Per Damkjær Juhl: SUK, SULT, IDÉ

Badmintonsuk. Badmintonsult. Badmintonidé.

SUK
Lidt fakta i disse “fake news tider” Danmarks Statistik.

Lolland kommune har mellem 2008 og 2016 haft en nedgang på 27% i antallet af unge mellem 13-16 år. 23% mellem 2008 og 2017 for 10-19 årige. 24% for de 0-9 årige. Guldborgsund -13%/12%/14%. Vordingborg -7%/3%/20%.

Generelt er der en stor fraflytning fra specielt Lolland blandt to grupper, dem under 19 år og mellem 20-24 år.
De unge flytter for at uddanne sig, finde beskæftigelse og ikke mindst få bedre kultur- og fritidstilbud

Middellevetiden for borgere i Lolland og Guldborgsund kommuner er 3-4 år kortere end landsgennemsnittet.

Lolland, Ærø, Læsø og Langeland har de laveste gennemsnitlige erhvervsindkomster i Danmark (2008).

Figuren herunder viser, hvor stor en andel man forventer har erhvervet en ungdomsuddannelse 25 år efter afslutter 9. klasse:
Andelen af sårbare børn i Danmark. Gennemsnittet er 10% på landsplan. Lolland: 18,8%, Guldborgsund 13,1%

Til gengæld bruge Lolland kommune 1.299 kr pr borger i 2017 på sport og fritid, og lander dermed på en 23. plads ud af de 98 kommuner. Guldborgsund bruger 1.051 kr og er nr 61. Vordingborg bruger 633 kr og er nr 96!

Jeg ved godt at jeg bevæger mig ud i kviksandet med tallene og det efterfølgende, og kan lyde bitter og sur. Det er jeg ikke. Måske misundelig på metropolerne. Frustreret og kritisk?- i den grad. Opgivende? – overhovedet ikke.

Solrød har fra den kommende sæson hentet Ditlev fra Herlufsholm ind som træner. I sommeren 2016 skiftede Kamper fra Næstved til SAIF.
De unge talenter hernedefra kigger også længselsfuldt ind mod det forjættede land (det sydlige København med de store klubber). Enkelte tager også turen flere gange om ugen.

Udviklingen hernede er i mange år gået én vej. Tilbage. På mange områder. I rask tempo.

SULT
Badmintonsult. Jeg kan godt forstå trænere og spillere og deres sult. De første lever endda af deres badmintoninteresse. De søger alle bedre tilbud. Fair nok. Det er dem vel undt og jeg fordømmer ingen.

Jeg accepterer også, at vi alle er en del af fødekæden.

Men det fjerner ikke tornen. At det gør ondt på os hernede. For der kommer ikke så meget retur. Andet end befolkningsgrupper med en noget højere alder.

Det er en skidt udvikling. Generelt for idræts- og foreningslivet, og specifikt for badminton. For det er de unge, det skal tage over som de nye frivillige, når de gamle, herunder mig selv, en dag ophører. Hvem skal videreføre? Apropos det “frivillige”. Jeg havde en “sjov” oplevelse for nogle uger siden. En 20 årig 3.G’er og VBK’er var på besøg og vi kom til at snakke om penge. Han mente jeg tjente meget godt, sammenlagt, med mit fuldtidsjob i den socialpædagogiske verden kombineret med de 10-20 timers arbejde, jeg lagde i badmintonverden! Hvad?, spurgte jeg undrende!. Altså han troede jeg tjente penge ved at “arbejde” med badminton! Hvis hans opfattelse af det frivillige arbejde er gældende alment blandt unge mennesker, så står det galt til med nyrekrutteringen. Altså hvis de unge tror, de får penge for den slags.

Nå, men den udviklingen var vi nogle, der blev trætte af og derfor i 2015 tog initiativ til at etablerede et tværgående klubsamarbejde for at modarbejde den årelange dræning. Vi skabte træninger med kvalitetstrænere og 24 timers lejre med et overvejende socialt fokus, så de unge kom til at spille mod hinanden – for sjov og udenfor konkurrence.

Vi har lagt os i slipstrømmen på det store og langvarige klubarbejde i Stubbekøbing og forsøgt at supplere den igangværende kredstræning på Lolland Falster under ledelse af Kim Vennegaard. Jeg har stor respekt for den ganske omfangsrige indsats, som STBK og Kim gennem mange år har gjort i området for at generobre tabt territorium. Men selv ikke STBK og Kim kan løfte hele opgave alene.

