BadmintonBladet flest nyheder om badminton
I et fly højt over Afrika lyttede jeg til TV2s badminton-podcast, hvori Badminton Danmarks nye sportschef Jens Meibom (JM) udtalte sig overraskende og, må jeg sige, forfriskende bramfrit om blandt andet ranglister, træningsmængde, individuelle trænertimer osv. Han blev understøttet af TV2 kommentator Jim Laugesen (JL), der var enig i mange af JMs holdninger.
Jeg lagde podcasten på Team Storstrøms facebook og opfordrede alle til at høre den. Hent badminton-podcasten.
Her var der en nøgleperson i Badminton Danmark, som ikke var bange for at komme med opsigtsvækkende, provokerende udtalelser og holdninger. Her var der noget at forholde sig til. Her var en modig mand.
Jeg må erkende, at jeg holder meget af personer, der udtaler sig tydeligt, ærligt, med kontante og krystalklare meninger fremfor personer, der taler med forsigtighed og begår sig i floskler á la mange politikere. Åbenhjertig tale er det muligt og let at forholde sig til, uanset om man er enig eller uenig.
Endnu en erkendelse. Jeg lader mig også let begejstre og overvælde med en tendens til at være ukritisk i første omgang, hvilket jo ikke altid er særlig heldigt.
Det er lidt sjovt med os danskere. Vi elsker konsensus og er regelelskende mennesker, og samtidig er vi dybt ind i sjælen kritiske og småanarkister. Nå, det er et sidespor. Jeg må bare indrømme at være meget optaget af kulturelle særheder og kulturforskelle for tiden.
Jeg var meget enig i det meste, men faldt også over et par fra mit perspektiv uheldige bemærkninger, herunder een om lette ranglistepoint i lortestævner på Lolland (frit citeret) og studsede over holdningen til individuel træning, men var samtidig meget glad for de tydelige holdninger til ranglisterne, legens betydning, betydningen af alsidig motorisk udfordring og træning, og meningerne om træningsmængde.
Jeg havde nogle uger efter en snak i Vordingborghallen med træner Jacob Oehlenschlæger til den ugentlige Team Storstrøm træning for områdets bedste unge. Vi mødes som regel hver uge til denne træning, og de sidste par gange har jeg deltaget på lige fod med de unge og forsøgt at indlære et nyt benarbejde, hvilket er svært, når de ikke stemmer helt overens med 40 års praksis. Men man lærer nemmest ved at kombinere teori med praksis og selv forsøge at udføre.
Han havde hørt podcasten og havde mange bemærkninger, indvendinger og nuanceringer og lidt raskt foreslog jeg Jacob, at vi sammen formulerede en kommentar fra Sydsjælland og øerne.
Det kom der følgende ud af.
Talentudvikling
PDJ: Den nye sportschef vil hellere have at spillerne spiller badminton færre gange i ugen i den unge alder, fordi en stor træningsmængde og høj turneringsdeltagelse hæmmer talentets udvikling i form udbrændthed og skader, og at det ville være fint, hvis de istedet dyrkede flere idrætter.
Hvad mener du om det, Jacob?
JO: Jeg er egentlig ikke uenig og så alligevel, da samfundet har ændret sig meget og de børn, som kommer ind i foreningerne, har et helt andet koordinativ og motorisk grundlag sammenlignet med for bare 15 år siden.
Videnskabelige undersøgelser omhandlende hvad de store stjerner har gjort i deres ungdom er retrospektive undersøgelser. Dvs at stjernen først skal nå verdenseliten før man kigger på, hvad vedkommende har lavet i sin ungdom.
Dvs. når danskerne normalt når det højeste niveau i en alder af 25-32 år, så går man mindst 15 år tilbage og undersøger, hvad verdensstjernerne lavede, da de var 10 år gammel. Dvs. at man rådgiver nuværende atleter med viden, der kommer fra 15 år gammel data. Det kan for så vidt være ok, men jeg mener, at man i hvert fald burde tage med i sine overvejelser, at samfundet har udviklet sig i løbet af denne periode.
Det fører mig til, at den virkelighed, som Jens og Jim snakker om, i mine øjne ser lidt anderledes ud.
