Skrevet af Steen Schleicher Pedersen,
aka BadmintonXpertDK.
03.05.2021.
Europamesterskaberne i Badminton er ofte en sjov størrelse for Danmark.
I turneringens spæde start tilbage i slutningen af 60’erne var der ikke rigtig nogen af de bedste danskere som overhovedet gad spille den.
Dels var andre europæiske lande, bortset fra England og Sverige, simpelthen for dårlige, men endnu mere udslagsgivende var at de danske spillere var gået på sommerferie efter All England som markerede (den festlige) slutning på ”sæsonen”.
Nu er turneringen blevet vigtig, specielt for Teamdanmark, som kan bruge medaljerne som afregning i forhold til Kulturministeriet. Og hvis turneringen er vigtig for Teamdanmark så er den også for Badminton Danmark.
For nogle af spillerne, de unge, er det en kærkommen lejlighed til at vise sig frem for offentligheden trænerne og sponsorerne. Skåret ind til benet så er adgangen til Brøndbycenteret og den nationale træning, funderet i at den sportslige ledelse tror på at den enkelte spiller en dag kan vinde en medalje til (Team)Danmark enten ved EM, VM, OL eller som en del af Thomas, Uber eller Sudirman Cup holdene. Hvis den tro ikke findes så kommer den enkelte spiller ikke på træningen, bortset fra som sparringsspiller og oplægger.
For en anden gruppe af spillere er det betaling for at være på landsholdstræningen. Disse spillere har ikke som hovedformål at vinde en EM-medalje, for de har allerede en eller flere derhjemme og har vist at de tilhører verdenseliten og har fokus på at præstere på det niveau. For dem er turneringen sådan et lidt irriterende moment, hvor de ”spiller gratis” uden at formtoppe, fordi de i virkeligheden har alt fokus på VM eller OL eller nogle af de store World Tour turneringer i løbet af sommeren. Disse spillere har Danmark ikke så mange af i øjeblikket. Faktisk er det efter min opfattelse kun Viktor og Anders i øjeblikket.
Den sidste gruppe er spillere som tilhører Top1-2 i Danmark, men som endnu ikke har manifesteret sig som Internationale stjerner. Det er spillere som gerne skulle vise at de har distanceret sig fra deres europæiske konkurrenter og er i gang med at færdiggøre transformationen fra Europæiske stjerner til Internationale stjerner, og guldmedaljer er særdeles velkomne i denne gruppe af spillere. Dem har vi en del af i øjeblikket, spillere altså.
Der er ingen tvivl om at dette har været en meget stressende turnering for hele den danske trup i form af besværlig rejse og Covid-karantæne, som blev yderligere forværret af at Joel Eipe blev ramt af Corona inden turneringsstart. Havde det været All England’s Covid-protokol havde samtlige danskere været ude af turneringen. Det var det ikke. Men Badminton Danmark tog deres egne forholdsregler som var strengere end den protokol der egentlig var gældende for turneringen. Desværre viste det sig at det ikke var tilstrækkeligt til at forhindre yderligere smitte, hvad enten den var medbragt fra Danmark eller opfanget på rejsen. Dette illustrerer desværre de meget store udfordringer badminton har med Coronapandemien.
Af andre ting vi skal have ’in mente’ når vi evaluerer de danske spillere er, at hallen var et stort lokum af en bygning, i øvrigt med et fremragende professionelt setup (minus gulvlæggeren) med ensfarvede reklameskilte, og boldene en kende langsomme – altså tunge spilleforhold. Det favoriserer de fysisk stærke spillere på bekostning af de mere tekniske og taktisk stærke. Kort sagt så samler det feltet teknisk/taktisk, og sorterer fårene fra bukkene rent fysisk.
Anders ANTONSEN:
Europamester for første gang. Ikke på den måde han helst ville have vundet, men guldet står på Wikipedia, og en solid turnering af unge Antonsen, som aldrig for alvor var i vanskeligheder.
