BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Det er allerede gået en uge!
Siden jeg sagde farvel,さようなら / Sayōnara, til 9 af de 15 japanere på Scandic Hotel på Falkoner Alle, Frederiksberg. Efter at have haft dem på besøg i Vordingborg, guidet dem til Kbh Hovedbanegård og via metro til hotellet, og i den ombæring vist dem billetsystemet i metroen – og sagt “forhåbentlig på gensyn, また後で / Mataatode, i Tokyo 2025”. De øvrige 6 skulle overnatte på Amager.
De 3 nætter og 4 dage med 15 japanere i Vordingborg gik alt for hurtigt.
Det er en kliché. Men den passer. Tiden går hurtigt!
LØRDAG
…..morgen kl 07.45, den 22. juli 2023.
Undervejs på motorvejen ved Køge på vej til lufthavnen, husker jeg meget tydeligt, at jeg tænkte – “er det virkelig nu, de kommer, japanerne?” Jeg oplevede det syrede, at jeg nærmest var udenfor mig selv, og sådan parallelt oplevede nutiden lidt forskudt. At jeg kørte bilen og samtidig oplevede at jeg kørte bilen. Det var lidt skræmmende.
I 4 år, siden vi var i Tokyo 2019, havde jeg set frem til dette besøg, til dette øjeblik, hvor jeg skulle byde dem velkommen i lufthavnen, i Vordingborg. Herude i vandkanten, med stilheden, markerne, kysten og skovene. Den drøm var nu – og det gjorde mig helt “svimmel”!
Programmet for de 3 dage var klar. For længst. Justeret mindst 100 gange undervejs.
Nu kom de. Nu var nu!
Kl. 08.30 landede flyet fra Lufthansa og ca kl. 9.15 kom de ud i ankomsthallen, hvor modtagelseskomiteen stod klar – fire værtsfamilier og yderligere to chauffører.
Vi gik over i Terminal 2 og fik fordelt japanerne hos deres værter og i bilerne. Det tog lidt tid. Japanere kan være lidt ….. rolige i processen fra tænkning og snak til handling. Derfra kørte vi direkte til Vordingborghallen for at spille badminton i 3-4 timer. For nogles vedkommende blev det også til 5 timer.
Okubo-san, ægtefællen og den 15 årige i min bil oplevede det danske kulturlandskab undervejs fra lufthavnen til provinsbyen i syd – det flade landskab, skovene, de mange kornmarker, fårene og køerne – som de virkelig tildelte megen opmærksom. Vi sad meget af tiden i stilhed. Jeg lod dem lige få lidt ro, ovenpå 15-20 timers transport og før larmen i vores store hal med den fantastiske akustik.
I hallen ventede 20-25 spillere i alle aldre klar til at spille, heraf 5 fra Stubbekøbing og enkelte fra Lillerød, Møn og Greve. En del voksne var allerede i gang med at lave kaffe og stille kage, drikkevarer, karameller og chokolade frem. En time efter kom pizzabudet med 6 store familiepizzaer, for de var sultne, vores asiatiske gæster.
Det var ikke nødvendigt med organisering af spillet. Det kom helt af sig selv. På den typiske danske måde – “det finder vi ud af undervejs”. Det er jo sådan, vi er, danskerne……løsningsfokuserede, selvstyrende, praktikere, handlingsorienterede. Vi tænker ikke altid så meget og længe over tingene. Vi agerer og afprøver. Dansk kultur.
Alle fik spillet, grint, kæmpet, svedt.
Kl. 16.00 hentede et par forældre 130 stk smørebrød i Kvickly. Vi satte os alle sammen ved det lange bord midt ned gennem forhallen og spiste klassiske, højtbelagte brød med kartofler, leverpostej, fiskefilet, frikadeller og mange andre varianter kl. 17.00. Med engangsbestik, altså kniv og gaffel, af tyndt træ/bambus. Svært for os danskere. Nok endnu sværere for japanerne, som nærmest aldrig havde prøvet “kniv og gaffel” konceptet!. Mere dansk kultur – fællesspisning og rugbrød.
