Vi elsker badminton!

Jeg elsker, på en 24 timers døgnvagt at få lokket to beboere med på en spontan tur i badmintonhallen.

MOD NORD
Fredag over middag kørte vi de 25 km mod nord til den store hal fra 1951. Vi måtte ved ankomst lige vente 15 minutter på, at 3. klasse fra den nærliggende skole blev færdige med badminton og hockey. Så klædte vi om sammen med de små, der blot skiftede fra sportstøj til hverdagstøj (er der nogen nævneværdig forskel?) uden et bad, og 8-10 motionister fra Firma idrætten, der altid spiller på et par baner fredag eftermiddag. 


Den ene beboer er altid kun med som tilskuer. For turens skyld. Han bærer som regel en lænestol fra forhallen, nogle gange en sofa med lidt hjælp, ind i hallen og sætter sig godt til rette med vand i Pepsi flasken og hørebøffer med musik fra mobilen. 


Den anden beboer spillede en lille time i dag med mig på halv bane. Normalt er vi fire. Tre beboer og en ansat. Så spiller vi engelsk. Dette vidunderlige og af nogle hadede spil, som jeg introducerede for 3-4 år siden, da vi stadig spillede i den lille en-baners gymnastiksal i Kraghave. Siden har vi aldrig spillet andet. 


HALVBANE. IGEN!
I dag var vi kun os to. De var alle afsted til badminton i går. Vi, altså botilbuddet, min arbejdsplads, spiller nemlig normalt mandag og torsdag. Nogle gange også hver fjerde lørdag, når jeg har lang weekendvagt. De to andre var på henholdvis hjemmebesøg og optaget af madlavning…..arg nok mest computerspil. 


Så JK og jeg spillede alene. Han er en gut midt i 30erne på ca 135 kg. Næsten det dobbelte af min vægt. Maxpulsen er konstant forøget og forbedret gennem årene og nåede i sidste uges spil 148 slag. Han har altid pulsur på. Bevægeligheden og styrken er også øget, kvaliteten (åhhh, dette meget brugte udtryk i al slags sport!) af hans spil er højnet betragteligt, og jeg har i et par år fortalt om klubbens “tirsdagshold”, voksenfjer-gruppen, hvor jeg sagtens kunne se ham blive integreret. Det er i øvrigt klubbens største succes i de senere år. Det hold er i stand til at “opsuge” alle aldre og niveauer. Vi, nok mest ham, kæmper med angsten. Men vi når det en dag. At få ham ind i gruppen. Ind i et nyt fællesskab. Udover det bofællesskab, hvor han bor. 

ANGST
Den unge i stolen/sofaen kunne for 2-3 år siden nærmest ikke holde ud at være i en tom hal med os fire alene. Så stor var hans angstniveau dengang. Siden er han langsomt blevet introduceret for mere “støj” i form af andre mennesker, og i dag var der 10-12 motionister (og pensionister) udover os tre – og det rørte ham slet ikke. I øvrigt er børn de værste – for ham. De er jo totalt uforudsigelige og noget mere larmende. Men vi har tidligere været i hallen en lørdag, hvor der blev holdt børnefødselsdag. Her blev vi efter spillet og spiste kage og drak kaffe. Her gælder det lange, seje træk. Psyken er en hård modstander. Det kender vi alle – frygt, fobier, vaner, modstand, dovenskab, tvangstanker, OCD i mange former osv. 

TRÆTHED
Nu er det snart sengetid her i huset med de unge beboere. Min badmintonmakker er forlængst gået på sit værelse og har lukket døren. Udmattet. Beroliget på flere områder. Det kender vi jo også alle sammen. Badminton og sport generelt giver træthed og velvære. Ro på øverste etage. I hvert fald hos mig. 


Bevægelse, sammen med andre, er en fantastisk – og gratis medicin. Mod isolation. Mod ensomhed. Uro og utilfredshed af forskellig art. Der er nærmest ingen bivirkninger. Udover slidtage. Men altså. Vi skal jo ikke herfra med en intakt krop. Den skal bruges og slides og kunne mærkes. I hvert fald i min verden. 

I morgen er det holdkamp-weekend. Held og lykke derude. 

Per Damkjær Juhl

Læs også

De unge må lære det på den hårde facon

Udgivet første gang den 29. november 2015. Et af mine første indlæg i BadmintonBladet. Nu …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.