BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Den 11. marts, kun en måned siden – det føles som en evighed, gik “badminton-verden” i Danmark i stå. Regeringen lukkede ned – også for al sport.
Vi fik lov til at se de største spille på banerne i Birmingham i endnu fire dage, før den sidste levende bold endelig blev slået.
Og vi er stadig lukket ned. Store og små.
Hvornår vi vender til normaliteten, og igen får lov til at komme indenfor i hallen sammen med vores spillevenner er uvist. Jeg er en skeptiker – og tror det vil tage rigtig lang tid.
Den lokale serviceleder Finn gav mig kortvarigt adgang til den store hal i onsdags. Vores nøgler virker ikke længere. Nøglecylinderne er udskiftet og magnetnøglerne sat på stand by.
Jeg slukkede for boldfugt- og køleskabet og gik en hurtig tur rundt på banerne, i mørket – de slidte net stod stadig på to baner, klublokalet og omklædningsrummene.
Når vi vender tilbage, vil jeg sidde en længere stund end ellers på bænken i herrerummet, nyde samværet ekstra meget og forsøge at trække tiden ud og ikke forfalde til hverdagen alt for hurtig.
Min hverdag er fortsat normal hvad angår arbejde. Men jeg savner min hal, min hverdag i hallen med pensionisterne og børnehavebørnene om formiddagen, de unge om eftermiddagen og de voksne i aftentimerne.
Jeg savner cykelturen gennem skoven derhen. Den korte eller længere snak. Gensynet. Smilet. Vores fælles omdrejningspunkt.
Der mangler en vigtig brik i puslespillet.
Det er lidt smådepressivt.
Per Damkjær Juhl
