Stige Hallen – Henrik Busborg fortæller…..

“Egentlig fik min badmintonkarriere ikke en flyvende start. For det første var jeg nærmest blottet for talent, og for det andet havde den lokale badmintonklub i Odense-forstaden Stige, hvor jeg voksede op, af uransagelige årsager besluttet, at man ikke måtte spille, før man var noget ældre end jeg var, da lysten til at spille for alvor meldte sig. Heldigvis meldte min far og en anden forælder sig ind i bestyrelsen og fik lavet om på den tåbelige regel.

Dermed var dørene til den netop anlagte hal slået op for en 8-årig dreng med stankelben og arme så tynde som makaroni, men med stor appetit på bruge sin træketsjer til andet end at spille luftguitar til ABBA og Gasolin’ på drengeværelset.

Den første badmintontræning på det mintgrønne betongulv blev imidlertid noget af en mavepuster. Hallens bestyrelse havde nemlig ansat en ualmindelig brøsig herre som inspektør. Rygtet ville vide, at han var tidligere bokser og allerede sin første arbejdsuge havde haft fat i ørerne på et par af de frække drenge fra de større klasser. 

Vejen til omklædningsrummet gik, dengang som i dag, lige forbi cafeteriaets vinduer, og vi drenge var sikre på, at “bokseren” helt sikkert sad på lur og ventede på at slå kløerne i os. De første mange træninger blev der løbet hurtigere forbi cafeteriaets vinduer end der gjorde på halgulvet.

Der gik lykkeligvis ikke længe, før “bokseren” søgte andre græsgange – i krogene blev der snakket om en reel fyring – og der blev ansat en ny inspektør. Per Jørgensen, med fruen Sisse som partner i foretagendet. Klog af skade gik vi unger i de første uger lidt forsigtigt til den nye inspektør. Han kunne jo have en boksekarriere på cv’et. Det havde han heldigvis ikke, og stemningen i og omkring hallen blev hurtigt en hel anden. Den nye halinspektør var nemlig af en langt mere pædagogisk støbning og blev hurtigt døbt Hal-Per.

Vennerne fra badmintonholdet og jeg blev hurtigt større. På banen blev jeg ikke meget bedre, men min ihærdighed var stor, og jeg tilbragte rigtig mange timer i Stige Hallen.

En sen eftermiddag efter træning var min fætter og jeg de sidste i herrernes omklædningsrum. Jeg husker ikke, hvem af os, der fik idéen, men inden længe var der proppet engangsservietter i afløbsristene, og samtlige brusere kørte på fuld drøn. Det var fedt! Luften var tæt af vanddamp, og vi kunne plaske rundt i det lune vand, som snart nåede os til anklerne. Det var badeland, længe før der var tænkt på konceptet – i hvert fald i Odense og omegn. Efter vores selvbestaltede tyrkiske bad forlod vi det oversvømmede omklædningsrum med en ligegyldighed, som nok stadig forefindes hos ellers velopdragne drenge i pre-teenalderen.

Jeg er sikker på, at vi gik videre til fodboldklubbens klubhus, som stadig ligger lige ved siden af hallen, for bare en halv time senere nåede et rygte mit øre, mens jeg stod ved den lokale flippermaskine. Det var et rygte bragt videre via den tids sms; mund til mund-metoden – en i lokalsamfundet særdeles effektiv meddelsesvej, som oven i købet havde den ekspresfunktion, at dårlige nyheder spredtes dobbelt hurtigt. Rygtet var dårligt og ville vide, at Hal-Per var stiktosset over det vådlandskab, som min fætter og jeg havde efterladt – dog uden at vide, hvem den skyldige var. Den dårlige samvittighed stak omgående og hårdt. At vi ikke stak halen mellem benene, er jeg stadig lige dele overrasket og stolt over. I stedet sjoskede vi brødebetyngede tilbage til hallen, hvor vi på bedste beskub undskyldte vores udåd overfor Hal-Per.

Til vores store overraskelse udeblev den gigantiske skideballe, vi ellers havde forberedt os på at få. I stedet dirigerede Hal-Per os til hallens depotrum, hvor han fandt to gulvmopper, et par spande og nogle gulvklude frem fra hylderne. Og så blev vi ellers sat til at rengøre omklædningsrummet, som vi en times tid senere efterlod så funklende rent, at fødevarestyrelsen uden at blinke havde givet det skinnende linoleum en glad smiley med ekstra smilende mund. Det var en vigtig lektie i opførsel, men så sandelig også i pædagogisk tæft.

Der gik ikke mange år, før jeg var helt og aldeles indrulleret i badmintonklubben. Først som hjælpetræner, senere som ungdomstræner. Inden længe var jeg med i bestyrelsen, ungdomsformand og – inden jeg så mig om – formand for klubben. Det var en badmintonklub i rivende udvikling. Turen gik fra serie 3 til Fynsserien på få sæsoner, og ungdomsafdelingen rundede på et tidspunkt 100 medlemmer, hvilket var helt uhørt for en klub af Badmintonklubben Stiges størrelse.

Naturligvis skyldtes det hårdt arbejde fra rigtig mange mennesker; trænere, ledere, forældre og mange flere, men i kulissen stod Hal-Per og støbte et hav af små og store kugler. Mere eller mindre tossede idéer fra en krøllet hjerne, som konstant så muligheder, hvor andre så begrænsninger. 

Træningsweekender med overnatning, halfester med levende musik, lokale mesterskaber i rafling og uendelig mange andre skøre og skæve tiltag.

Men først og fremmest betød Hal-Per noget for stemningen i hverdagen. Altid med en vittighed eller en sjov bemærkning. Og altid hurtig på aftrækkeren. Som dengang, hvor jeg forsøgte at belære Hal-Per om, at man ikke klappede til holdkampe, når en Stige-spiller netop havde vundet en duel, hvor fjerbolden ramte nettet og trillede over. “De går da heller ikke rundt og siger undskyld til alle på stadion, hvis de scorer et mål via stolpen”, var Hal-Pers prompte svar. Så var den ikke længere.

Stige Hallen og dens cafeteria med Hal-Per og fru Sisse som sikre rorførere blev rammen om en stor og væsentlig del af min barn- og ungdom – ja, faktisk langt ind i mit voksenliv. Det var trygt og godt. Jeg lærte om at tage ansvar og initiativ. Jeg lærte at håndtere både sejre og skuffelser. Jeg lærte om værdien af at løfte i flok og om forpligtende fællesskaber.

Nu er det andre, som tager ansvar og initiativ i Stige Hallen – både i cafeteriet og på halgulvet. 

Men Per skal have en stor tak.

Tak for, at du var en halinspektør uden boksehandsker i bagagen.

Tak, fordi du og Sisse var den mørtel, som holdt de mange mursten i det underfundige byggeri sammen.

Tak for at du tog fat, holdt om og holdt af.

Tak for dig (og Sisse)!”