Eliten i Istora, Jakarta og de sårbare i Eskildstruphallen.

Loading

Mens de to herredoubler spillede sig videre i Indonesia Masters torsdag eftermiddag dansk tid, var vi 6 personer i den klassiske idrætshal fra 1971 i Eskilstrup.


4 beboere, heraf én “kun” med som tilskuer – men det betød også overvindelse af en altomspændende angst, som vi almindelige mennesker slet ikke kan forestille os omfanget af, en ung pædagogstuderende og undertegnede – en ældre og erfaren, både på banen og i det pædagogiske og relationelle arbejde.

Vi spillede både 1-1 på to baner, 4 på en bane og dem alle 4 på skift mod mig på halv bane.

De snakkede og grinte, svedte og fik pulsen højt op, hvilket er super vigtigt for denne gruppe, der bla qua deres diagnose kæmper med inaktivitet, initiativløshed, angst, isolation og ikke mindst overvægt, delvis begrundet af sygdommen, men også i et vist omfang som bivirkning af en kraftig medicinering.


Vi har spillet i 7-8 år efterhånden, startende i en lille enbaners skolesal i Kraghave med vinduer i væggene og bomme oppe under loftet, og nu to gange ugentligt i henholdvis Den Store Hal i Vordingborg og idrætshallen i stationsbyen på Nordfalster.

Motion og bevægelse er vigtig. For alle!


“At bruge energi, giver energi”

……har jeg prædiket gentagne gange for de angstplagede beboere gennem mange år – og specielt for dagens tilskuer.

Før pandemien var han med på banerne, i spillet, men det kontinuerlige arbejde med at holde angsten nede blev afbrudt af diverse karantæner, og nu er vi slået tilbage til start. Det tog os dengang 2-3 år at få ham med i bussen til han endelig stod på banen med en ketcher i hånden.

Arbejde med alvorligt psykisk syge mennesker er også, eller især et tålmodighedsarbejde med bittesmå udviklingstrin og hyppige tilbageslag.

Men når det lykkes, når mennesker kan overvinde sig selv og indre dæmoner og kan opdage, se og erkende små fremskridt hos sig selv, så er det al arbejdet værd. At være nærmeste vidne til sårbare menneskers forøgede livsglæde og -kvalitet er smittende og super motiverende.

Udvikling giver energi!





PS…..


Jeg har endnu et mål med “min” badmintongruppe fra botilbuddet – at få dem ind under bruserne. Lidt optimistisk, måske.

I 5 år har vi klædet om sammen, men ingen af dem har vist sig helt nøgne og har benyttet bruserne. Kun jeg. Som rollemodel.

I dag sagde den ene…. “Det kommer aldrig til at ske. Jeg er alt for genert!”

Forståeligt!

Men håbet opgiver jeg ikke! ¯\_(ツ)_/¯


Badmintonbladet ✅ Per Damkjær Juhl

Læs også

“Jeg er måske medskyldig”

…..kommentar på websiden fra Jan Steffensen til Sung Jacobsens indlæg den 9. april 2024. Se …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.