Børn og unge, der kommer de steder, hvor jeg er træner, har ikke de samme motoriske og koordinative færdigheder, som de havde for 20 år siden. I medierne hører man også om, at børn bliver mindre og mindre aktive som følge af fjernsyn, tablets, computere, mobiltelefoner. De 8-10 årige, som jeg møder, kan overordnet inddeles i to grupper:
Gruppe 1 med de aktive børn med rigtig gode grundlæggende motoriske og koordinative færdigheder. Den gruppe har altid eksisteret. Og Gruppe 2 som har det meget svært motorisk og koordinativt, fordi der ikke er blevet taget hånd om dette i hjemmet eller i skolen.
Gruppen af børn med fornuftige motoriske og koordinative færdigheder som skulle ligge mellem de 2 grupper bliver mindre og mindre.
Som før skrevet så skal noget af inaktiviteten og den manglende motorisk udvikling findes i den elektroniske udvikling. Jeg vil også tro, at børns uorganiserede leg og bevægelse er blevet mindre på grund af dette. Min pointe er bare, at det motoriske og koordinative grundlag ikke er det samme som for 20 år siden, og det bliver vi som klubber nødt til at tage hånd om.
Ja, det bliver mere organiseret, hvilket man så kan synes om eller ej, men hvis alternativet er inaktivitet, så mener jeg, at den organiserede motoriske og koordinative træning er at foretrække i et talentudviklings perspektiv.
Jeg synes, det er for letkøbt bare at melde ud, at det er super, hvis de unge mennesker deltager i flere forskellige sportsgrene. I teorien hænger det måske meget godt sammen, men virkeligheden i klubberne er noget mere kompleks. Jeg synes derfor, at det er en noget arrogant melding bare at sige, at vi skal sende vores badmintonspillere/medlemmer ud til andre sportsgrene.
Jeg synes i stedet, vi skal tænke i, hvorledes vi gør de sjovt, spændende og udviklende at være en del af talentudviklingen i badmintonsporten. Kommer de 8-10 årige i klubben 3-5 gange i løbet af ugen, så er det super for mig. Så længe de kommer, fordi de synes det er sjovt og udfordrende, og fremmødet ikke skyldes tvang fra træneren, klubben eller forældrenes side.
Hvis de synes, de laver noget der fedt, hvorfor skal de så ikke have lov til at lave det hver dag. Jeg ville da elske at kunne få lov til at gøre det, jeg synes er allersjovest hver eneste dag. Hvorfor skal børn ikke også have lov til det?
Det er vores opgave som klubber og træner at få skabt nogle rammer, hvor børnene lige præcis får denne fantastiske fornemmelse, og at vi samtidig tager vare på at udvikle deres færdigheder. Dette er ikke nogen let opgave, men den er super spændende og udfordrende. Men jeg mener, at det er denne vej, vi skal gå fremfor bare at sende vores talenter og medlemmer ud til andre sportsgrene.
Endelig bliver vi også nødt til at kigge på, hvad der sker i de andre lande i verdenen, som Danmark oppe imod. Træningsmængden i Asien er på ingen måde lille.
Heldigvis for os i Danmark, så er vi rigtig gode til at få mere kvalitet i træningen. Men kvalitet i træningen retfærdiggør ikke i min verden, at vi reducerer træningsmængden. Måske skulle vi i stedet tænke på, hvordan vi kan sikre en relativ stor træningsmængde med god kvalitet, som også indeholder det alsidige aspekt.
Nogle vil selvfølgelig knække nakken på ræset om at blive den næste verdensstjerne. Men handler det ikke i højere grad om, at vi skal støtte dem i forsøget og være gode til at hjælpe dem videre, for hvem det ikke lykkedes. At blive verdensstjerne er forbundet med en masse hårdt arbejde, op- og nedture, svære valg osv. Det er en spændende personlig udviklingsrejse, hvor man lærer en masse ting, som kan komme en til gavn resten af livet. Verdensstjerne eller ej.
Og lige en sidebemærkning. Når nu Jens snakker om supertalenter som bl.a. Anders Antonsen, så kunne det da være interessant at finde ud af, hvor meget han har trænet som 8-10 årig og om han har haft individuel træning som ungdomsspiller. Jeg har i hvertfald set nogle videoklip på Youtube, hvor Anders i en ung alder får individuel træning.
Og det er vist også Anders’ far, der er halbestyrer i Aarhus AB badmintonhal. Så mon ikke Anders har løbet rigtig meget rundt deroppe og spillet badminton? Det har sandsynligvis ikke alt været superseriøs og målrettet træning, men mon ikke Anders har ramt fjerbolden en del flere gange end sine jævnaldrende havde. Så provokerende sagt, så er Anders måske ikke et supertalent, men måske bare en badmintonspiller, der har trænet mere end de andre, der er lidt længere fremme end sine jævnaldrende 19-20 årige.
