Michelle Chan, Højbjerg. Foto @ Richard Skovby/DK Sportsfoto

Presse: Intenst lokalopgør

Loading

Der var intensitet og nerve over lokalopgøret i Badmintonligaens 9. og sidste runde i grundspillet mellem Aarhus Badmintonklub (AB) og Højbjerg Badminton Klub. Der var på det nærmeste fuldt hus i Aarhus Badmintonhal, og publikum fik godt spil og spænding til det sidste.

AB var forhåndsfavorit og vandt da også opgøret 4-2, men forskellen var faktisk ikke så stor som holdenes placering kunne antyde – nr. 2 og nr. 10. Højbjerg tankede rent faktisk selvtillid forud for de vigtige ligakvalifikationskampe efter nytår.

Lokalopgøret blev indledt med 1. herresingle mellem Rasmus Gemke, der kom til Højbjerg for halvandet år siden fra netop AB, og Flemming Quach. Sidstnævntes rutine kom til udtryk allerede i 1. sæt, som han hev hjem med 14-12 efter spænding og tæt spil. Rasmus viste dog i 2. sæt, at han er gjort af det stof, som vindere er lavet af, og tog sættet med 11-6. Herefter kom det unge talent under pres fra den mere rutinerede modstander, som tog de næste to sæt 11-5 og 11-7. Måske lidt skuffende, at Rasmus ikke fik foldet sit talent helt ud, men man må betænke, at han lige er vendt tilbage efter en skade.

Sideløbende med denne kamp spillede Marie Louise Steffensen og Line Nørgaard damedouble mod AB’s bulgarske Stoeva-søstre, Stefani og Gabriella. Højbjerg-parret kæmpede for sagen og spillede på nogle stræk fint, men måtte dog se sig besejret af de stærke søstre med 11-7, 11-5 og 11-6.

Højbjergpigerne blev afløst af herredoublen Mathias Bay-Smidt og Jakob Staael, der i en tæt og spændende firesæts kamp slog Oliver Babic og Kasper Antonsen. I 1. sæt havde Højbjergparret hele 5 sætbolde, men tabte alligevel 11-13. Man kunne så frygte, at det forløb ville præge Mathias og Jakob psykologisk i negativ retning. Men sådan gik det heldigvis ikke; i stedet blev der vist fight for Vorherre. Højbjergdrengene tog de næste tre sæt 12-10, 12-10 og 11-9.

Sideløbende med herredoublen spillede Alexander Illum 2. herresingle mod AB’s Anders Antonsen. Sidstnævnte var favorit og levede da også op til favoritværdigheden med en sejr på 11-5, 11-7 og 11-3, men Alexander gjorde det faktisk ok og var især i 2. sæt fint inde i kampen.

I damesingle mødte Michelle Chan AB’s Rong Bo, som var præcis ligeså stærk, som hendes hidtidige resultater i ligaen tydede på. Michelle kæmpede bravt, men måtte se sig besejret med 11-8, 11-8 og 11-6.

Den sidste kamp var i mixeddouble mellem Nanna Vestergaard/Morten Bødskov og Cecilie Bjergen/Rasmus Bonde og hvilken kamp blev det ikke! Man kunne ellers frygte det værste efter de to første sæt, som AB-parret vandt 14-12 og 11-7, men så kom Nanna og Morten ind i kampen og vandt 3. sæt 12-10. 4.sæt nappede de også, og igen var det tæt – 13-11. Så var der dækket op til lokalopgørets eneste femsætskamp – og hvilket sæt blev det ikke! I et tæt, medrivende – og også nervebetonet – sæt gik man til den yderste grænse, som efter de nye regler er til 15 point. Kampen bølgede frem og tilbage, men Nanna og Morten tog sidste stik og vandt 5. sæt 15-14. Mere spændende, medrivende og underholdende kan det ikke gøres.

Efter nytår venter der Højbjerg 6 kampe i Ligakvalifikationsspillet, hvor de to nederste fra ligagrundspillet og de to bedste fra 1. division deltager. Fra ligaen får Højbjerg selskab af Vendsyssel, og fra 1. division deltager Ikast. Den anden deltager fra 1. division bliver først fundet i den sidste holdkamprunde efter nytår, men pilen peger på, at det bliver KMB2010.

Pressemeddelelse fra Højbjerg Badminton Klub

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til syvende runde

Opstillingerne til syvende runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles onsdag kl. 19.00. Stilling, …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.