Foto @ Tine Bay

Højbjerg forventer ikke så meget

Forud for tirsdagens udekamp mod Greve forventede Højbjergs sportschef Michael Kjeldsen en lige kamp. Det blev det ikke helt, omend damedoublen Line Nørgaard og Nanna Vestergaard lyste op i 5-1 nederlaget. Belært af erfaringen og i respekt for det uomgængelige faktum, at Team Skælskør-Slagelse må regnes for et af de to bedste hold i Badmintonligaen, forventer man i Højbjerg ikke det store af kampen mod sjællænderne i 4. runde af ligagrundspillet – heller ikke selv om Højbjerg er på hjemmebane og forhåbentlig støttes af et stort og medlevende publikum.

Nøgternt set er Team Skælskør-Slagelse favorit i samtlige seks kampe, men det betyder ikke, at Højbjerg blot lægger sig fladt ned. Udfordringen består ganske enkelt i, at Højbjerg-spillerne kan gå på banen uden nerver og koncentrere sig om at kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne og dermed teste, hvor de står i forhold til modstanderes stjernespækkede hold.

Formår Højbjerg-spillerne at gøre modstand og presse Team Skælskør-Slagelse-spillerne, kan publikum forvente badminton på meget højt niveau – hvilket vil sige verdensklasse-niveau.

Selv om gæsterne er favorit over hele linjen, må man forvente, at damedoublen mellem Josephine Van Zaane/Line Kjærsfeldt og Line Nørgaard/Nanna Vestergaard bliver en af de mere lige kampe, hvis Højbjerg-parret kan ramme det høje niveau, som de kan spille på. Også mixeddoublen mellem Selena Piek/Joachim Persson og Emilie Juul Møller/Jakob Staael kan blive spændende, hvis Højbjerg-parret rammer dagen og får de velkendte marginaler over på deres side.

I de øvrige kampe møder Alexandra Bøje i damesingle Mette Poulsen, i 1. herresingle står Kasper Dinesen over for Hans-Kristian Vittinghus, i 2. herresingle skal unge Jesper Toft op mod den irske veteran Scott Evans og endelig møder Morten Bødskov/Mathias Bay-Smidt i herredouble Kim Astrup Sørensen/Anders Skaarup Rasmussen – sidstnævnte er tilbage i barndomsklubben og den hal, han har spillet så meget i.

Pressemeddelelse Højbjerg Badminton Klub

RSL BADMINTONLIGAEN banner

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …