KAMPEN PÅ HALVBANEN. EN REVIVAL.

På årets mest familiære dag, den 24. december kl 9.00 genoptog Steen “Gamle” Hansen og jeg veterandysten i halvbanesingle i den store hal med den vidunderlige akustik. Vores slidte hal, som vi seriøst frygter, kommunen vil nedrive for at dele grunden op i små bidder og sælge. 

Vi spillede senest den kategori i juli, kort før jeg med Team Storstrøm og påhæng rejste på badmintoneventyr til Tokyo. Efter hjemkomsten var jeg ukampdygtig i flere måneder med knæproblemer. De gamle ben kunne ikke holde til 6 dages badminton i træk a 2-4 timer mod teenagere. Mærkeligt, ik? 

Knæproblemet forduftede ganske langsomt uden nogen former for indgriben eller behandling efter 3-4 måneder. Alligevel blev det inden til to skanninger og konsultationer hos ortopædkirurger i Ringsted og Kbh Ø. Jeg har jo for søren en privat sundhedsforsikring, de henviser hurtigt videre og vi sportsidioter er generelt bare utålmodige, forfærdelig rastløse af natur og tillader intet at komme mellem os og vores sport. I hvert fald ikke uden at forsøge os med alle mulige interventioner. 

“Hold en pause” var deres svar. Skanningerne viste intet udover lidt væskeansamling i knæhasen. “Skån knæet”. “Tag den lidt med ro”. Var jeg gået skridtet videre og havde konsulteret en fysioterapeut og modtaget behandling, ville vedkommende have scoret hele min taknemmelighed og løbet med, hvad der lignede kausalitet, men kun var korrelation. Det forsvandt jo af sig selv. Tror mange behandlere scorer nemme point på den konto. 

KAMPEN I
Så nu er vi startet på den i vores klub nærmest olympiske, i hvert fald mytologiske kategori – halvbanesingle. Vi er startet dysten på tålmodighed. På de små huller. På fysik. På vilje og ikke mindst jernhård disciplin. Bedst af 5 sæt til 9. Uden loft. Med to points difference. 

Apropos vores hal. Efter kommunalvalget igangsatte den nye lokale S-regering en sports- og facilitetsanalyse. Flere kommunale haller og idrætsanlæg blev gennemgået mhp istandsættelsesbehov og benyttelsesgraden. 

Dette udmøntede sig i en skriftlig rapport, som både brugte mange sider på at fortælle, at brugerne i Vordingborg meget ligner brugerne i andre kommuner, og kom med et budget på istandsættelsesudgifterne til bla Vordingborghallen. Overslaget lød på 10,5 millioner. VBKs bestyrelse fremsendte et svar herpå til det lokale Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalg med et eget overslag på de mest basale istandsættelsesområder, ialt ca 2,8 millioner. Vi kunne skrabe yderligere af og nøjes med 1-1,5 million. Den endelige beslutning venter vi i VBK stadig på. Mellemtiden har været brugt på læserbreve og møder med diverse politikere. 

Vi frygter som nævnt en nedrivning og tolker deres beløb på 10,5 million som en retfærdiggørelse herpå. 

Nå men tilbage til halvbanematchen. 

KAMPEN II
Der er faktisk ikke så meget at skrive om. Set fra mit perspektiv. Men det gør jeg så ikke desto mindre. SGH løb med alle 3 sejre, fordelt på to dyster bedst af 5 sæt (4-1 og 3-0) og en bedst af 3 sæt (2-1)! Et glasklart udtryk for Steens nådesløse og usentimentale eksekveringskraft. Sådan er halvbanesingle. 

Min kondition er for tiden bare……elendig, uhørt ringe, dårlig, skrækkelig. 

I vores alder er aflæringskurven rimelig stejl nedadgående ved stilstand og inaktivitet. Det er det værste, man kan gøre i vores alder. Stoppe op. Gå i stå. Tage en pause. Muskel- og konditionsreduceringen er kolossal. Den opbyggede styrke pulveriseres med expressfart. Det er faktisk lidt uhyggeligt, så hurtigt det sker. 

I min alder skal både krop og sind holdes i gang. Konstant. Regelmæssigt. Med bevægelse, motion og idræt. Alt tæller. Også at tage trapperne fremfor rulletrappen og elevatoren. Og sindet med læsning, nysgerrighed, løbende opdatering i forhold til omverden og ny indlæring. Udviklingstoget buldrer derudad med stadig øgende fart og jeg må ærligt erkende, at det er svært at følge med. Trangen til at stå af toget og bare se det fortsætte, køre videre, køre forbi, fra en blød stol er fristende. Men det går ikke. 

Et par citater i den forbindelse……

“Man er først en taber, når man giver op”
(Bent Vedsø)

“Livet er farligt. Det er farligt at gå til asfaltbal. Det er farligt at feste, for ellers er det ikke en fest. Sådan skal det være. Livet kan og må ikke reduceres til et friktionsfrit safe space”. (Mads Brygger. 270319. Facebook)

“Do not go gentle into that good night” (Dylan Thomas og “Interstellar”) (https://blog.prepscholar.com/do-not-go-gentle-into-that-good-night-meaning-dylan-thomas)

KAMPEN III
Steen vandt overbevisende. Jeg fik hevet et par sæt hjem. Det var alt. Boldfornemmelsen var der. Men resten halter gevaldig. Jeg kan ikke engang skyde skylden på udstyret, selvom alle mine ketchere er sprunget og jeg har lånt min 14 årige søns ketcher. Han spiller én gang om ugen (på Steens hold!) med en 500-600 kroners udgave. Den er faktisk forbavsende god. Hovedtung, hvilket dog overraskende nok passer mig ganske fint. 

Således begyndte vi livet denne juleaftensdag. Pulsen kom i vejret. Kalorier blev forbrændt. Venskabet styrkedes. Legen med bolden med de 16 gåsefjer vandt igen vores hjerter. 

Per Damkjær Juhl