De små og store historier…..

Med Morten og Mikkels tilladelse overtog jeg Badmintonbladets førertrøje omkring årsskiftet 2018-2019, hvor de to efter mange års opbygning og ihærdigt arbejde valgte at gå på selvvalgt pension for en ubestemt periode.

Det har indtil videre været en vild oplevelse, både før og efter denne rolle, at deltage og engagere sig som frivillig skribent, betragter, gæst og snakkehoved ved store badmintonevents, samt i det daglige holde bladet kørende med hvad jeg nu kan finde eller selv skabe af mere eller mindre relevant materiale.

De herlige oplevelser har mere end opvejet alle, selvbetalte udgifter og den manglende løn. De betingelser kendte jeg på forhånd – og, vil jeg samtidig sige, lige fra hjertet og hjernen, jeg foretrækker det nærmest sådan. At være fri og ikke bundet af et kontraktforhold til at skulle levere et stof af en vis kvantitet, kvalitet og relevans, og ikke mindst, bestemt af andre.

Mit mål er primært at levere det stof, de historier, som de langt større medier ikke dækker og tilbyder. For eksempel dækkes de store spilleres gøren og laden, på og udenfor banen, mere end fint af de medier. Jeg ser min opgave at skrive om den verden og de begivenheder, samtaler, observationer, indtryk, der foregår udenfor det skarpe projektørlys, på gangene, ja der hvor de utallige frivillige også er – alt det som altid har vakt min egen nysgerrighed og tidligere været udenfor min rækkevidde og mit kendskab.

Knud Løgstrup skriver et sted i “Den Etiske Fordring” at det etiske livs grundfænomen er at vove sig frem for at blive imødekommet, komme os i møde eller vende os ryggen. Det er for ham fundamentet for al mellemmenneskeligt liv.

Jeg håber, der er et publikum og en interesse for det, som interesserer mig. Som audodidakt på området, og i øvrigt fuldtidsarbejdende ved siden af, kan jeg ikke gøre det arbejde, som de professionelle medier, journalister og fotografer udfører på et højt niveau. Men jeg kan forsøge at skabe min egen niche og dyrke den på min egen måde. Jeg kan vove mig frem.

Alle starter et sted. Som helt ny. Begår fejl. Trial and error. Både som nybegynder og senere.

Senest glemte jeg i et indlæg alle danske bronzevindere ved VM i herresingle, og var yderst taknemmelig for de retvisende kommentarer. Valgte ikke at ændre den oprindelige tekst, men i stedet tilføje lidt mere korrekt tekst for at vise, at det er ok at begå fejl. At lære. At være i udvikling. At lytte til dem, der ved noget og har større indsigt og erfaring.

Det er jo det, der også foregår i badmintonhallen, på banen, under superviseret træning og i frivilligt, legende spil uden mål. Udvikling. Den, der ikke begår fejl, bliver i comfortzonen, i sin safespace, og udvikler sig ikke, eller i hvert fald i et langsommere tempo.

Det var et sidespor.

Tak til jer, der læser det her, og det øvrige, som jeg lægger op.

Vi❤️badminton.

Per Damkjær Juhl