BadmintonBladet flest nyheder om badminton
De sidste 3 tirsdage (ud af et forløb på ialt 6 gange) har en lille gruppe “Flexi Fjer”-spillere modtaget 45 minutters træning af undertegnede. 8 har deltaget! Stor tak🙏🏻❤️🏆
De har gjort alt, hvad jeg vist og bedt dem om. Det har været en kæmpe fornøjelse.
De er jo slet ikke vant til at træne benarbejde og den slags, ja nogle har aldrig modtaget undervisning – hvilket indebærer ret megen uhensigtsmæssig indlæring!, og de har, for at være helt ærlig, taget imod alt hvad jeg er kommet med. ALT! Ingen spørgsmål, indvendinger eller kritiske støn. Dét er jeg ikke vant til. Jo forresten, masser af støn, for de har knoklet, men slet ikke haft brug for at kontakte drikkedunken undervejs……eller mobilen!
De har ganske enkelt været enormt motiverede og engagerede.
Jeg er jo slet ikke uddannet træner, og ved knap nok, hvordan jeg hopper rundt på banen eller slår den baghånd, som jeg startede op på at lære dem i anden omgang. Jeg gør det jo bare. Og det er en kæmpe forskel at gøre det – og så skulle vise og forklare det til andre. Det har sgu gjort mig lidt nervøs. Ku’ jeg det?
På den anden, de spillere er bare glade for, at nogen vil lære dem noget og ser ud til at suge alt til sig. Betingelsesløst. Kritikløst.
Vi har lavet benarbejde i 25 minutter. Ja, ik kun benarbejde, men selvfølgelig med ketcher i hånden – og til sidst også med en bold i spil, bevares. Og efter privat vejledning i Det Hvide Hus fra Hans også med et blik på en imaginær bold i luften, dvs med hovedet og øjnene på bolden og ikke på fødderne. Men 25 minutters benarbejde til motionsspillere! Og de brokkede sig ikke én gang. Gjorde det bare! Hørte efter, kiggede da jeg viste og efterlevede efter bedste evne.
Efter første gang blev jeg sgu selv lidt øm i baglåret, Gluteus Maximus, selvom jeg vel egentlig burde være i god forberedelse til den slags, efter 40-45 års træning. Men nej. Jeg blev øm…..og så fik jeg tanken – det må de da også være, som relativt uøvedede. Jo jo. Det var de!
◾️
De har forpligtet sig!
Det er jo, hvad træning i fællesskaber har brug for. At man forpligter sig. At man kommer og deltager. Også når lysten ikke rigtig er der, eller helbredet, søvnen, overskuddet skranter lidt. Man kommer og bidrager til fællesskabet med sin tilstedeværelse. Ikke nødvendigvis en høj kvalitet på sin udførelse. Man kan jo have dårlige dage. Men man kommer.
En god træning kræver en fuld hal!
En god træning kræver, at man kommer til tiden, ja helst, lidt før og “bare” går på banen og slår og leger lidt.
En god træning kræver, at de bedste går forrest!
En god træning kræver, at man gør, hvad der bliver sagt!
En god træning kræver, at man yder det, man nu er i stand til.
En god træning kræver, at man lader mobilen være i tasken under hele træningen og møder den andens blik, smiler og sam-taler.
Det gør de på tirsdagsholdet (som også spiller om torsdagen!). Det der andre steder kaldes Flexi Fjer.
Konceptet om tirsdagen er, at man starter med at komme løbende fra ca kl 18.30 og derefter selv går i gang og får samlet nok til en double.
Ca kl 19.00-19.15 starter den første runde, lavet af et par faste spillere, der har sammensat doubler af forskellig art, nogle gange 4 spillere på nær samme niveau, nogle gange 4 spillere med et meget forskelligt niveau. Det accepteres, for vi oplever det alle.
Et forpligtende fællesskab.
Grundessensen i en klub. Kernen i en forening.
Uden at forpligte sig (til at komme til træning, helst også gerne spille holdkampe OG hjælpe til og være frivillig) og fællesskabet, kunne den enkelte lige så godt løbe en tur eller gå i fitness. Altså gøre noget alene, for sig selv på egen hånd.
Her til aften øvede vi igen baghånden, dette svære slag, som jeg på tirsdagsholdet ser udført på meget forskellig og højst individuel vis ¯\_(ツ)_/¯
Det er et yderst kompliceret slag for en voksen uden tidligere trænerguidet indlæring, og især for en, der er begyndt på badminton i en voksen alder. Ingen af dem har en flidspokal fra badminton fra de var 12 år!
Vi gik gennem slagets komponenter. Benarbejdet dertil, ryggen til nettet, armens bevægelse og slangeformede rotation, albuen opad undervejs, koordinering med bold, balance, den rette afstand – og så tilbage mod midten igen. Lidt uoverskuelig. Ret meget uoverskuelig egentligt. En stor mundfuld.
Men de klør på, de jævnaldrende!
De prøver…..og man skal prøve, med risiko for at mislykkes, før man lykkes. Det ved de godt.
Det er voksne mennesker med uddannelse, mange års arbejds- og livserfaring.
De deltager, fordi de vil lære og blive bedre.
En fantastisk motivationsfaktor. Og meget motiverende at arbejde med.
◾️
“We don’t stop playing because we grow old. We grow old because we stop playing!”
Badmintonbladet 🏆 Per Damkjær Juhl
