Steen Pedersen tiltræder ved starten af sæsonen 2015/16 som sportschef og cheftræner for Team Skælskør – Slagelses regerende danmarksmestre i badmintonligaen. Dermed vender Steen Pedersen tilbage til trænergerningen efter to års pause fra Ligaen.
Steen Pedersen er et velkendt og velrenommeret navn i badmintonverdenen. Han har stribevis af flotte resultater på cv’et. både i hans tid som landstræner og senest med Greves ligahold, som han førte til DM-guld over netop Team Skælskør – Slagelse i 2012.
Steen er 49 år og arbejder i dag som selvstændig konsulent bl.a. med fokus på Coaching og Talenttestning.
Steen har været træner i snart 30 år. Først som ungdomstræner i Lillerød dernæst seniortræner og var fra 1995-2009 tilknyttet landsholdstræningen i Brøndby, heraf de sidste otte år som Landstræner. Efter jobbet som Landstræner har han stået i spidsen for Greves Ligahold i tre sæsoner.
Steen har efter han stoppede som landstræner arbejdet med coaching og mentaltræning af unge sportsudøvere i bl.a. Tennis, fodbold, badminton, squash og ishockey. Han har sideløbende haft freelance opgaver i badmintonverdenen hvor han bl.a. har arbejdet for det spanske og det engelske badmintonforbund, ligesom han har fungeret som Xpert kommentator for TV3Sport, Indian Badminton League samt det Internationale badmintonforbund.
“Efter en pause fra Badmintonligaen på 2 år, så glæder jeg mig rigtig meget til at skulle arbejde med spillerne på ugentlig basis og til igen, at tage plads i coachingstolen bag banen. Her er der hurtig kontant og feedback på det arbejde der udføres og man griner og græder sammen med resten af holdet. Det er alt andet lige sjovere at grine så det satser jeg på at kunne være med til at sikre, at vi stadig gør i TSS.” Siger Steen Pedersen.
”Vi glæder os meget til samarbejdet med Steen Pedersen,” udtaler Michael Stage, formand for Team Skælskør – Slagelse, ”han er en af Danmarks mest kompetente badmintontrænere, med en uvurderlig erfaring og viden indenfor badminton”. Michael forsætter; “Vi er i Team Skælskør – Slagelse sikre på at Steen er den helt rigtige mand til at videreføre vores og vores trofaste sponseres mål og forventninger om flere mesterskaber til Team Skælskør – Slagelse i de næste sæsoner, samt fortsætte det igangværende arbejde for at bibeholde Sydvestsjælland som et af de dominerende områder i dansk badminton.”
Pressemeddelelse fra Team Skælskør – Slagelse