SÅ ER DET SNART ET VEMODIGT FARVEL TIL SMILETS BY, AARHUS

I dag er sidste dag i Thomas og Uber Cup i Ceres Arena. I går vandt Kina efter nogle seværdige, spændende, hæsblæsende og langvarige kampe kvindernes VM. Adjektiverne står i kø. 

I dag kl 13.00 spilles herrernes finale. Desværre uden Danmark. På trods af en larmende og begejstret opbakning tabte herrerne til Indonesien, der i dag møder Kina. 

Mine opsamlende ord om TUC2020 / TUC2021 vil jeg komme med i et senere indlæg. 

Jeg var  i Aarhus i denne uge for at opleve denne fantastiske turnering, der afvikles i vores Dronningerige for første gang. Tak til søster Kruse og YSTK for logi!

Denne uge er mit længste ophold i byen, siden jeg boede her i et par år i midt 90erne. 

FORTIDEN

I 1995-1997 havde jeg adresse på Ravnsbjerg Kollegiet i Viby, lige over for JP, og læste psykologi i universitets barakker ude i Risskov. Herefter flyttede jeg studiet til KUA på Amager og adressen til kærestens lejlighed på Frederiksberg. 

Dengang i Aarhus i foråret 95 før studiestart var jeg nogle gange med på træningen i VRI, mest fordi min tidligere doublemakker Frands Hollænder spillede her, før jeg endegyldig valgte Viby Badminton Klub. Det var også det naturlige valg, fordi familien Kruse, min storesøster, ægtemand og to døtre spillede her, og fordi den dejlige hal på Vårkjærvej med det gode cafeterie og saunaen i omklædningen kun lå 10 min fra det kollegieværelse på 12 m2, jeg endte med at få tildelt, inklusiv et delekøkken med 15 andre. 

Skiftet fra Kolding (Badminton Klub) til Aarhus og Viby var et 180 graders vendepunkt i slutningen af mine 20’ere. 

Fra en tryg opvækst og omgang i Kolding til den jyske storby, fra et velbetalt job som privatkunderådgiver i Sydbank til SU, fra tal, penge og hardcore rationalitet til psykologi, følelser og sjæl, fra konti, kalkuler og “to streger under” til overvejende engelsk faglitteratur og evige diskussioner, fra egen lejlighed til 12 m2, fra sikker danmarksserie til…..skulle det vise sig…en halv sæson i 2. division (dog uden nogen succes). 

Jeg ankom til byen i fantastisk form. Havde efter 6 måneders rundrejse på egen hånd i USA været 8 måneder på arbejdsløshedsunderstøttelse (første og eneste gang i mit liv….håber jeg) og haft masser af tid til at løbe, cykle og spille badminton, bla med 10 år yngre Jakob Høi, i dag landstræner i NETC. 

Ankommet til Viby BK kunne jeg løbe alle ned. Men et forspændingshop anede jeg ikke hvad var, og af og til deltog jeg på ungdomstræningen for at lære teknik. Lære af Kent Madsen og alle de dygtige børn. 

Jeg havde en del interne kvalifikationskampe om pladsen som 4. single på 2. div holdet mod bla Jacob M. Han var tosset, for som han sagde “du kan jo ikke andet end løbe”, og deri havde han fuldstændig ret, men det kunne jeg så også til UG/13/12 tal! 

Badminton i Viby var niveauer over det, jeg havde været vant til Kolding. Langt mere professionel, organiseret og teknisk. Flere øvelser. Flere modstandere. 

Samtidig gik jeg fra at være en central person i KBK, til at være ham den nye, der skulle finde en ny plads. Også helt praktisk i omklædningsrummet. 

Måske skulle jeg have prøvet lykken tidligere i mine 20’erne, end som næsten 30 årig. Måske kunne jeg have nået længere op i rækkerne, i badmintonhierarkiet, i divisionerne – og lært mere. 

Men i Kolding havde jeg det godt, havde både været første mix, herredouble og single, været en central drivkraft, og haft min faste plads i omklædningen, som ingen skulle bryde sig om at tage! 

Samt ikke mindst haft mulighed til at feste på livet løs uden at tænke ret meget på ambitioner og badminton på et højere niveau. I grunden var det jo ligegyldig, om det hed danmarksserie eller 2. division. I mit univers. Spillet var det samme. I Kolding kunne jeg tillade mig mere og fortsat være frontfigur og gå forrest. 

FOR STORE DRØMME?……

I min verden er det i dag en stor fejl, når gode unge badmintonspillere hurtigt rykker videre til en større klub for at forfølge ambitionerne i et forsøg på at nå stjernerne. Og ofte må sande, at stjernerne er uden for rækkevidde. I stedet kunne de være forblevet i den mindre klub, være et forbillede og en vigtig, ja altafgørende drivkraft – og den der satte de andre på plads og gav modstand, og dermed løftede dem på de lavere niveauer højere op. Til alles bedste og en prioritering af fællesskabet fremfor egoet. 

Jeg forstår ikke dette ræs mod “større og bedre” og (for) højt hængende stjerner. Måske er jeg bare ikke så ambitiøs. Men unges til tider meget store ambitioner og drømme koster i de mindre klubber. De koster Big Time. De udvander det brede badmintonmiljø og efterlader et tomrum. 

I værste fald tomme klubber! 

FORTIDEN II

Aarhus (og omegn) var i min barndom og ungdom hjemsted for utallige klubber – AB, Højbjerg og Viby selvfølgelig. Men også AIA Tranbjerg, VRI, Skovbakken, Brabrand, Lystrup, BMI, Hørning, Tilst……osv osv. 

Mængden af klubber og spillere var overvældende dengang, set med nutidens øjne, ikke bare i Østjylland, men overalt. 

I dag ser det noget tyndere ud. Faretruende tyndere ud. Nedgangen i tilmeldte ungdomshold i holdturneringen er betydelig. Under U9 og U11, især på pigesiden er…..katastrofalt. 

Fortiden vender aldrig tilbage. Det ved jeg jo godt. 

På mange områder tror jeg, at jeg oplevede en guldalder i min barndom, ungdom, teenagetid og i 20’erne og langt ind i 30’erne!

Dengang badminton for alvor blomstrede og var meget bredt funderet i utallige niveauer og områder. 

Vi var mange. 

Vi festede. 

Vi gik i bad og spiste efter holdkampe. 

Vi blev i hallen. 

Unge blev ikke kørt til døren og afhentet kort efter start og ophør af træning. 

Ingen havde navn og land påtrykt blusen. 

Vi spillede i hallen udenfor træningstiderne og uden træneropsyn, på egen hånd med egne selvopfundne spil og begrænsninger. 

Kun ganske få prøvede lykken i en højere placeret klub. 

Tiden og kulturen er en anden i dag. 

Lige nu går det godt. Men bliver det ved? 

Det må vi alle arbejde på. Måske ved at huske og genindføre nogle af de gamle dyder og værdier! 

Badmintonbladet.dk    
Per Damkjær Juhl