Et par timer senere kørte de fire værter hjem med deres gæster, ialt 10 personer, og 5 blev transporteret til byens hotel.
I mit hus, Det Hvide Hus, fik ægteparret Okubo mit soveværelse og den 15 årige pige min søns værelse. Sønnen og jeg sov de næste 3 nætter ude i min beboelsescontainer.
Jeg fik hurtigt placeret dem i stuen, og åbnet en stor og kølig øl, til de voksne, og sodavand til de to unge. Der blev åbnet endnu en øl, og til sidst en mere – mere kultur, før det var tid til sove. Vi var alle ret trætte. De af den lange rejse, og jeg af dages og ugers planlægning, nervøsitet og spænding, uro om jeg nu havde styr på det hele – bortset fra vejret, og forventningsglæde.
Det var tid til at få betalt tilbage af deres utrolige gæstfrihed for 4 år siden.
SØNDAG
…..var vi alle tilbage i Den Store Hal kl 11.00 til yderligere 3-5 timers spil.
Ved mit spisebord havde vi til morgenmad kl 08.00 fået kaffe, lokal æblemost og urtete – urter indsamlet af en beboer på mit arbejde, franskbrød, skæreost, marmelade fra en vejbod og pålægschokolade. Det sidste havde de aldrig set før. Heller ikke skæreosten, hvor min skæren blev fulgt med stor opmærksomhed. Og fotograferet!
Efter morgenmaden pillede vi det tørre tøj ned fra snorene bag skuret. Eller rettere, jeg gjorde. De kunne ikke nå! For de er vitterligt noget lavere end vi nordeuropæere, der har vores højde og lyse hud fra yamnaya-hyrdernes indvandring fra De Pontiske Stepper i øst for ca 5000 år siden. De er også årsagen til, at vi voksne kan tåle mælk. Det kan japanerne ikke i samme grad. ¾ af verdens befolkning mister som voksne evnen til at spalte mælkesukker.
Over morgenbordet kommunikerede vi via google translate. Et fantastisk hjælpeværktøj. Morgenmaden – og den øvrige mad spiste de ikke meget af. Ikke pga manglende sult eller “kræsenhed”. De spiser bare ikke så meget og normalt heller ikke så meget sødt, slet ikke til morgen.
Henimod slutningen af badmintonspillet om eftermiddagen inviterede jeg 5 japanere og nogle danskere, alle hankøn, med ud i omklædningsrummet til endnu mere dansk kultur, kernen – en kold øl, let afklædning og bad, og snak og HYGGE. I Japan, fortalte de, kunne de ikke klæde om i hallerne og slet ikke indtage alkohol, da de spillede i haller tilhørende skoler, og derfor ofte efter spil besøgte billige restauranter.
Aftensmaden – fælles grill med hotdogs og koldskål, skulle have været afholdt i min have, men pga konstant regnvejr denne søndag, flyttede Brian, Mette og Eva alle stole, to grill, kul og pavillionen op til hallen, hvor vi så grillede ude foran og indtog maden ved samme bord som dagen før – ét langt bord med 40 mennesker, i fællesskab, blandet.
Kort før servering af koldskål blev jeg gjort opmærksom på japanernes manglende evne til at fordøje/omsætte mælkens laktose. Nogle få prøvesmagte en lille smule af denne mærkelige, kun i Danmark forekommende dessert med små søde kager i – kammerjunker. Jeg forstår godt deres undren. Det er i høj grad en dansk specialitet. Jeg har haft mange udenlandske gæster gennem årene der alle har undret sig over denne spise.
Kl 20.00 var der tid til opbrydning – og oprydning. 30 minutter senere var vi atter hjemme, vi satte igen en tøjvask i gang, ligesom i går, mine tre gæster og jeg nød et par øl, og kl 21.30 sagde vi godnat.
Trætte. Udmattede. Mætte. Tilfredse.
MANDAG.
Havregrød, på vand til morgenmad, urtete, friske surdejsboller fra bageren, kaffe på en ny måde – den italienske espressoversion – og så afgang. Vi skulle til Møn i dag. Hele dagen.
