Per Damkjær Juhl-blog: Pointsystemet sat i nyt system

Tennis og badminton i samme weekend. Med succes. Australian Open og Indonesia Masters. Næsten som i september 2017 i Japan, hvor Axelsen og Wozniacki vandt turneringer samtidig i Tokyo.

Wozniacki vandt i weekenden en tre timers kamp i en stor hal i Melbourne med total stilhed blandt publikum under duellerne. På trods af et dramatisk opgør med konstant afvekslende højdepunkter. Krydret med lange “sidde på bænken”, “slå bolde i jorden 6-8 gange før serv” og “tørre med håndklæde”-pauser indimellem.

Desværre var kun den danske damedouble i badminton repræsenteret samme dag i semifinalen i Indonesien. De tabte, men gudskelov var vi også her vidne til en dramatisk kamp, hvor modstanderne fulgtes ad gennem alle tre sæt og derved opretholdt et vist spændingsniveau, som naturligvis kulminerede ved afslutning af hvert sæt.

Men rammerne var ganske anderledes. Larmen fra publikum var øredøvende. Som en massiv trykbølge. Tsunami. Selv på tv. Publikum ledsagede hvert slag med et råb. Pauserne var kortere, der var ingen bænke til spillerne og de fleste tiltag til at trække tiden ud blev demonteret af dommeren.

Badmintonspillet er flot, men spændingsmomentet kan til tider være lavt, fordi den ene part har et relativt komfortabelt forspring, eller fordi vi ganske enkelt venter i 10-15 minutter på de sidste afgørende dueller i slutningen af hvert sæt.

Pointscoren blev ændret for noget som synes uendeligt længe siden fra 15 og 11 points længde, hvor det kun var muligt at score point efter at vundet serveretten, til 21 point med running score. Tanken var vel både at forkorte kampene og øge spændingen. Men heller ikke det nuværende pointsystem er optimalt.

De rigtig gode kampe varer lige så længe som før, og spændingen er ikke rigtig blevet øget.

Det er tid til at tænke nye tanker. Det gør BWF allerede, og der er rygter om ændringer i pointsystemet til et system, som ikke for alvor ændrer på især spændingen. Jeg har hørt om to sæt til 21 og et tredje sæt til 11.

Min klubkammeret i Vordingborg Badminton Klub Claus Rasmussen har tidligere foreslået et pointsystem, som ligner tennis lidt og især havde potentialet til at forøge spændingsmomentet.

– Man skal vinde tre point i træk for at vinde et parti, tre partier for at vinde et sæt og tre sæt for at vinde en kamp.
Det vil sige at hvis man fører 2-0 i point og taber næste bold, er man i stedet bagud 1-0.

Han mener, det vil betyde masser af afgørende situationer. Systemet har ydermere den fordel, at en kamp ikke kan blive afgjort på en servefejl, der er den mest skuffende afslutning for både tabere og tilskuere!

Den malaysiske avis The Star har tidligere skrevet om den point-problematik.

Som kronen på værket, siger Claus også at “….hvis man vil være rigtig nørdet, så består badminton jo netop af tre stavelser á tre bogstaver. 3, 3, 3 ????????”. Og nørdede er vi mange, der er!

Dette system ville uden tvivl øge spændingsmomentet betragteligt, ligesom i tennis, og som i tennis også føre til lange kampe, i teorien uendelig.

Jeg har diskuteret lidt med Claus, om hans system også ville gøre det lettere for underdogs at vinde over favoritterne, som jeg synes oftere er tilfældet i tennis end i badminton (men jeg indrømmer, at dette kun beror på en fornemmelse). Det sker ikke ofte i badminton, at en spiller rangeret som fx nr 136 vinder over nr 3. Det eneste eksempel herpå, som jeg husker, er fra VM i 2011, hvor Kevin Cordon fra Guatamala med nød og næppe vandt i tre sæt i første runde over 5. seedede Chen Long.

Som Claus siger:
-…..med mit system kan de undertippede jo prioritere at bruge kræfterne på nogle få dueller – og tillade sig at tage chancer, som måske kan fremtvinge nogle point, der betyder, at de kan holde sig inde i kampen.”

– Et af argumenterne mod mit forslag er, at kampene vil blive alt for lange, hvilket sagtens kan ske. Men gør det noget, hvis det er spændende og underholdende?!

Claus fortsætter:
– Hvis man “oversætter” pointene i det nuværende system til 3-systemet, så vil en hel del af kampene også blive længere, men jeg mener ikke, at man kan lave det regnesttykke. Nu bliver der jo spillet masser af point uden nævneværdig betydning, mens der er meget mere på spil ved en ændring.

En kort omregning af søndagens herredouble finale i Indonesien:
Efter hvad Claus hurtigt kunne regne ud, ville kineserne have ført 3-0, 3-2, 0-3, 2-2, men der var sætbold i 4. sæt til indoneserne, da kampen “sluttede”.

Tilbage til virkeligheden.
I min egen lille badmintonverden i Vordingborghallen spiller Steen og jeg som tidligere fortalt ofte halvbanesingle. Vi spiller altid bedst af fem sæt til ni point, hvor man skal vinde med to overskydende og fortsætte, indtil dette er tilfældet. Korte sæt, men mere vigtigt, intense sæt, som samtidig hurtigt kan overstås ved stor pointforskel, og hvor man sagtens kan tabe stort i det ene og vinde det næste, og selvfølgelig også være bagud i 2-0 i sæt og alligevel vinde.

Vi skal væk fra lange og ofte ligegyldige sæt, og have flere nervepirrende, intense og spændende badmintonkampe med flere afgørelsesmomenter.

Jeg er nærmest ligeglad med, hvilket pointsystem der gennemføres, så længe vi opnår det sidstnævnte.

Per Damkjær Juhl