“Når man er forelsket i en sport, holder kærligheden ofte hele livet. Den er ramme for venskaber, dannelse, læring, sundhed og en masse andet” • Bo Jensen

Loading

Ærgerligt når kommunen faktisk står i vejen for udviklingen af en fremadstormende idrætsforening

Kommunale investeringer i idrætten og foreningslivet giver gigantiske afkast, socialt, sundhedsmæssigt, sportsligt og økonomisk. Derfor ærgrer det mig hver gang en succesfuld idrætsforening, som Lundtofte Badmintonklub, ikke får den nødvendige støtte fra kommunen.

Af Bo Jensen, CEO, Executive director i karriererådgivning og greentech. Tidl. Adm. direktør for Badminton Danmark

Når man er forelsket i en sport, holder kærligheden ofte hele livet. Den er ramme for venskaber, dannelse, læring, sundhed og en masse andet. Din sport vil have champagneår, og den vil møde tilbagegang og nederlag. Min store kærlighed til badminton har holdt siden jeg var barn. Og jeg har været heldig at få lov at arbejde aktivt med sporten i de 45 af årene.

Netop nu oplever badminton på den ene side international succes og på den anden markant tilbagegang i medlemsskaren. Vi glæder os over, at vi som lillebitte land, internationalt bliver betegnet som giganter i badmintonsporten. Samtidig lider sporten af den tilbagegang, som rammer i de fleste klubber landet over.

Vores egen verdensetter, Victor Axelsen, var i april måned ude og minde os om, hvad der har skabt den danske succes: Fællesskabet, bredden og glæden i det danske foreningsliv. Og at vi for alt i verden ikke må glemme bredden. Det der har gjort Danmark til giganter på den internationale badmintonscene.

Da jeg var dreng, havde jeg ikke ugentlige privattræningerden nyeste ketcher eller fokus på rangliste point, men en naturlig lyst til leg med ketsjeren, spille med venner i weekenden og afprøve nye slag man havde set i TV’et og dyrke det sammenhold, vi havde i klubberne”

Så enkelt kan det siges.  Og noget lignende ville formentlig ytres af samtlige danske medaljetagere ved OL, VM, EM osv. Fornaturligvis er netop den lokale indsats mirakelingrediensen i den danske trylledrik. I en sport med mere end 330 mio. aktive udøvere på verdensplan er Danmark med i toppen. Håndbold spilles til sammenligning af blot ca. 30 mio. Så selvfølgelig er det bredden, begejstringen og fællesskabet, der adskiller os fra lande med millionvis af udøvere. 


Derfor er det også vidunderligt at være på besøg i Lundtofte Badmintonklub i Lyngby-Taarbæk Kommune. Lyngby har i forvejen en større, ambitiøs badmintonklub med både elite- og mesterrækkespillere i de fleste aldersklasser. Lundtofte derimod står for den bredde, og det frivillige arbejde, der lægger fundamentet for såvel eliten, som for en masse positive effekter rundt om i de små bysamfund.

Badmintonklubberne laver nemlig et enormt socialt arbejde. De introducerer diversitet i forhold til køn, alder, oprindelse og social baggrund. De engagerer, uddanner og opøver kompetencer hos børn, som alle lærer ansvar, fairplay og kammeratskab, mens de har det sjovt.

I Lundtofte findes også en stor og veldrevet fodboldklub. Den har et stærkt sammenhold, og enorm betydning for den lokale sammenhængskraft. Badmintonklubben supplerer fodbolden. Fodbold er stadig fortrinsvis en drengesport, og en del drenge har ikke den store fornøjelse af fodbold. Derfor er badmintonklubben et kærkomment tilbud, så man kan beholde klublivet og tilknytningen til både området og kammeraterne uanset sportsgren. Nogle dyrker endog begge typer idræt sideløbende.

Lyngby-Taarbæk er i mange sammenhænge en højindkomstkommune. Det bærer en del af de ambitiøse idrætstilbud også præg af. Flere idrætstilbud til børn koster på den anden side af 3.000 kr. per sæson. I Lundtofte kan man spille for mindre end det halve. Økonomiske adgangsbarrierer betyder en del i mange familier – særligt når barnet først skal prøve lysten af. Derfor trækker de mest succesrige bredde-klubber på forældre, frivillige og unge hjælpetrænere. Alt sammen for at skabe så godt et tilbud som muligt.

De frivillige i idrætsklubberne laver et kæmpe stykke arbejde. De gør byerne attraktive for alle typer familier. De rækker ud til alle typer unge, og giver dem tilhørsforhold. Det er selve indbegrebet af den bedste danske foreningsmodel.

Mens badminton i Danmark desværre har mistet 10.000 medlemmer de seneste fem år, er Lundtofte vokset til dobbelt størrelse på blot to. Og helt unikt har de lige så mange piger som drenge blandt de unge. Noget der er helt uset i langt de fleste sportsgrene inkl. badminton.

De unge er trænere, arrangerer camps og turneringer. De ældste tager sig af de yngste. Forældrene laver mad, og arbejder frivilligt i cafeen. Og veteranerne brøler stadig over sejren torsdag aften, når de evige doublerivaler er besejret og en solid gang motion skylles ned med en kondivand.

Derfor er det også bydende nødvendigt at kommunerne investerer i fremtidige rammer for breddeidrætten. Ikke blot i badminton. For mens mange haller står tomme i landkommunerne, er der ingen plads, når vi nærmer os de større byer.

Lundtofte Badmintonklubs ubetingede største problem er simpelthen at sikre adgang til at spille i Lundtoftehallen, hvor de har haft til huse siden 1975. Presset fra en del nyere foreningergør, at Kommunen ønsker, at Lundtofte Badmintonklub efter sommerferien skal afgive den ene af de to hele dage, klubben har i Lundtoftehallen. Det vil ifølge badmintonklubbens formand koste optil 40 % af de aktive medlemmerne.

”Det er jo paradoksalt, når foreningerne generelt bløder medlemmer, at man ikke vælger at give den rette støtte til de klubber som faktisk vokser og kunne vokse endnu mere til glæde for både borgere og kommunen. Uden den plads vi har i hallen, får vi simpelthen savet benene over”, Rasmus G. Kristensen, Formand i Lundtofte Badmintonklub.

Vil kommunerne have årtier med sundhedsmæssig forebyggelse, socialt grundarbejde og solid dannelse af varige, forpligtende fællesskaber. Så skriger idrætten på investeringer.

Disse penge er ikke en udgift! Det er en investering. Både fordi den frivillige indsats i sig selv er meget mere værdifuld end drifts- og anlægsbudgetterne. Men også fordi breddeidrætten sparer helt konkrete udgifter.

Til pædagoger, SSP-indsats, sundhed og pleje. Det virker mod ensomhed. Mod angst. Mod for meget rødvin, og for stor magelighed. 

Den bedste investering en kommune kan lave, er i idrætten. For de stærkeste kræfter arbejder gratis. Af kærlighed.

Læs også

OL 2024 • Paris • Badmintonturneringen starter lørdag den 27. juli!!!!

Her er lidt forskellig info…. ….nederst en kort artikel fra Idrættens Analyseinstitut om den overordnede …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.