Kære alle
Datoen viser fredag den 13. december. I sig selv en speciel dato. Men også speciel da der præcis er 6 måneder til Badminton Danmarks Årsmøde. Et Årsmøde, hvor der skal vælges formand. Og hvor jeg stiller op.
Det er efterhånden et par måneder siden, at jeg meldte mit kandidatur ud offentligt. Jeg er siden blevet mødt med mange positive reaktioner. Det er jeg rigtig glad for! Jeg er også blevet mødt med spørgsmålet: Hvad vil du egentlig som formand?
Et rigtig godt eksempel på hvad jeg vil, kom til udtryk torsdag den 28. november 2019. I min egenskab af formand for Badminton Danmarks Holdturneringsudvalg, havde jeg inviteret samtlige klubber fra Badmintonliga og 1. division til et ”del-evalueringsmøde” i forhold til den nye struktur for holdturneringen. Forhåbningen var, at vi med sådan et møde fik mulighed for at snakke med hinanden. Ikke kun dialog mellem klubber på den ene side og Badminton Danmark på den anden side. Men også en mulighed for klubberne, til at snakke sammen.
Måske det bliver for meget ananas i egen juice. Men jeg synes, at det var et rigtig godt og konstruktivt møde. Og min fornemmelse på mødet var, at klubberne virkelig var glade for dette initiativ.
At mødes med klubber, snakke med klubber, inddrage klubber. Det vil jeg blandt andet arbejde for som formand for Badminton Danmark. For uden et stærkt og tillidsfuldt samarbejde mellem klubberne og Badminton Danmark, så ser det svært ud. Og det gælder begge veje!
Jeg har i øvrigt gjort mig en del andre tanker omkring nye tiltag. Disse vil jeg fortælle mere om i det nye år. Så I må vente med spænding lidt endnu.
Jeg vil nyde julen og forberede mig godt frem mod de forskellige møder, jeg allerede nu har planlagt med kredsene i starten af det nye år. Spændende 2020 der venter!
Glædelig Jul og godt Nytår.
Tore Vilhelmsen