Viktor AXELSEN:
Sjette medalje til farmand Axelsen, som desværre ikke kom til at spille finale, og nu ødelægger en eller anden underbo’s middagslur på President hotel, med cykling, sjipning og diverse anden træning. Jeg bliver faktisk lidt skuffet hvis ikke B.S. i fuld feltmæssig camouflage er på vej til Kiev og bærer Viggo hjem på ryggen.
Hans-Kristian VITTINGHUS:
Snupper en velfortjent bronzemedalje. Den opvejer dog ikke den guld han skulle have vundet i Kolding. Men den var fin. Svær turneringsforberedelse, og en svær vej gennem turneringen, men besejrede i fin stil Nhat Nguyen og i stil Mark Caljouw. Det var været fire gode måneder for H.K.
Rasmus GEMKE:
Er på et plateau i øjeblikket. Forhåbentlig fordi han arbejder på ting han ikke er så stærk til i øjeblikket. Lige så gode årets fire første måneder har været ved de tre øvrige herresingler, lige så middelmådige har de været for Gemke. Der var negative tegn allerede mod Joran Kweekel, og derefter gik det galt mod Kalle Koljonen. Finnens karriere er hermed en succes! Gemke’s lodtrækning så ikke nem ud, men jeg havde forestillet mig at det var T.J. Popov der skulle være problemet, men det blev altså Koljonen, der sluttede som turneringens gladeste spiller.
Line CHRISTOPHERSEN:
Bekræftede sit niveau i denne turnering. Hun spillede lige op med Kirsty Gilmour i SaarLorLux i november. En turnering som skotten endte med at vinde, og undervejs besejre Marin. Derfor var det ikke så overraskende for mig, at Line kunne slå Kirsty i denne turnering. Faktisk vil jeg mene at hun fra en trænersynsvinkel var favorit. Kirsty har været skadet næsten siden SaarLorLux-sejren, og gjorde et uimponerende comeback i All England, så jeg havde store forhåbninger til Christoph i det indbyrdes opgør. Dem levede hun på forbilledlig vis op til. Jeg syntes også hun gjorde det helt fint i finalen mod Marin, og denne turnering har udelukkende været positiv for Line.
Line KJÆRSFELDT:
Fik skadesproblemer allerede i første kamp, kæmpede sig igennem den næste mod en lokal mester, og kunne ikke spille mod Marin. Enhver skade i benene er en bekymring, for det er i bevægelsen, at begrænsningen ligger i øjeblikket. Det er noget som tager tid og slid at forbedre, og det er derfor endnu vigtigere at undgå skade setbacks.
Julie DAWALL:
Blev kørt over af Line Christophersen. Julie arbejder hårdt. Men det er ikke nok. Det er helt afgørende for hendes fremtidige muligheder at hun bliver markant farligere, for det bliver svært at løbe Okuhara og Yamaguchi ned.
Mia BLICHFELDT:
Positivt at skaden forhåbentlig blev taget i opløbet. Bekymrende høj skadesfrekvens i forhold til at opnå stabilitet og udvikling. Ikke i forhold til Top25 men i forhold til Top10.
Anders SKAARUP/ Kim ASTRUP:
De forsvarende mestre kunne ikke forsvare. Man kan vel sige at den tunge hal ikke var til deres fordel. Men er en hurtig hal så det? Jeg synes de lander i et taktisk ingenmandsland, startende med 2. sæt mod de to singlespillende franske brødre. Vi går ikke rigtig frem og vi går heller ikke rigtig tilbage. I defensiven forstås. Det står ret hurtigt klart at vi ikke har nemt ved at score. Så må vi i min bog prøve at score i det flade spil, eller gå tilbage og stole mere på den normalt gode defensiv. Jeg synes det var noget rod, og sad aldrig roligt i sofaen, ikke en gang mod Popov & Popov.
Mathias THYRRI/ Daniel LUNDGAARD:
Seedet 8 I deres debut turnering, og det vidner om at dansk og europæisk herredouble ikke i øjeblikket er en magtfaktor internationalt. Jeg så ikke deres kamp mod et ungt engelsk par, men der kommer jo altså ikke nogen plus’er i bogen selvom Thyrri måske spillede med Covid i kroppen.
