En almindelig træningsaften i den gamle retrohal

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 26. marts 2017 

En almindelig træningsaften i den gamle retrohal. Tredje runde i Steen Gamle Hansens plan. Jeg skal spille single mod Emil Østerholm. En velopdragen spradebasse. Lærlingen, som vi kaldte ham i VBK ved sæsonstart. Han har udlært nu. En stejl læringskurve. 18 år, lynende hurtig, mange finter, et hårdt smash. Med andre ord, min modsætning. På alle parametre. 

Jeg løfter fra forbanens venstre side bolden op i hans forhåndsside, i en høj buen fra nettet til hans baglinie. I Vordingborghallen fra 1951 er det nemlig muligt at løfte rigtig højt. Superoptimalt for en kontra-defensiv anlagt spillestil. Emil tager et par hurtige skridt bagud og springer op og smasher med fuld kraft. Bolden eksploderer i fart fra Emils ketcher. Boldens elasticitet tillader, at den folder sig let sammen og med en udgangshastighed på måske 300-350 kmt raser stærkt nedadgående i min retning. 

Jeg har højest et kvart sekund at reagere i, hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om at kunne returnere bolden. Inden for dette korte øjeblik skal jeg altså både vurdere, om bolden er indenfor stregerne på min banehalvdel, bevæge mig og hvordan og hvorhen jeg vil returnere bolden – hvis jeg når den, og den “beslutning” foregår halvt bevidst, hældende til det spontane og ubevidste. Dermed ikke sagt, at det er tilfældigt. Ikke altid i hvert fald. 

Lad os tage det eksempel, at Emil kanonerer bolden ned på den forkerte side af min sidelinie. Det sker. Han er ung og af og til lidt overivrig. Den slags ressourcespild kan jeg ikke tillade mig. 

Hvordan går det til, at jeg meget tidligt i boldens bevægelse kan se, eller rettere fornemme, at bolden er på vej ud, altså på brøkdele af et sekund, mens bolden er i høj fart, i luften, og endnu langt væk fra min banehalvdel? 

Det har i mange år forundret mig. 

Hvor mange kalkulationer i boldflugt, hastighed og utallige års erfaringer kræver det, på et mikrosekund, at afgøre dette? 

Det foregår instinktivt. Spontant. På et ubevidst plan. Jeg har det bare på fornemmelsen. Intuitivt. Er det ikke rigtigt? I kender det jo også. 

Kort efter at bolden har forladt Emils ketcher, har jeg som regel en fornemmelse af, om bolden er ude eller inde. Jeg ved det bare. Ok, der er også en del bolde, hvor jeg undervejs er i tvivl og først senere i processen, vi taler om et par yderligere tiendedele sekunder, på en måde tager den afgørende beslutning, om den er ude eller inde. Samtidig har jeg undervejs i denne boldflugt nogle gange en ide om, hvorhen og hvordan jeg skal returnere. Nogle gange med et til hudløshed indøvet vaneslag eller favoritslag, andre gange, lidt færre, med et slag, der endda overrasker mig selv og som får mig til lynhurtigt at tænke “hvor kom det fra?” og i hele denne udførelse og række af bevægelser og handlinger og tanker, indkalkulerer jeg også, hvor modstander befinder sig og er på vej hen, hvilke slag og bevægelser, der er hans styrker – og ikke mindst svagheder, hvad loftshøjden tillader, hvordan boldens beskaffenhed er, hvor min eventuelle makker er, måske udstøder jeg også en lyd samtidig, osv osv osv. Multitasking i et splitsekund. Per automatik. 

I mit sind foregår der et yderligere spil. Jeg spiller jo både en kamp i den ydre og indre verden samtidig. I det indre har jeg et mentalt billede af banen, jeg ved nøjagtig hvor Emil står, hvor jeg selv befinder, og jeg har konstant planer, strategier og taktikker kørende på mit Random Access Memory og tester dem løbende. Banen inde i hovedet rummer en masse punkter og mønstre og muligheder, og der trækkes på langtidshukommelsen og kroppens lager af bevægelsesrutiner, altsammen noget som jeg på en måde kan betragte udefra. Banen omfatter både Emils styrker og svagheder – og mine, pt det korte forhåndshjørne, fordi min højre hofte er slidt. Banen rummer også Emil og mig som personer – hvem der er ovenpå, har heldet og flowet, og hvem der lige i nuet kæmper med bla temperament. Banen rummer det mentale spil mellem Emil og mig. Der er mange dimensioner. Igen. Multitasking. I høj fart. Under pres. I nuet. 

Der er dage, hvor jeg bevidst eller ubevidst drosler ned på mange af de mentale kalkulationer og bare sjokker rundt på banen og leger og afprøver og lader mig drive og flyde med i spillet, og ja, er relativ ineffektiv, set fra et optimalt og rationelt udgangspunkt. Men denne tilstand er jo også med til at udbygge mit repetoire af varianter, det er mit eksperimentarium, her afprøver og tester jeg det, som ved en anden lejlighed kan hives frem og bruges konstruktivt i en seriøs kamp. 

Dialektik mellem leg og udvikling på den ene side og målrettethed og effektivitet på den anden side. 

Sådan foregår det hos mig. Jeg er snart 52. Men det spil alt inklusive hører forhåbentligt aldrig op. Skulle det høre op, den generelle nysgerrighed over spillets mange dimensioner og facetter, så stopper jeg. 

Dreyfus & Dreyfus har i 1980 foreslået en model over færdighedstilegnelse med 5 trin, Dreyfus’ model of skill acquisition, hvor man på det fjerde trin møder den “kyndige udøver”. Denne er hinsides analytisk rationale og dybt involveret i sine handlinger. Der er udviklet et perspektiv på grundlag af hændelser og erfaringer. Der sker ikke objektive valg eller bevidst valg af hensigtsmæssighed. Der er tale om spontan tolkning og ubevidste valg. Det er erfaringen, der spiller igennem. Opgaverne organiseres intuitivt. På det femte og øverste trin er “eksperten”. Her er der tale om indgående erfaringer. Eksperten genkender situationerne intuitivt, synkront og holistisk. Adfærden er flydende, utvungen og afbrydes ikke af analytiske overvejelser. For at blive ekspert må man “afkoble” hovedet og give det kognitive mindre vægt end det kropslige – det er en ulempe at reflektere over sine handlinger. Det minder generelt meget om tanken om mesterlære – man gør bare tingene. Eksperten ser mønstre. At nå til trin 4 og måske 5, og dermed nå denne evne til at behandle alle disse data, agere spontant og på fornemmelser, at kunne bruge den massive intuitive viden kræver års træning. Rigtig mange år. 

Nogle har en naturlig adgang hertil. Det hedder talent. Vi andre må slide os til det. Men uanset tilegnelsesform og forudsætninger er det i grunden fantastisk at det kan lade sig gøre. Vi bærer rundt på millioner af års evolution i hjernen og den gør os i stand til dette. Og meget mere. Det er forunderligt. Jeg synes, det er magisk. Og at have mulighed for bare af og til at udfolde denne magi på en badmintonbane er det, der driver mig. Mit fix no III. 

Per Damkjær Juhl

Vordingborg Badminton Klub