Foto @ Richard Skovby

Badmintons mange skrevne og uskrevne regler

Badminton viste sig at være en langt mere krævende sport, end jeg havde ventet, beretter Ulla Abildtrup, mor til en U11-spiller og en U13-spiller.

”Du skal ikke klappe så meget,” sagde den 13-årige dreng ved siden af mig på tilskuerbænken. ”De er jo kun børn,” fortsatte han forklarende. Jeg var til en af mine drenges første kamp i Københavns Badminton Klub, efter at de i 9-10 års alderen var skiftet fra fodbold til fjerbold. Den store drengs milde irettesættelse blev den første af mange lærestreger i badminton.

Badminton viste sig at være en langt mere krævende sport, end jeg havde ventet. Mine drenge rykkede hurtigt frem i rækkerne, og det krævede pludselig langt mere af mig som forældre.

Drengene skulle meldes til turnering – hallo, hvem gi’r lige et kursus i Badmintonpeople.dk?? Jeg skulle lære at læse et turneringsprogram med det resultat, at hele familien kom 2½ time for tidligt til første turnering i en hal så langt ude på landet, at end ikke den lokale buschauffør kendte lokaliteten.

Hvem kunne vide, at kamp nummer 85 først skulle spilles op af formiddagen..??

Ja, det kunne de andre forældre, som havde sovet længe og spist morgenmad i ro og mag, før de mødte frem op ad formiddagen. Da savnede jeg fodboldens fælles-ture til kampene, men hvem gad køre sammen, når man aldrig vidste, om ens barn røg ud efter puljen eller gik hele vejen til finalen i både single og double?

Jeg skulle også lære at ’coache’ – javel, hvordan gør man det? Og hvad gør man, når ens barn går i baglås på banen og forventer, at jeg kommer med de vise sten? Skal jeg sige ”pres ham bare ned på baglinjen” eller ”brug din stikserv”, når jeg ikke aner, hvad jeg taler om?

Men drengene fik nye venner overalt i hallerne og spillede ’china’ og ’engelsk double’ mellem kampene, mens jeg opdagede, at badmintonhaller kan være lige så frysende kolde som fodboldbaner.

Men jeg fik også nye venner, andre forældre – især fædre – som var mig helt ukendte – kom og roste mine drenge. De fortalte også, at jeg burde give pasta eller havregryn mellem kampene, og hvor mange point de nu havde optjent.

Der var en form for fællesskab midt i den meget individualiserede sport, hvor børn rundt om i et væk brød grædende sammen, kylede med ketsjere, slog deres forældre og fik besvimelsesanfald på banen.

Og så fik jeg selvfølgelig lært at beherske mine udbrud og undlade at klappe andet end ganske kort og svagt, dvs indtil jeg kom til DMU, hvor forældre og børn gik amok i klap og larm. En 10-årig gik psykisk ned på de hånende tilråb og banken i gulvet med tomme boldrør, men hans klub fik af dommerne at vide, at ”sådan er det ved DMU, det må I bare affinde jer med”.

Og sådan er der så mange uskrevne og skrevne regler i badminton.

Af Ulla Abiltrup

Læs mere om børn og badminton i den seneste e-version af Badmintonbladet

Læs også

To nederlag til det danske UVM-hold på andendagen

Det danske landshold til UVM spillede i dag mod Kina og Taiwan, og det blev …

9 Kommentarer

  1. Stikserven er et undervurderet slag!

  2. Jeg genkender artiklens indhold – hører ogsÃ¥ til en af de forældre, der kunne skrive bogen “badminton for dummies”. At læse et program, at forstÃ¥ diverse forkortelser, at forstÃ¥ DGIs geniale system med at det ikke bare er “vind og forsvind”-kampe, men ogsÃ¥ kampe hvor to´erne spiller mod to´erne osv., sÃ¥ de helt nye spillere fÃ¥r mange kampe til et stævne, at forstÃ¥ et stævne varer en hel dag – nogle gange en hel weekend… MÃ¥ske skulle man skrive bogen om badminton for nye forældre…

  3. Meget enig! Badminton er en krævende sport – ikke mindst for forældrene 😉
    Der gik en hel sæson før jeg fandt ud af at deltagelse i stævner er helt op til forældrene 😆