KLUB vs MIG MIG MIG


For nogle dage siden skrev Jim Laugesen om de unge badmintonspillere og deres forældre.



Jims ord skabte berettiget stor opmærksomhed og mange kommentarer, både på hans FB og her. Stor tak for en vigtig meningstilkendegivelse.



Jeg fortsætter lidt i samme spor……noget mere “mørk” om nutid og især fremtiden i dansk badminton.

Here it goes….

▪️DE UNGE…..

Afviklingen fortsætter. Mangfoldigheden reduceres.

De unge stopper, ophører, flytter og kun de gamle bliver tilbage…..og de bliver efterhånden gamle!

En landsdel har sagt (midlertidigt?) farvel. Desværre min landsdel. Sydsjælland, Lolland og Falster.

Badmintonsportens brede udbredelse er truet. Især i ungdommen.

▪️NÅR DE GAMLE STOPPER…..

Min prognose er, at tilbagetrækningen af veteranerne indenfor 5-10 år også rammer den landsdækkende senior holdturnering, som lever højt på de tidligere store generationer.

Desværre må sejlivede veteraner lytte til kroppen og tilpasse sig, og måske opdyrke nye interesser.

Derpå vil holdturneringen skrumpe markant.

▪️UDKANTEN…….DET VI FØRHEN KALDTE PROVINSEN…

Nu gør “vi” det også snart i Vordingborg. Eller rettere – “vi” har kæmpet imod denne afvikling gennem flere år. Området har gjort det længe. Jeg skrevet om det adskillige gange i gennem årene, også i mit første indlæg her på Badmintonbladet i 2015!

I de sidste små 10 år har det været svært at holde på de få unge badmintonspillere, som kan noget med ketcheren. De bedste rykker fortsat ofte og i tidlig alder til de sydligtliggende klubber i Storkøbenhavn.

▪️PÅ EN MÅDE FORSTÅR JEG DEM GODT….

De unge har ambitioner, som de ønsker at forfølge, og som de ikke mener kan opfyldes i deres lokale lille klub, hvor antallet af unge på deres niveau er ret beskedent – ofte står de meget alene.

Ambitioner som nok er lidt større end talentet kan bære. Helt op i eliten når ingen af dem, skønner jeg. Men her når også kun en forsvindende lille promille!

De unge søger dog også det sociale. Nogle på samme niveau at spille med.

▪️DE MANGE UGENTLIGE REJSER….

Så nu pendler 1-2 håndfulde spillere fra udkantens mindre klubber til de store, hvor den enkelte unge kan blive en del af en stor gruppe spillere, få venner, mærke tidligere tiders helt normale klubliv i små byer som min (!), men også risikerer at forsvinde i mængden og kun fylde i bredden uden nogensinde at kunne nå toppen, eller få en af de få pladsen på storklubbens første, andet og tredje hold.

Hård bedømmelse, vil du mene. Ja, vil jeg sige. Men sådan ser jeg virkeligheden herudefra.

▪️LILLE OG NÆR – STOR OG FJERN…..

Så frem for at hylde og være med at bære og oppebære det lokale klubliv, det lokale sociale liv, være i toppen og spille med på klubbens førstehold, er de rykket videre med deres store ambitioner og drømme. Måske mest drømme.

Men som sagt, jeg forstår dem. I min ungdom (mest 70’erne) var vi mange unge alle steder…..små, mellem og store klubber. Ville jeg gøre det samme i dag? Det kan jeg ikke klart afvise.

▪️TILKNYTNINGEN TIL DET NÆRE…..

Men det er så ærgerligt. For klubben i udkanten. Og for den unge. For den unge mister tilknytningen til det lokale, det nære, og en hel klubs opbakning og fokus – udviklingsmæssigt, socialt, kulturelt, økonomisk. Og fritiden går med at pendle i bil, ofte kørt af en forældre, tog eller bus fra hjem til uddannelse og videre til en fjerntliggende klub og hjem.

For mig lyder det til et tætpakket program styret af tider uden ret megen tid til leg i hallen – og udenfor med ikke badmintonspillende venner.

▪️DET SKER OVERALT…..

Dette sker overalt i de her år i vores badmintonland. Ikke kun i badminton, men i alle sportsgrene. De unge forfølger egne ambitioner. De andre – og ældre desværre også. Alle pendler så at sige.

Tilhørsforholdet til en klub er reduceret til “hvad kan den gøre for mig”? Tilhørsforholdet er blevet flygtigt og porøst. Jeg har svært ved at huske, hvilke klubber de øverste badmintonspillere i Danmark nu spiller for.

De store malker de små. De store spillere malker klubberne. Og en dag er der ikke mere at malke. Så er malkekoen død. Hvad gør de store så? Hvad sker der så med badminton i Danmark og den store udbredelse?

Og når så de store (og gamle) generationer stopper, så styrtdykker badminton for alvor.

Jovist, der vil altid (håber jeg) opstå et nyt talent her og der, der vil kunne begå sig på de største baner. Mod spillerne fra Asien. Men nok ikke i alle 5 kategorier. Og slet ikke samtidig, og især ikke med flere i hver kategori. Den slags vil høre fortiden til. “Vi” forbliver måske dominerende i Europa. Medmindre vi overhales af fx Frankrig.

Jeg var med i en særdeles gylden periode.

Dengang klubben var det vigtigste.

Dengang tilhørsforholdet var afgørende.

Før det blev “mig, mig, mig”!

Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl

Læs også

Dag IV • Finalen • Den mærkelige afslutning

NationCup 2022 for veteraner +40, 45, 50, 55, 60 og 65 i Strasbourg. Søndagens kamp …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.