ÅRSMØDE I SJÆLLANDS KREDSEN, DEL II

Loading

Hvad er der sket siden årsmødet i Badminton Sjælland Kredsen den 24. april 2024? 

Ikke så meget!

Der er ikke blevet afholdt et opfølgende bestyrelsesmøde. Eller rettere….det kan faktisk godt være tilfældet, men jeg er ikke blevet inviteret. 

Nå, okay ……men, hvad skete der på egentligt på årsmødet? 

…. ..jeg tager den lige forfra…..

Årsmødet blev afholdt onsdag den 24. april 2024 i Taastrup. 

Dagen efter årsmødet skrev jeg på Badmintonbladet om mødet og afviklingen. 

Læs her:

Den 28. maj 2024 udsendte formanden for Badminton Sjælland (BS) sit referat af årsmødet. 

Læs her:

https://badmintonpeople.dk/Clubs/CommonDrive/Components/GetWWWFile.aspx?fileID=98124

Side 1 af ialt 6 sider:

DER VAR FORSLAG FRA SOLRØD

Kenneth Højlund fra Solrød Strand Badmintonklub havde flere uger i forvejen indsendt og via Badmintonbladet den 7. april offentliggjort et ændringsforslag. 

Forslaget gik på at stoppe med at støtte en lille gruppe subelite-spilleres udgifter og i stedet bruge pengene på breddeindsatser. Mere om det længere nede. 

Kredsens bestyrelse havde haft god tid til at læse forslaget, samt i god tid meddele, at det ikke kunne blive vedtaget på årsmødet med bindende virkning. Det sidste undlod kredsen, for i stedet lige før afstemning at meddele, at forslaget ingen reel betydning ville få fremover. Bestyrelsen var ikke forpligtet til at følge forslaget, såfremt det ville blive godkendt. 

En del var overraskede. Det var jo derfor så mange var mødt op. At meddele dette i god tid forud havde været meget hensigtsmæssigt og mere fair af kredsen. 

DER VAR OGSÅ VALG TIL BESTYRELSEN

Det var min oplevelse, da jeg forlod årsmødet ved 22 tiden i april, at jeg var blevet en del af bestyrelsen i Badminton Sjælland. 

Jeg havde rigtignok betinget min deltagelse, at der ville blive allokeret (langt flere) midler til bredden, helst også så mange midler nu, – eller på sigt i samarbejde med andre interessenter, at der kunne laves en “bornholmer-model”. 

HVAD ER BORNHOLMER-MODELLEN?

For udenforstående så er en “bornholmer-model”, at man over en længere periode fuldtidsansætter en badmintonperson, som i samarbejde med DGI-konsulenten skal arbejde på at udbrede badminton i et område. 

På Bornholm har Lars Christiansen har været ideskaber og primus motor i det projekt og bla skaffet midlerne til ansættelse af Philip Fagralid i 3 år. 

EFTER ÅRSMØDET…..

I mailudvekslingen med BS-formanden efter årsmødet kunne jeg derimod forstå på vedkommendes opfattelse, at jeg den aften i alles påhør ikke var blevet et bestyrelsesmedlem, og samtidig blev jeg orienteret om, at det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre en model magen til den eksisterende på Bornholm. 

Det lyder heller ikke til, at der fremover vil være opbakning til en sådan model – og det lyder heller ikke til, at kredsen vil allokere flere midler til breddeudviklingen, men til gengæld fortsat vil støtte en lille gruppe subelite-spillere med 200.000 kr netto (udgiften i 2023) fremfor at prioritere den langt større bredde med de midler. Samtidig er denne kreds, en af største i Danmark, den eneste, der støtter en lille gruppe seniorspilleres deltagelse i udenlandske turneringer. 


Dette betyder, at jeg nu ikke er, eller rettere bliver (!) en del af bestyrelsen i Badminton Sjælland. 

I grunden gør det mig ikke noget. 

Tværtimod. 

Jeg finder prioriteringen af kredsens midler meget kritisabelt og kan ikke se mig være en del af en bestyrelse, der prioriterer en lille subelite-gruppe på bekostning af bredden. 

Samtidig undrer mig, at kredsens mange klubber accepterer det. Men også at det overhovedet kan lade sig gøre. 

Og det kan det, fordi kredsene er selvstændige juridiske enheder, hvor få personer bestemmer og egenrådigt fastlægger prioriteringer – og samtidig råder over betragtelige midler. 

Prioriteringer og økonomiske ressourcer, som er udenfor Badminton Danmarks indflydelse. 


KREDSENE

Der er 8 kredse – Bornholm, Fyn, København, Lolland-Falster, Sjælland, Sønderjylland, Midtjylland og Nordjylland. 

Kredsene er selvstændige juridiske enheder med egne økonomiske ressourcer. 

De er forskellige i størrelse, antal klubber, antal spillere, økonomiske ressourcer, antal personer i bestyrelsen og deres ansvarsområder, transparens, informationsniveau, udfordringer, prioriteringer og websider. 

Er de er levn fra fortiden?

Er deres egenrådighed en gevinst for badminton?

Er der tale om reel demokrati?

Er der den nødvendige transparens? 

Har de klubbernes interesse og opbakning?

Noget andet er deres formuer….

Kredsene har tilsammen godt 4,5 millioner kr stående i likvid kapital på diverse bankkonti. Deres basis udgifter (altså faste udgifter, hvis alle aktiviteter blev indstillet) er tæt på nul kroner, dvs. deres udgifter (og indtægter) er for 95 % vedkommende direkte sammenhængende med udbuddet og antallet af aktiviteter. 

Så hvorfor har kredsene så store likvide formuer? 

Bør disse formuer, som reelt er medlemsklubbernes penge, ikke sættes i spil og bidrage til at skabe udvikling og aktiviteter? 

Så……kunne badminton i Danmark mon organiseres mere hensigtsmæssigt og demokratisk, og kunne de økonomiske midler distribueres bedre, fx til fordel for en højere prioritering af bredden, som er grundlaget for al elite? 

4,5 millioner kr vil kunne aflønne 4 fuldtids badmintonkonsulenter i 24 måneder!


Ville netop dette ikke være mere til gavn for badminton generelt, og mere specifikt for alle de små klubber, der eksisterer i de mindre byer, hvor der arbejdes med at få og fastholde medlemmer, finde frivillige – og de nødvendige trænere, have spillere nok til at deltage i holdturneringen – og i min klubs tilfælde have et sted i fremtiden at spille? 

Uden tvivl! 

Derefter er det også på sin plads at se på DGIs rolle. Fx afholder de en stor del af turneringerne og tjener gode penge. Penge, som klubberne kunne have tjent ved at afholde de samme turneringer. Og penge, som ikke nødvendigvis flyder tilbage til badmintonsporten! 

Men det må vente til et andet indlæg. 

Der er nok at tage fat i for at gøre noget for vores sport. 


Badmintonbladet.dk 🇩🇰 Per Damkjær Juhl ツ

Læs også

China Masters Super 750 • 19.-25. 11.24 • TV2 Sports sendeplan • Tidligere vindere etc • …og en kort video

🇩🇰 mixen Busch & Vestergaard taber 22-24/21-16/16-21. Ikke flere danskere i kamp i dag. The …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.