Joel Eipe og Philip Seerup i kamp. Foto@ Ibolya Berényi

Eipe efter en periode med mange tilbagefald: Jeg nyder at spille som aldrig før

Joel Eipe blev Årets Komet i 2015 efter at have vundet VM-sølv ved UVM i Peru sammen med Frederik Søgaard. Der så alt ud til at være fryd og gammen, og fremtiden så lys ud. Derefter kom en hård periode i den unge spillers liv dog. Eipe har nemlig været igennem et langt forløb, hvor han grundet følgeskader af et lungekollaps, ikke har kunne spille særligt meget badminton. Han fortæller her til BadmintonBladet om denne svære periode. Dette er del to af interviewet. 

Fra april til november sidste år kunne Eipe slet ikke spille turneringer grundet skader i ryggen. I denne periode var det så slemt, at han til tider:

– Havde svært ved at komme op af sengen grundet smerter i ryggen. Det var okay med de korte pauser, men det bliver hurtigt kedeligt. For jeg kan kun træne ben i disse perioder, hvilket var det eneste, jeg lavede i lang tid.

Problemerne stoppede dog ikke der. Da han så kom til turneringer igen, kunne skaderne for eksempel komme dagen før. Ustandseligt at tænke på, hvornår skaderne nu kunne opstå, var bestemt ikke nemt:

– Det var meget mentalt hårdt at have i baghovedet, at der hele tiden kunne ske noget. Så jeg har trænet min ryg og min core og har dermed gjort alt hvad jeg kunne for at sandsynliggøre så få skader som muligt.

Også hårdt for makkeren

Eipe har tidligere spillet sammen med Alexander Bond, men han blev også skadet. Nu har han gennem længere tid dannet makkerskab med Philip Seerup, og den lange periode med usikkerhed har ligeledes været hård for Seerup:

– Det har også været svært for ham i forhold til den usikkerhed, der har været. Skaderne har jo som sagt for eksempel kunne komme dagen før en turnering. Herredoublen er ydermere hans eneste fokus, så det har bestemt ikke været nemt for ham.

Nu er Eipe imidlertid kommet over på den anden side. Han kan dog stadig mærke det lidt i ryggen, og det ligger stadig i baghovedet. Men han har spillet turneringer fra starten af 2018 til nu, og dette glæder ham meget:

– Jeg har ikke været skadet længe nu og nyder virkelig at kunne spille som aldrig før. Dette er meget positivt og jeg glemmer næsten helt, hvordan det var at være skadet. Jeg har desuden haft svært ved at træne før i tiden, og det er da en positiv ting, at jeg grundet denne periode er blevet bedre til dette. I øjeblikket nyder jeg bare at spille, og når vi så har spillet en længere periode sammen uden problemer, kan vi begynde at snakke om målene for fremtiden.

I år har Eipe og Seerup da også præsteret fint, da de har været i tre kvartfinaler og en enkelt semifinale i de turneringer, de har spillet. I slutningen af 2017 kom de endda i et par finaler og vandt den ene. De er aktuelt nummer 79 i verden.

 

Læs også

Norwegian International: Dramatiske finaler udspiller sig

Ved Norwegian International var der danske finalister med i fire ud af fem rækker. Det …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.