VM i Basel.

Loading

ONSDAG. DAG III

Ankom over middag til St Jacobshalle i dag efter en skøn køretur på de små veje fra Mulhouse gennem det bakkede og frodige landskab i det sydlige Alsace.

Inden jeg nåede ind i hallen så jeg i medielokalet på tv det tredje sæt i herredoublen mellem nr 1 seedede Gideon/Sukamuljo og de useedede koreaner Choi/Seo, der vandt 23-21. Et sensationelt nederlag.

Ved min side i presserummet stod en engelsk kvinde, hvis fokus var para badminton, der jo for første gang foregår både samtidig og i samme kompleks som det “rigtige” VM, men dog under mindre gode forhold. Hun fortalte en pudsig ting. Nemlig at “dværg-kategorien” server efter de samme regler som alle andre, og derfor kan foretage nogle, for dem, vildt høje server.

På vej fra presserummet til spillehallen så jeg Lin Dans overmand Prannoy side og spise thaimad blandt publikum.

Det er jo det fantastiske ved de her turneringer – man går rundt blandt stjernerne.

Hallen var lidt over halv fyldt hal med megen mørke på tribunerne. I den ene ende af hallen, bag et tæppe varmede spillerne op. Således var det muligt også her at komme tæt på dem og se deres opvarmning.

Ivanov/Sozonov spillede mod de små ADHD-japanere Kamura/Sonoda kort efter indonesernes nederlag. Russerne tabte i 3 sæt.

Var det deres sidste VM?

Min korte dag ved VM sluttede med herredoublen mellem tyske Lamsfuss/Seidel mod 5. seedede Endo/Watanabe.

Kampen blev spillet på yderbanen og tribunerne var pænt fyldt med tilrejsende tyskere. Og der var noget at fejre. Tyskerne førte hele tredje sæt og kom på 20-16. Japanerne nåede op på 19-20, før tyskerne vandt 21-19 efter 69 minutter til stor jubel på tilskuerrækkerne. Også hos Michael Fuchs og Marc Zwiebler, der fulgte kampen på rækken foran mig. Den kamp gav faktisk kuldegysninger. Under kampen skrev jeg via messenger med Jacob Oehlenschlæger, der nu både er træner i Team Storstrøm, Vordingborg Badminton Klub og for det tyske badminton forbund og i sidste uge var i Tyskland for at træne doublerne. Stort tillykke.

Sådan sluttede min dag i hallen. Næsten. For da jeg kort efter stod udenfor, ved spillerindgangen, kom Sukamuljo gående med taske og mobil.

“……. Pludselig står han der. Lige ved siden af mig. Ved bagudgangen. Eller indgangen for spillere. I solen. Med sin taske. Og mobil, som han både skriver på og taler i. Han har lige tabt i tre tætte sæt til koreanere. Den største overraskelse. Glad ser han ikke ud. Måske en smule bekymret.

Badminton ved jeg lidt om, men ikke SÅ meget, men menneskekendskab qua bachelor i psykologi og 20 års arbejdserfaring i menneske-branchen ved jeg noget om. Synes at kunne aflæse skuffelsen. Øjnene er matte. Ikke meget energi i dem. Ufokuserede. Hvilket jo ikke er svært at forstå.

De store favoritter ude efter én sølle kamp. Lang vej hjem til Indonesien. Landet med de mest inkarnerede og all-in fans.

Han står i shorts. Bare et menneske. Med et stort pres på de smalle skuldre. For stor og stærk og muskuløs er han ikke. At han spiller noget af det smukkeste og forførende badminton i verden kan der ikke herske nogen tvivl om, men det kan ikke afkodes af fremtoningen, som han står der. En ung mand, lidt alene. Får lidt ondt af ham.

Eliteidræt er kompromisløs. Ubarmhjertig. Ikke langt fra succes til fiasko. Godt vi andre ikke er i den branche. Den er hård”

Resten af denne smukke og lune dag blev brugt i Vogeserne. Bjergkæden på den alsaciske side af Rhinen. Her ligger idylliske, små byer med bindingsværkshuse dekoreret med blomster som perler på en snor.

Vi sluttede dagen ved 19 tiden i 1247 meters højde på Ballon d’Alsace.

Per Damkjær Juhl

Læs også

Indkaldt som reserve….en slidt amatørspillers bekendelser

Det var en helt almindelig holdkamp på en typisk efterårsaften aften i Sakskøbing. I sportscenterets …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.