Per Damkjær Juhl: Halvbane, sæson XXXXV, afsnit IV

Forleden (en fredag kl 12.00) genoptog Steen og jeg vores el clasico, halvbanedysten i den gamle hal, Vordingborghallen. Smerter i min hæl havde nødvendiggjort et par ugers badmintonpause, der i stedet blev brugt på lange langsomme vandringer i den mennesketomme strandnatur hernede, de normale daglige udstræknings- og styrkeøvelser og nyintroducerede øvelser for/imod hælspore.

Men som sagt, vi var tilbage på halvbanen. Bane 2. Halvbanen nærmest udgangen. Business as usual. Bagud 2-1 i bedst af 5 sæt til 9 point, der skal vindes med 2 overskydende, fik jeg pludselig den ide at bruge Facebooks live-funktion. Heftigt dryppende placerede jeg min mobil på bænken, i en påtvunget skrå position, hvilket dog viste sig helt perfekt, for jeg fik både halgulv, vores fantastiske benarbejde og ikke mindst hele luftrummet med. Mange (alt er relativt, tak Einstein) koblede sig på og kom med kommentarer. Forstående. Motiverende. Skarpe. Kom bare ud af busken. Vi kan håndtere lidt af hvert uden at vælte eller føle os krænket.

Et lille men – alt var spejlvendt. Pludselig spillede vi med venstre hånd. Endda ret godt.

Et stort plus – lyden. Vordingborghallens imponerende akustik kom med. Med støn, hvin fra sålens skrid på gulvet når vi enkelte gange havde kortvarigt jordforbindelse, spidse kommentarer og hån. Men også og især lyden af slagene. Denne rungende, selvtillidsgivende, hårde og diskantpiskesmældslignende lyd af vores slag til den 5 gram “tunge” Li-Ning bold med 16 fjer, nærmest uændret i design i de sidste 20-30 år.

Der er noget specielt, nærmest dybt lykkeskabende, ved at spille i en hal, hvor man kan høre sine slag på den måde. At kunne høre sit slag, sit træf på bolden, har i hvert fald for mig stor betydning. Det giver mig et fundament. Uden lyden føler jeg mig – hvordan skal jeg beskrive det – hjemløs, gennemsigtig, frataget en tryghed og en tilstedeværelse i rummet. Lyden betyder så meget.

På det parameter inddeler vi spillere hallerne i god lyd og ingen lyd. Udover alle de andre parametre – hårdt/blødt gulv, dårlig/god belysning, lavt/højt loft, gode/dårlige brusere, få/mange tilskuere – fortsæt selv. De klassiske badmintonhaller har den lyd. Hangaren på Amager og kassen i Solrød har ikke. De to sidste suger selvtilliden ud af ens knogler og psyke.

Apropos bolde. På arbejdet spiller de unge beboere og jeg ikke med fjerbolde, det ville blive for dyrt, men med en nyudviklet plasticbold – Bird2, som har mange forbedrede flyveegenskaber i forhold de mere gammeldags plasticbolde. Jeg ved, at der fortsat arbejdes på at erstatte fjerbolden med en kunstig udgave, for jeg følger en badmintonnørd i England, Philip Adams og hans Dynamic Badminton, der flittigt poster om sine træningsgrupper, nye øvelser, gimmicks og tests af ketchere og blandt andet plasticbolde på både facebook og youtube.

Men endnu er der stadig et stort gab mellem den kunstige udgave til den mere organiske fjerbold. Og det var den sidste udgave, vi selvfølgelig spillede med i Vordingborghallen.

I den omtalte kamp var jeg bagud 2-0, kom både på 2-1 og fik udlignet til 2-2, før gassen var gået af min ballon. Steen har den fandenivoldske force at være i stand til at skrue en sådan monoton strategi sammen, der i al sin enkelhed går ud på at cleare konstant og holde mig væk fra nettet og gravet dybt ned på baglinien. Det giver meget lidt plads til bare en lillebittesmule skrå bolde (og den store kreativitet), det siger sig selv, og med manglende energi til et nedadgående angreb var jeg uden ændringsgivende redskaber. Han vandt åbningsmatchen 3-2, og i den efterfølgende revanche – vi spiller altid minimum 2 kampe a 3 vindersæt, var jeg prisgivet. Ja blev klædt lidt af. Eller rettere, temmelig udraderet. Men efter 45 års spil i benene kender jeg mig selv. Jeg har efter en pause brug for 3-4 gange spil, før spil, teknik og form er tilbage. Jeg satser på at vinde om 1-2 gange og dermed vinde håneretten tilbage, den der ganske enkelt består i, med et svagt smil at give den anden serveretten næste gang, vi mødes. Det er altid taberen, der server først næste gang.

Halvbane er på grænsen til det kedelige, enerverende, endimensionelle, maskinelle. Men er yderst konditionskrævende, svedgivende, mentalt udfordrende og befordrende for det sikre spil. Og når jeg skriver disse karakteristika, kan jeg godt se, hvorfor hr Steen oftest vinder. Vi er langt ovre på hans banehalvdel. Sagt med stor respekt.

Per Damkjær Juhl, Vordingborg Badminton Klub