Vi mødtes på busstationen i Stege kl 9.45 og skiftede til gratisbussen, der i sommermånederne kører 3 gange dagligt til 3 destinationer – Ulshale/Nyord, Fanefjord Skovpavillion og Møns Klint/Liselund Slot og Park.
Ved Møns Klint opdelte jeg gruppen i de unge og de ældre. De unge tog de 500 trapper ned og gik noget af turen langs vandet. Vi ældre gik oppe langs kanten af klinten de 6 km til Liselund Slot. Har du aldrig været her, ved denne UNESCO egn, så prøv det! Der er så smukt. Og hårdt at gå.
Ved Liselund Slot kørte vi 4 timer senere med bussen tilbage til Stege, ventede 10 minutter og kørte med samme bus videre til Fanefjord Skovpavillion, gratis. Her blev vi budt på velkomstdrink, paneret rødspætte, nye kartofler, rabarberkompot og sorbet, kolde drikkevarer og naturligvis fællesfoto og velkomsttale af kokken Lars Kleist, der også sidder i Vordingborgs Idrætsråd. Vi sad udenfor i en af Danmarks ældste skovpavillioner, i en skovlysning, og spiste, mens mørket kom.
Køreturen hjem gik via den smalle tange fra Møn til Bogø og Farø og lavbroen til Vordingborg. Andre værtsfamilier kørte til Bogø og Stubbekøbing.
Japanerne havde betalt for alle på skovpavillionen, vi var mætte, endnu en gang trætte og glade.
TIRSDAG
Vi mødtes på Vordingborg Station kl 09.30 med afgang kl 10.19, og kørte med toget til Københavns Hovedbanegård, hvor Nao og Kim tog imod os. De to havde herfra ansvaret for japanerne frem til lørdag, hvor de rejste hjem igen. Sightseeing og besøg i badmintonklubberne Gentofte og København.
Jeg fulgte 9 japanerne med metroen til Scandic hotellet på Frederiksberg og lærte dem, forhåbentligt, hvordan man købte billetter, og sagde farvel efter indtjekning.
Da vi var i Tokyo, sagde den pensionerede professor i fysiologi, Suda, henover maden i en lille sidegade restaurant følgende: “I recommend before leaving Japan that you try the shower toilet”.
Inden jeg tog afsked med ham på hotellet, på deres værelse på 6. etage fik han min opfordring: “Before leaving Copenhagen try a hotdog and a Cocio at the place infront of the Townhall!”
Spændt på, om det skete.
Da jeg forlod hotellet, efter 4 intense dage, havde jeg et par timer før min togafgang retur til Vordingborg. Ved Værnedamsvej stoppede jeg ved pølsevognen og fik en hotdog, dog uden Cocio. Glemte det. Måske af træthed. Den smagte vidunderligt.
Ved min side stod en noget ældre kvinde, i 80erne, vil jeg tro, med ren ilt til næsen og fik en hotdog og en Cocio. Vi faldt snak, fordi jeg kunne høre noget jysk i hendes ord. Fra Varde kanten, da jeg spurgte. Og så snakkede vi om bøger. Men det er en helt anden historie.
Vi danskere vil gerne snakke – og hjælpe, også turister. Vi skal bare tiltales og spørges. Så forsvinder vores ofte let sure og vredt-udseende ansigt, og forvandles til smil og hjælpsomhed.
Stor tak til værtfamilierne Svensson i Stubbekøbing, Svensson på Bogø, Melsen i Vordingborg og de øvrige chauffører, kage-bagere, klargørere, opryddere, madfremstillere og -hentere, grillemestre og hjælpere…..Familien Delberg, Mette, Stine og Martin, Nadia, Jonas, mine to sønner og sikkert mange flere. Det kunne kun lade sig gøre i fællesskab!
Vi ses, forhåbentligt, i Tokyo i 2025.
Badmintonbladet & Vordingborg Badminton Klub 🇯🇵🇩🇰 Per Damkjær Juhl
