Dengang for 42 år siden i Malmø!

Loading

For 20 år siden blev Camilla Martin verdensmester i single i København. 

For 42 år siden blev Lene Køppen verdensmester i single i Malmø. Det skete søndag den 8. maj 1977. Med en træketcher. Fra Courtmaster. Genialt navn forøvrigt. 

Træketcher! Forstår de unge det i dag? De skulle prøve at spille med en ketcher af træ. Med en i forhold til i dag super blød opstrengning. Prøv en lang baghånd med den! Eller en finte ved brug af underarmen.

Den 26. og 27. august 1977 gæstede hun på det, jeg formoder var en sejrsturné rundt i Dronningeriget, min tidligere klub Kolding Badminton Klub. Dengang beliggende på Østerbrogade. Herligt sted med masser af atmosfære og gammel svedlugt.

Borgmesteren og Kolding Pigegarde var der. Mine badmintonvenner var der. Min far var der. Alle var der!

Det var stort. Dengang føltes afstanden mellem stjernerne deroppe og os hernede megastor. Vi så dem heller ikke ofte på tv. Nærmest aldrig.

Igen. Tak til TV2 Sport!

Tilfældighederne (no I) ville, at hendes datter Marie Røpke senere, meget senere, skulle danne en double med min yngste niece Line Damkjær Kruse. Jeg husker stadig min eufori, i en lejlighed i Lyngby, da parret kvalificerede sig til semifinalen ved All England fredag den 11. marts 2011. Jeg ringede straks til Lines mor, min ældste storesøster Pia Damkjær Kruse. Det første, vi blev ved med at gentage, mens vi begge gik rundt i cirkler var: “Det er for vildt! Det er for vildt! Det er for vildt! Det er…..”

Det var vildt!

Tilfældighederne (no II) ville også, at jeg skulle møde Lene Køppen igen i Birkerød i 2010-2011. Da var vi begge ansat i “hovedkontoret” i Rudersdal Kommune, hun som overtandlæge og jeg som socialrådgiver/misbrugskonsulent.

Verden ér lille. Eller rettere. Danmark er!

Hvor blev de af, mine badmintonvenner fra damals?
Bagerst: Herman Kuhrt, Klaus Hollænder, Lene Køppen, Bent Andersen, Hans Wulff, Belinda Kuhrt, Liselotte, Bettina Pedersen, Lars Pryds Hansen, Jørgen Kuhrt, Per Hindkjær, Carsten Nielsen, Jan Schønning, Preben Hansen, Jane og forrest: ukendt, Allan Lind, Jimmy Hellum, Bjarne Kuhrt, Henrik From, Claus Henriksen, Per Damkjær Juhl, Gitte Henriksen?

Enkeltes livsbane kender jeg. Nogle er døde.  Per Hindkjær mødte jeg i BK smash i 00erne. Men hvad med resten? Gad vide, hvor mange der stadig spiller? Hvor blev de af? Fætter Carsten bor nu i Californien. Besøgte ham i 1993. Lars Pryds er kunstner. Det var han allerede dengang. Gitte Henriksen blev vist også kunstner. Henrik From fik vist en alvorlig hjerneblødning.

Vi krydsede veje engang. Havde et fælles omdrejningspunkt. Fulgtes for en kort stund. Nu er de udskiftet med en ny og fortrinsvis noget ældre gruppe for mit vedkommende. Mit liv er selvfølgelig forandret. Men kærligheden til spillet er helt intakt. Tak.

God weekend. 

 

Per Damkjær Juhl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.