Når jeg siger dette, så skal det på ingen måde forstås som et angreb på Anders og hans evner. For jeg synes, at han er vildt dygtig og har gjort det fremragende. Og jeg krydser fingre for, at han ikke har nået toppen endnu, da det ville være fantastisk for os alle, der elsker badminton.
Arv eller miljø – at spotte de næste talenter
PDJ: Jens og Jim diskuterer også træningsmængde, antal turneringer, det at dyrke flere idrætsgrene i en ung alder for blive mere alsidig motorisk. Hvad mener du?
JO: Hertil vil jeg gerne sige, at næste gang, jeg står med en U15A dreng, som spiller badminton to gange i ugen, spiller fodbold to gange i ugen og går til svømning en gang i ugen, så vil jeg give ham U15 landstrænerens navn, da han med rette kan forvente at blive udtaget til næste landsholdssamling. Han følger i hvert fald sportschefens idé om alsidig træning. Men spørgsmålet er, om han er et talent, og hvordan vi identificerer talenter?
Jeg kender på nuværende tidspunkt ikke til nogen, som kan udpege, hvem der er talenter eller ikke talenter, hvis man stiller for eksempelvis 8 11-årige drenge op på en række. Først bliver vi nødt til se dem i aktion. Dvs. vi skal se dem udføre bevægelser eller eksempelvis spille badminton. Men er dette nok?
Nej, det er det ikke helt. For jeg er helt enig i, at man bliver nødt til at vide, hvordan den pågældende person har lært at udføre de pågældende bevægelser. Er det mange års træning, eller kan de det bare sådan uden videre? Derefter bliver man også nødt til at arbejde med spillerne for at finde ud af deres evne og vilje til fremover at udvikle sig. Så er vi kommet et stykke af vejen.
Hvis vi så skal give dem prædikatet talent, så er vi i bund og grund i gang med at forudsige fremtiden. For i begrebet talent ligger der en eller anden forventning om et uforløst potentiale, som man forudser er større end de andre jævnaldrende.
Så min U15A dreng er måske et talent? Mit problem er, at vi ikke endnu har fundet en fuldgoden metode til at spå om personers fremtid. Vi bliver nødt til at lave så gode forudsigelser som muligt ud fra det, vi ser her og nu, og kombineret med den historik, vi kender til.
Og her støder vi så på det næste problem. Vi ved ikke hvilken historik, der rent faktisk er den mest optimale. Skal man have dyrket svømning eller spillet fodbold ved siden af badminton sporten? Men jeg glæder mig til at høre sportschefens idéer og overvejelse i forhold til talentspotting.
PDJ: I Vordingborg hallen har vi tradition for at tage os godt af vores forældre og spillere. Bl.a. serverer vi ofte en kop kaffe for de forældre, som sidder i hallen og kigger på deres børn træne og spille badminton.
Sportschefen ser ud til også gerne at vil byde på en kop kaffe. Hvis han nu inviterede dig på en kop kaffe til en snak omkring talentudvikling, ville du så være klar til det?
JO: Nej det ville jeg ikke. For jeg kan ikke fordrage kaffe 🙂 Men kunne han finde et glas vand eller en Pepsi Max, så ville jeg med glæde mødes med Jens og diskutere talentudvikling.
I december 2015 havde inviterede jeg på vegne af Team Storstrøm og området generelt Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark på besøg i Vordingborghallen. Dengang afledt af en diskussion om badmintonudviklingen og fremtiden.
Se artikler fra dengang herunder. Denne artikel fortsætter efter billederne.
http://badminton.nellemann.dk/per-damkjaer-juhl-flere-fjer-paa-landet/
http://badminton.nellemann.dk/stop-jubeloptimismen-vi-har-et-serioest-badmintonproblem/
Vi inviterer gerne også Jens Meibom til Vandkantsdanmark, så han med egne øjne kan se virkeligheden herude og møde områdets ildsjæle, måske også repræsentanter fra den store nytiltrådte bestyrelse i Lolland-Falster Kredsen.
Vores område trænger i den grad til medvind, og et besøg fra Elfenbenstårnet i Brøndby kunne give os mere energi og motivation.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
Medlem af Team Storstrøm
