Som træner skal du “møde mennesket i atleten”

Skrevet af Allan Kjærsgaard, Sportschef hos Dansk Karate Forbund. 

Vi kan ikke være gode trænere uden at komme tæt på vores kæmpere.Det drejer sig om mere – end blot det der sker i kampen og i træningen.

Det handler om en tillidsfuld forståelse for et afbud i ny og næ, fordi familien, kæresten eller det sociale liv i klassen eller arbejdet skal passes. 

Du skal lytte efter når atleten henslængt siger: “kæresten er sgu lidt træt af det hele derhjemme. At jeg igen skal afsted, gør jeg føler lidt dårlig samvittighed. Det er heller ikke meget vi får set hinanden”. 

Med det samme skal dit inkarnerede træner-hjerte slå over i menneske-“mode”, og støtte op omkring din atlet. Det betyder at give mulighed for rum og tid til overskud og dermed nærvær igen – uden at det gøres med dårlig samvittighed. 

Netop situationer som denne skal håndteres som om, at det udelukkende føles for atleten som om tiden er den helt rigtige til at ytre sig, uanset om I er under det vigtigste træningsflow mod et stævne, eller om det blot en helt ”normal” hverdag.

Tænk engang hvis man som træner eller som leder kunne reagere med sådan et fornemt overskud og et overblik, når det drejer sig om at tage sig af sin atlet.

Tjo hvorfor ikke. Med den omfattende mediedækning om trivsel i eliteidræt eller om de gentagne debatter om hvordan arbejdet gør os syge, kunne rigtig meget tyde på at en retning med et menneskeligt lederskab er lagt.

En forudsætning for at du blindt og tillidsfuldt blot kan nikke fuldt ud forstående til din atlets umiddelbare frustration, befinder der sig forudgående samtaler af den mere nærværende slags. Samtaler som strækker sig længere end hvilken teknik der er den næste du skal lære, og hvilket resultat går du efter i år.

Det kan måske nok rykke ved den professionelle distance, som mange trænere mener er en måde at udøve sin trænergerning på. 

Men med netop en indgangsvinkel på det menneskelige, vil en interesse omkring atleten som helhed, det vil sige dele viden og historier om kæresten, børnene, den næste fødselsdagsgave, og ikke mindst lektierne og de andre daglige udfordringer i arbejdet ved siden af træningen – skabe en dybere forudsætning for en stærkere relation, og dermed også en fastholdelse af atleten.
Sådan starter arbejdet med at få øje på mennesket i atleten.”