”Kan du…?”..…”selvfølgelig kan jeg det!” • en beretning fra en holdkamp!

Det startede sent mandag aften….5 dage før holdkampen!

DAGENE OP TIL KAMPEN….

Steffen, formand, holdleder og far til 3 spillere på VBK1 i Danmarksseriens pulje 8, skrev….

”Kan du…?”

“…selvfølgelig kan jeg det!”

Kunne jeg det? Altså være klar? Ik’ sån’ rigtig! Faktisk nok slet ikke. Efter normale standarder – egne og andres!

Men når en holdleder står med et ufuldstændigt hold og spørger, om man kan, så kan man! Uanset tømmermænd, fødselsdag, alene med et eller flere børn, u-udhvilet, u-lavede lektier og handleplaner…eller i mit tilfælde bare u-trænet og u-mobil. Man stiller bare ikke op til holdkamp med et ufuldstændigt hold. Det gør man ikke! Basta!

Jeg har ikke rørt mange bolde i de sidste måneder. Jo. Men ikke som aktiv på en bane med en ketcher i hånden. Højst omkring én time om ugen.

Har dog alligevel spillet 2 holdkampe for VBK2 i LF-serien…..

……..¯_(ツ)_/¯

Men!

Der er en mega forskel på LF-serien (….undskyld….jeg holder faktisk rigtig meget af lokale opgør, ofte på hverdage indenfor kort afstand) og Danmarksserien.

Jeg var jo tilskuer til VBK1s udebanekamp i den smukke hal i Charlottenlund runden før – som VBK vandt! Tempoet og kvaliteten (som de siger på TV) var i top. Århundreder fra LF!

Forberedelserne (!….?) begyndte onsdag middag. Første dosis smertestillende. 200 mg ipren og 1 g Panodil. To gange i døgnet. Mod smerter i lyske og skulder…..begge i højre side. Jeg er jo højrehåndet!

Onsdag aften deltog jeg i træningen. Eller. Jeg mødte op. Havde egentligt aftalt 60 minutters kontrollerede “retro-øvelser” med Steen, der også er pænt smerteramt – og generation Boomer. Men vi lod os begge friste og gik ind på “engelsk double banen” med Kim, og først unge og spændstige Mathias, og senere gråhårede Jan.

Det skulle jeg aldrig have gjort. Big mistake. Smerterne var faktisk ikke det værste. Det værste var at opleve, hvor dårligt spillende og bevægende jeg var. Hvor langsom jeg var. Dét lavede et mørkt og bundløs hul i selvtilliden.

Fredag eftermiddag kl 16.07, ⅓ del henne i min 24 timers døgnvagt på botilbuddet med de 7 skizofrene unge mænd, tikkede der så yderligere en meddelelse ind i mailboksen og E-Boks. Ny operationsdato. Den 9. januar 2025 kl 07.00 på Nykøbing Falster sygehus.

Lørdagens holdkamp ville således blive den sidste i længere tid. I værste fald den sidste nogensinde…..så ro på, hr Juhl! Ikke tænke Worst Case!

Den kunne sagtens blive den sidste i vores elskede hal. Den ér dømt til nedrivning af kommunalbestyrelsen. Fortsat med ukendt dato. Og en plan for vores og de andre foreningers genhusning findes heller ikke!

Tasken blev pakket torsdag eftermiddag og lagt i bilen. Sagen er, at jeg altid forbereder mig i god tid. Og medicineringen blev fortsat! Langsomt forsvandt ømheden i skulder. Og der var faktisk ingen ømhed overhovedet efter onsdagens spil.

EFTER KAMPEN…..

KBK København 4 blev sendt hjem med et nederlag på 10-3.

Min oplevelse?

Det var vidunderligt at være tilbage på et førstehold, være en del af et hold – et ungt hold, og vinde….og evaluere bagefter i gruppen, tildele fidusen, rose, rydde op, gå i bad….sammen, drikke øl, snakke….om badminton og alt muligt andet.

Klubliv!

Mit take på kampen….

Mathilde på VBK1 vandt sin første kamp på holdet i dag. 16 år. I dag uden nerver, betonben og stålhandske. For et par uger siden stod hun rimelig stille i vores anden mix i LF-serien, en mørk og regnfuld aften i Sakskøbing. Men ikke i dag. Sikke en personlig udvikling. Jeg har kendt hende i….7-8 år, og i dag tog hun et giga-udviklingstrin….og det er hvad sport også kan….at skabe mulighed for udvikling, personlig udvikling….”Zonen for nærmeste udvikling”, et Vygotskij begreb. I dag udført i den virkelige verden.

Var jeg glad for min mixsejr? Superglad. Sikke en lettelse. Frygtede virkelig det pinlige, at blive udstillet, som veteran, 59 år…tænkte over det i flere dage. Det skete ikke. Gudskelov. Tak til en meget velspillende makker!

Nu summer det i kroppen. På den lækre måde.

Kommer ømheden senere….i morgen? Sikkert! Gør det noget? Overhovedet ikke. Ømhed er lig med belønning!

Jeg havde min debut på Koldings førstehold i Danmarksserien, dengang det fjerde højeste niveau, med færre puljer over og i DS, for omtrent 41-42 år siden. Det er vildt at tænke på.

Det er også vildt, at spændingsniveauet ikke har ændret sig i alle de år.

Holdkampe tænder stadig for alt i kroppen.

Jeg elsker det!

Tak til holdet, kaptajnen, tilskuere, venner, kæreste, søn (!), tællerne! Jeg nåede relativ godt rundt og fik snakket næsten med alle! Men jeg så jer!!….og jeres tilstedeværelse lunede langt ind i hjertet!

Badmintonbladet 🇩🇰🙏🏻❤️ Per Damkjær Juhl