Jeg vil vove den påstand, at vi, os og de andre, udover at have givet de unge en kvalitetstræning også har beriget deres liv. Altså ikke bare hævet deres badmintonkompetencer, men også deres livsduelighed.

Ungdomsårene er de dannende år og dannelse, kan man sige, er den horisontale udvidelse af dit perspektivs rækkevidde. Dannelse er at opdage verden, ikke bare tilegne sig nogle målbare færdigheder. Jeg håber også vi lærer dem at spille med dem, der ikke er så gode, og at udvikling ikke sker på bekostning af og i konkurrence med andre, men i samspil.

Lidt mere fakta. Børn i en idrætsforening er mere aktive, har bedre kondition, bedre sprintevner, mindre fedt på kroppen og bedre koordinationsevner end jævnaldrende, der ikke dyrker idræt i en forening. Det viser et studie fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.

Og det er så her, vi står. Midt i kamp. Mod demografi, knappe ressourcer, ikke bare økonomisk, men også på trænerområdet, mod centralisering og “flugt” til nord osv. Det er en ulige kamp.

Hvad kan der gøres? Vi har forsøgt med Team Storstrøm. Og vi fortsætter. Meget gerne i samarbejde med de nye ansigter i Lolland-Falster Kredsen. Også her gælder det motto, som Team Storstrøm arbejder ud fra – “sammen kan vi mere”.

IDÉ
Badmintonidé. I forhold til det med trænere, der flytter, så tror Suzanne Wittrock fra Præstø og en af initiativtagerne til TS, at man skal fokusere både på pisk og gulerod. Pisken kan være en form for “værnepligt”. F.eks. at alle trænere skal have en sæson i en lille klub på landet. Suzanne Wittrock mener, at hvis man vil gå trænervejen, BØR man kende til hverdagen også i en lille klub. Det er dem, der er flest af, og det er dem, der skal levere til fødekæden. Med hensyn til guleroden, så kan vi tilbyde noget andet på landet. Her får (de unge/nye) trænere lov til at stå på egne ben, og er ikke i skyggen af en hot-shot træner. De får lov til at lege, være sociale og lære at organisere tingene fra bunden. Det er Suzanne Wittrocks opfattelse, at vi “herude” er mere rummelige, forstået på den måde, at der er plads til dem, hvor teknikken måske ikke sidder lige i skabet eller som er lidt usikre på det personlige plan. De får rum til at vokse. Og så tror hun iøvrigt at de fleste små klubber er forholdsvis gode til at betale for trænerkurser. Måske ikke de helt dyre og næppe den fulde uddannelse.

Vi kunne starte med det. Få trænerne spredt mere ud som en del af uddannelsen.

Vi kunne også foreslå de store klubber at holde lidt igen med magneteffekten, og lade de unge spille med på de mindre klubbers førstehold i 2., 3. div eller Danmarksserien, i stedet for at ende på den store klubs 4., 5. eller 6. Hold. Altså sørge for at de bibeholdt en tilknytning til den lokale klub og lokalområdet og måske derved øge sandsynligheden for, at de forblev badmintonelskere, selvom deres drøm om at blive stjerne blev slukket. For realiteten er jo, at det er et absolut minimum, der når dertil. Det må selv 12 tals pigerne indse – ikke alle bliver stjerne på lands- eller verdensplan. Det er noget nemmere at blive stjerne på lokalplan og blive genkendt i den lille gågade og idoliseret af områdets unge. Tro mig. De unge spirende frø ville elske at få 5 minutter med en knalddygtig 16-20 årig.

Det var endnu et par tanker fra Vordingborg-kanten forud for Badminton Danmarks/DGIs årsmøde i Vejle lørdag den 10. juni.

Af Per Damkjær Juhl, Vordingborg Badminton Klub, Team Storstrøm

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

”Vi ved også, eller burde vide det, at var det ikke for utallige menneskers indsats, …

2 Kommentarer

  1. Indlæg mangler dette foto til denne tekst:
    “Lolland, Ærø, Læsø og Langeland har de laveste gennemsnitlige erhvervsindkomster i Danmark (2008). “

  2. Indlæg mangler dette foto til denne tekst: “Figuren herunder viser, hvor stor en andel man forventer har erhvervet en ungdomsuddannelse 25 Ã¥r efter afslutter 9. klasse:”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.