Joel EIPE/ Rasmus KJÆR:
Kom aldrig i kamp.
Maiken FRUERGAARD/ Sara THYGESEN:
Temmelig meget efter bogen. Vinder komfortabelt frem til semi, og taber så komfortabelt til Stoeva & Stoeva. Hallen hjælper ikke på danskernes muligheder mod bulgarerne, som lever på at være i bedre træning end de andre damedoubler i Europa.
Amalie MAGELUND/ Freja RAVN:
Temmelig meget efter bogen. Vinder komfortabelt frem til kvartfinalen, og taber så komfortabelt til Stoeva & Stoeva. Hvis pigerne virkelig vil være gode i Damedouble – og det er der muligheder for – så ligger der et stort arbejde i styrkelokalet og hallen fremover. Det tager tid at blive stærk, men man skal på den anden side også være utålmodig og have intensiv supervision så man ikke bliver skadet, og så tiden ikke bare går og går.
Alexandra BØJE/ Mette POULSEN:
Gør en fin figur mod European Games vinderne Piek og Seinen, og lander på en godkendt indsats lige som de to øvrige par. Men der skal noget ekstra til – det kan tage tid, det tager tid – hvis vi skal ud over de godkendte indsatser. Og jeg stiller mig tvivlende – som Finn Trærup ville have sagt – til om Alexandra Bøje kan nå verdensklasse niveau i begge kategorier samtidig. Jeg mener at have hørt at DD’en ikke er prioriteret lige så højt som mix’en, hvilket er helt forståeligt. Så gælder det om at være skarp på at finde det tidspunkt hvor DD’en mere bliver en belastning end en udvikling for Alexandra, og hvor Mette skal videre med en permanent satsende makker.
Alexandra BØJE/ Mathias CHRISTIANSEN:
En god chance for at blive Europamestre. Men vi var ikke rigtigt i nærheden. Vi ku’ ha’ fået én på lampen mod Labar/Tran i kvartfinalen, hvor spillet var helt forfærdeligt. Kredit for at overleve den kamp. I semifinalen mod Ellis/Smith startede det fint ud, men en mere defensiv tilgang fra Ellis & Smiths side satte os fuldstændig skakmat. Og det er altså skuffende uanset hvad. Ingen fantasi eller touch til at få arbejdet angrebet til gevinst – eller var det nerver. Det er jo ikke hele kampen man skal være klar til at arbejde som en sindssyg, det er kun fem-seks dueller måske ti, som man så selvfølgelig skal vinde de fleste af. Hvis man viser den vilje og har det overblik – som Alimov havde i finalen – så ændrer modstanderne taktik. Hvis man panik’er og ser rådvilde ud, så bliver man spist. Nå men i forhold til OL-kval var nederlaget en fordel, da englænderne nu skubber Faizal/Wijaya ud af OL, så der blev plads til danskerne.
Amalie MAGELUND/ Niclas NØHR:
Fik revanche for nederlaget til Hall/McPherson i første runde og tabte så til Piek & Tabelling i næste. Cifrene i tredje sæt ser tætte ud, men det var vel egentlig ikke så tæt før til sidst. Præcis som til hold-EM i Finland en langsom hal, og det gør det svært for Nøhr at komme igennem med sit angreb. Modstanderne får ganske enkelt for mange chancer til at presse ham på bevægelsen.
Samlet set et besværligt EM med få lyspunkter. Herresingle kører fint med det helt enestående talent vi har i den række, som minder meget om slutningen af halvfemserne. I Damesingle ligger vi forholdsvis lunt i svinget i Europa med en god gruppe bag Marin. Herredouble er udfordret, det ved vi, og vi mangler fysik i damedouble. I mixdouble skal vi også finde par som dels kan konkurrere på den lange bane internationalt og dels hurtigt kan etablere sig omkring den danske top.