Foto: @ Annette Vollertzen

Badmintonligaen: Vendsyssel pressede de regerende danmarksmestre

Loading

Arena Nord i Frederikshavn dannede rammer om dagens Badmintonliga-opgør mellem Vendsyssel og de regerende danmarksmestre Greve. Inden kampen var der spået et meget tæt opgør, og det blev det også.

Første kamp var i herredouble mellem Lasse Mølhede/Josephine Van Zaane fra Vendsyssel og Jacco Arends/Isabella Nielsen fra Greve. Favoritværdigheden lå hos Greve-parret inden opgøret. 1. sæt var meget tæt, men her var det Mølhede/Van Zaane som trak det længste strå og vandt sættet med 21-19. I 2. sæt var rollerne byttet om, og her var det Arends/Nielsen, der var skarpest og vandt med 21-19. 3. sæt blev lige så tæt som de to andre, men Mølhede/Van Zaane fandt melodien fra 1. sæt og hev sejren i land med 21-18.

På banen ved siden af blev der spillet damesingle mellem Kati Tolmoff fra Vendsyssel og Amalie Hertz Hansen fra Greve. Her var Kati Tolmoff stærkest og sikrede sig sejren med to gange 21-16. Dermed var Vendsyssel foran med 2-0, en drømmestart for hjemmeholdet.

Ny spænding
Den næste kamp på programmet var i 1. herresingle, hvor den finske entertainer Ville Lång fra Vendsyssel stod over for Greves nye 1. herresingle Brice Leverdez. I 1. sæt var Ville Lång i førersædet og satte franskmanden under pres. 1. sæt vandt finnen med 21-18. I 2. sæt skruede franskmanden op for tempoet og viste godt spil. Dette var nok til at sikre 2. sæt med 21-18. I 3. sæt var luften gået ud af ballonen for Brice Leverdez, og det udnyttede Ville Lång til at vinde meget sikkert med cifrene 21-10. Nu var Vendsyssel allerede sikret et point.

Jelle Maas/Patrick Buhl skulle derfor prøve at spille Greve tilbage i holdkampen mod Zvonimir Dyrkinjak/Jonatan Nordh fra Vendsyssel i herredouble. Denne kamp blev en gyser. Greve-parret tog 1. sæt, mens Vendsyssel-parret snuppede 2. sæt. I 3. sæt havde Greve-parret de afgørende marginaler på deres side og vandt med de snævre cifre 21-19. Dermed en reducering for Greve.

Rikke Søby Hansen/Ditte Søby Hansen fra Greve bragte endnu mere spænding tilbage i holdkampen ved at besejre
Camilla Sørensen/Maria Helsbøl fra Vendsyssel i damedouble med sikre 21-14 og 21-11.

Afgørelsens time
Dermed skulle “borgmesteren” Peter Mikkelsen fra Vendsyssel forsøge at overraske Joachim Persson fra Greve og sikre sit hold sejren i dagens holdkamp. Mikkelsen startede som lyn og torden og blæste Persson ud af banen. 1. sæt vandt Peter Mikkelsen meget overbevisende med 21-12. 2. sæt fandt Persson et højt niveau, som Mikkelsen ikke kunne matche. Persson var lige så overbevisende som Mikkelsen var i 1. sæt og vandt 2. sæt 21-12. 3. sæt blev urolig tæt, og her bølgede sættet frem og tilbage. Peter Mikkelsen startede bedst, men Persson var hele tiden lige i hælene på Vendsyssel-spilleren. Mikkelsen kom foran med 19-17, og her lignede det en sejr til “borgmesteren”. Der gik dog fuldstændigt gummiarm i den for Mikkelsen, og han tabte de efterfølgende 4 point. Dermed sikrede Joachim Persson sig sejren og fik udlignet til 3-3 i holdkampen. Der skulle dermed spilles et Golden Set om sejren.

Herresingle-afgørelse
Det blev i herresingle, at der skulle spilles om sejren i dagens holdkamp. Joachim Persson fra Greve stod over for Ville Lång fra Vendsyssel. Joachim Persson fik den bedste start på sættet og var foran ved opholdet. Efter dette fortsatte Persson stilen, og Ville Lång kunne ikke svare igen. Efter 3,5 times holdkamp sikrede Persson Greve sejren med 21-14 i Golden Set til stor jubel i Greve-lejren.

Noget af et comeback af Greve efter at have været bagud med hele 3-0 inden de sidste kampe.

Efter kampen var det en meget skuffet Peter Mikkelsen fra Vendsyssel, som Badmintonbladet snakkede med. Han fremhævede niveauet i slutningen af holdkampen som den afgørende faktor.
– Vi rammer ikke niveauet over en hel kamp i de sidste tre kampe, fortalte Peter Mikkelsen.

/Anders Jensen/Badmintonbladet/

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til syvende runde

Opstillingerne til syvende runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles onsdag kl. 19.00. Stilling, …