle deres sponsornavne på, som vi hver især med et fast håndtryk og efterfølgende billede fik udleveret af den tidligere thailandske badmintonpræsident, som var på besøg netop denne dag.

 

Dag 14 – afrejsedag

Så var vi kommet til dag 14, som var vores sidste dag og dermed afrejsedag fra Thailand. Heldigvis skulle vi først flyve om natten, så vi havde hele dagen til lige at få den sidste omgang massage, få besøgt de sidste markeder og shoppingscentre, samt købt en lille gave til dem derhjemme.

Sidste aftensmåltid blev indtaget på Sizzler, som var en de populære restaurantkæder – noget lignende Bones herhjemme – med kød, kartofler, pommes, fri salatbar og refill sodavand, så det var et hit iblandt børnene. Herefter besøgte vi et aftensmarked, inden vi blev transporteret til lufthavnen i Bangkok. Vi skulle lette mod Dubai kl. 03.30 lokal tid, så ventetiden blev brugt til at kigge på de mange butikker i lufthavnsområdet.

Da vi kom til Dubai fandt vi ud af, at Viktor Axelsen skulle med samme fly som os retur til København. Så da vi landene i København, spurgte vi selvfølgelig Viktor, om vi måtte tage et billede af ham sammen med vores spillere. Høflig, flink og rar, som Viktor jo altid er, var det selvfølgelig ingen problem. Viktor tilbød endda selv børnene, også at få taget et billede hver især med ham. Så afslutningen på den lange flyvetur kunne ikke blive mere fuldendt.

Mødet med alle de utrolige gæstfrie og hjælpsomme thailændere, som vi har mødt på vores vej, har været en helt igennem fantastisk oplevelse for os alle. Herudover har børnene simpelthen været så gode til at tage sig af hinanden, og de ældste spillere har været utrolig dygtige til at give plads til de lidt yngre. Hold nu op, hvor har vi alle grinet og hygget os sammen både på badmintonbanen og ikke mindst udenfor. Når man spørger børnene, hvad der har været det fedeste ved turen, nævner de i flæng ”det hele”, idet det har været en god kombination af badminton, kulturoplevelser samt fritid. Afslutningsvis var det da ekstra dejligt at ankomme til Skanderborg Station, hvor vi blev modtaget af særdeles taknemlige forældre, som værdsatte vores frivillighed, samt den unikke oplevelse, som deres børn havde fået med på vejen i fællesskab med deres klubkammerater.

Finansiering af turen

Hørning Badminton havde naturligvis også sørget for at skaffe klubarbejde i form af pakning af slik, uddeling af reklamer, klargøring af julegavemærker osv., så alle deltagere inkl. deres familier havde mulighed for at selv at tjene penge til turen her igennem, hvilket stort set alle deltagerne havde benyttet sig af, så egenbetalingen ikke blev så høj. Turen kom til at koste kr. 14.000 pr. person, men så var der heller ikke sparet på noget.

 

Tak til RSL, som havde sponsoreret t-shirts til os alle, samttil Alvibra som også gav et tilskud til en t-shirt.

 

Frivilligheden længe leve

Så sidder der nogle frivillige derude i klubberne rundt omkring i det danske badmintonland, som brænder for at give deres unge badmintonmedlemmer en kæmpe oplevelse for livet, så kan vi kun stærkt opfordre alle andre klubber til – uanset om der er tale om elite eller bredde – at påbegyndeplanlægningen.

Det kan kun blive en unik oplevelse for LIVET!!

 

De bedste badmintonhilsner

Morten Thomsen, ungdomsformand 

Tina Rosenberg Aagaard, seniorspiller. 

Begge ledere på turen

Læs også

All England – én dansker tilbage! • Orleans Masters

All England • Dag IIII • Én dansker tilbage! • Kamptid ca kl 18.00 https://sport.tv2.dk/live/badminton/2024-03-14-all-england-dag-3 …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.