“Badminton er en nådesløs sportsgren!”

VM i fodbold starter i dag. I fodbold kan alt ske. De undertippede skal bare have én chance og derefter parkere Mourinho-bussen foran eget mål og forsvare sejren hjem.

Det snakkede jeg med kærestens 15 årige søn om i går under vores holdkamp mod holdfællesskabet fra begge sider af Storstrømmen – Nyråd og Storstrømmen Kippinge (Nr Vedby).

Sønnen spiller både fodbold og badminton.

I badminton kan man også være heldig. Én gang. Måske 5 gange. Måske endda 5 gange i træk. Men der mangler stadig 16 point til at vinde ét sæt.

I badminton vinder den undertippede sjældent, og niveauforskellen bliver udstillet langt tydeligere, hvilket var let at få øje på i nogle af kampene i går.

Som badmintonspiller med en dårlig dag, eller et dårligere niveau, kan du ikke skjule dig bag de 10 andre på holdet. For i badminton står de 10 andre udenfor banen og kigger på – de klapper og kommer med gode råd undervejs og i de korte pause. Men du må selv, eller med din doublemakker, klare det.

Og når du så møder en modstander med et klart højere niveau bliver du nemt udstillet. Du kan som sagt være heldig i nogle dueller og kæmpe røven ud af bukserne – det skal du!, men der er forfærdelig langt til 2 x 21 point.

Fodbold og badminton er bare to meget forskellige slags arenaer.

Men jeg er ret glad for, at omtalte søn fortsat spiller både fodbold og badminton.

I fodbold har han 10-15 andre, som han kan dele sejren og nederlaget med. De er fælles om indsatsen. De har fulgtes ad gennem 8-9 år og bor alle en spytklat fra den grønne kunststofbane i Præstø, og stod ved hinandens konfirmationer og dannede espalier. De træner sammen 3-4 gange om ugen, går i bad efter hver træning og farmand er co-coach. Forældrene møder op til kampene og hepper.

Dét sammenhold kan jeg godt misunde de unge i dag – i min sport. I min ungdom (70’erne) havde vi noget, der lignede det sammenhold i Kolding.

Hans badmintonspil har haft en positiv indflydelse på fodboldspillet, hvor han nu tager langt mere ansvar og måske også får trænet andre bevægelser – og sin hurtighed og retningsskift.

Fodbolden har haft den indflydelse, at han aldrig piver i badmintonhallen, aldrig giver op og vant til at træne meget. Udenfor i al slags vejr, således at den lidt køligere hal ikke generer ham.

Unge har godt af at dyrke mere én sportsgren.

I min ungdom spillede vi fodbold på græsplænerne mellem rækkehusene og boligblokkene. Jeg fik også et par kampe i KIF håndbold. Og derudover spillede vi selvfølgelig både volleyball og basket, løb 100 m, sprang længde- og højdespring og kastede med spyd, og havde svømning i skoletiden. Med andre ord blev præsenteret og fik afprøvet mange forskellige idrætsgrene. Badminton og tennis prøvede vi dog aldrig, selvom badminton var ret udbredt allerede dengang på Brændkjærskolen.

Badminton er en nådesløs sportsgren!

Du står alene på banen og må klare dig selv. Selv analysere, regne modstanderen ud og finde løsningerne. Og er du ikke god nok, taber du, nogle gange Big Time. Men det gør ikke noget, for det gør alle med jævne mellemrum. Det burde ikke ødelægge nogen.

Vi kan kalde det en læringssituation, hvis det absolut skal pakkes ind i pædagogiske termer.

……eller “lær af det, bliv klogere og brug det til at træne mere!”

“Lev med det!”

                                            ▪️

Badmintonbladet • Per Damkjær Juhl