BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Halvbanedysterne med Steen er sat i bero. Den normale træning med de andre er reduceret. Medicinforbruget er ikke øget, faktisk tværtimod, selvom fristelsen har været stor. Øvelserne hjemme på gulvet er intensiveret.
Jeg er udmærket klar over, at jeg både gentager mig selv samt igen bedriver introspektion, når jeg atter vender tilbage til smerten.
Hofte-, lyske- og de strålende smerter ned i højre ben er vendt tilbage. Bebrejder mig selv, at jeg i en periode var lidt for sløset med at lave gulvøvelserne. Det er jo det, der ofte sker, når det begynder at gå godt. Man hører op med øvelserne. Eller medicinen. Eller sløser på reglerne.
Det var også noget med, at jeg på samme dag i august indenfor en time væltede to gange på min cykel og landede på højre side.
Men det kan også være, at jeg laver den klassiske fejl at gøre korrelation til kausalitet. Det er vi mennesker rigtig dygtige til. Altså at skabe en sammenhængende forbindelse mellem to punkter, mellem A og B, mellem to begivenheder, hvor der ingen er.
Måske er kroppen bare slidt. Måske forsøger kroppen at fortælle mig, at jeg krampagtigt modarbejder den. Måske fortæller kroppen mig, at det er tid til at nedjustere, downsize, reducere, tage hensyn, lytte, høre efter og indrette derefter.
Det forsøger jeg så. Eller er blevet tvunget til. Altså at springe mandagens 60 minutters singletræning over. Eller kun nøjes med den times træning og springe runderne bagefter over. Og onsdag kun spille med i to runder fremfor tre. At acceptere at spille anden mix på serie 1 holdet, hvilket også er helt fint, men svært, når jeg anser mig selv som en udpræget singlespiller, der gerne løber langt og fremfor alt holder af at bestemme solo på min halvdel.
Alt i livet handler jo om tilpasning. Nogle gange påtvunget. Efterfulgt af en kognitiv bearbejdning indeholdende accept og nyorientering, således at et nyt mulighedsland kan åbenbare sig.
Det lyder måske nemt. I hvert fald at beskrive det. Men det er pissesvært for gamle heste at skulle lære nye tricks. Og møjirriterende. Og tidskrævende. Det er jo hjerteblod, det her. Det er et væsentligt livsområde, der er under pres. Forandringspres. Det er kerneland. Badminton har været en kæmpe del af mit liv i 45 år. Nogle gange ikke så intensivt og i fokus. Fx i perioderne, hvor børnene blev født. Men altid tilstede.
Nå, men jeg må over i double og begynde at vinke farvel til eneansvaret på den store bane i single.
I sidste holdkamp på hjemmebane, Vordingborghallen, gik det ok. Fru Westborg (bedstemor) og jeg, repræsenterende ca 115 leveår, stod i anden mixeddouble i Serie 1 over for et ungt par, to teenagere, som tilsammen havde ca 30-32 års leveerfaring, hvilket vi hurtigt fik lidt ondt af.
Kan rudimentært huske hvordan det var, som ung, at møde rutinerede spillere i de første holdkampe, når man rykkede op fra ungdom til seniorholdturneringen. Det var ikke altid en sjov oplevelse. Nogle gange lidt brutal. Men måske en god måde at blive hærdet på i en tidlig alder, især hvis der var nogle holdkammerater, ofte ældre, til at give lidt terapi og klap på skulderen bagefter.
Jeg sprang i en relativ tidlig alder i start 80’erne ind på Koldings danmarksseriehold, også i 2. mixeddouble, som ung makker til Gitte Nierhoff. Jo. Storesøster til legendariske Jens Peter Nierhoff. Farmand Nierhoff var forstander på handelsskolen, hvor jeg gik, og mor Nierhoff, Johanne, var holdleder for danmarksserieholdet. Det var hun i mange år, også mange år efter at både Gitte og JP havde forladt klubben. Hun var vores allesammens mor. Hun sørgede for alt og rystede på hovedet, når vi skabte os på banen. Og udenfor.
I mixeddoublen var Gitte tålmodigheden selv. Det må ikke have været nemt. Vi vandt ikke ret mange kampe, tror jeg. Jeg var ikke god til dette svære spil, for mixeddouble er svær, synes jeg. Stadig. Aldrig hørte jeg utilfredshed eller suk. Nogle år senere spillede jeg mixeddouble med min søster Helle. Nu i 1. mixeddouble og stadig på danmarksserieholdet. Og én ting kan jeg i hvert fald sige, med stor flovhed, og det er, at jeg var ret god til at udtrykke min utilfredshed. Efter endnu et par år blev jeg rykket over i single, og så var der kun én at bebrejde.
Nå, men…..
Nu er jeg så den gamle og er den, der forhåbentligt opfører sig noget mere diplomatisk på en badmintonbane overfor min makker, og ikke mindst giver en vigtig livserfaring videre til de unge – at livet, herunder livet i badmintonsporten yder modstand og indeholder nederlag, kriser, smertefulde øjeblikke, nedture, og ikke kun evigt solskin og medvind.
Det er det, sport kan. Give uvurderlig livserfaring, disciplin, dannelse, dybde, indblik og lejlighedsvis selvindsigt og -erkendelse.
Hvis jeg skulle ansætte en person en dag, ville jeg være mindst lige så interesseret i personens fritids- og sportsliv, samt frivillighed, som i den formelle uddannelse.
Hvis du gennem adskillige år kan arbejde intensivt og målrettet med små detaljer og disciplineret kan bygge ovenpå trin for trin, og samtidig gennem en frivillig indsats fx give den viden videre til andre, så er du et menneske, jeg ville kunne stole på. Som jeg kunne arbejde sammen med.
Som skrevet. Det er det, sport, foreningsliv og frivillighed kan. Udfordre, udvide og forbedre et menneske. Bringe det et nyt sted hen. Løfte mennesket.
Jeg tror, jeg fik luft for tankerne på flere områder. Tak for din læsning.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
