Min far så aldrig mig træne fodbold, da jeg var knægt. Det gjorde mine holdkammeraters fædre heller ikke. Min mor kontaktede heller aldrig træneren eller klubben, hvis jeg eksempelvis blev udskiftet i en kamp. Sådan var det også for mine holdkammerater – deres mødre kunne ikke drømme om at blande sig.

Sådan er det ikke længere. Jeg har hørt om klubber med ungdomsfodbold på eliteniveau, der opfordrer forældre til at blive væk fra sønnernes træning. Jeg ved også, at forældrehenvendelser til eliteklubber mere er reglen end undtagelsen – og det handler for det meste om manglende opmærksomhed eller spilletid til sønnerne. Andre gange groteske ubetydeligheder.

Og vi taler om voksne mennesker. Folk ved deres fulde fem, med fine uddannelser, gode jobs, bil og hus. Det er dem, der ikke forstår, hvorfor netop deres søn ikke behandles som det, han i forældrenes verden er; den nye Lionel Messi. Det er de samme voksne, der mener, at den ellers veluddannede klubtræner er fuldstændig håbløs, fordi vedkommende ikke kan se det åbenlyse talent og potentiale hos sønnerne. Tragikomisk er det, at afsenderen ofte er en mor eller far, der ikke har haft den fjerneste berøring med noget, der minder om elitefodbold.

Jeg har igennem årene set papir på mange udtagelser til diverse ungdomslandshold, og hvis man nærstuderer dem, er det et minimum af de spillere, der bliver til noget, hvis man tænker på superliga, udlandet og A-landshold. Og vi snakker altså om landets 16-20 bedste spillere i en bestemt årgang på det pågældende tidspunkt.

Sidste år skrev jeg en bog om Mads Beierholm, der fik sit store gennembrud i Vejle Boldklub i en alder af 16 år. En ny Thomas Gravesen, lød det fra de fodboldkyndige. I forhold til Mads’ uomtvistelige talent nåede han ikke mål. Så langtfra endda.

Og han er ikke noget særsyn – langt de fleste når ikke i mål – hvilket skyldes mange forskellige faktorer. Måske begynder sønnerne på et tidspunkt at interessere sig mere for piger og bajere, måske er talentet stort, men den psykologiske styrke svag, og netop den psykiske robusthed er altafgørende for at få succes i en på mange måder kynisk fodboldverden.

Vejen til succes er proppet med personlige nederlag, mental modgang, og hvordan i alverden skal et ungt menneske blive klar til at tackle det, hvis forældrene reagerer, når sønnen bliver udskiftet? Eller endnu værre … slet ikke bliver udtaget til holdet.

Det er på tide, at vi gør op med de mange Messi-projekter, for, jeg er ked af at sige det, der er en meget stor sandsynlighed for, at lige præcis jeres søn ikke bliver til noget som helst, når vi taler elitefodbold.

Mere oplagt er det, at fodbold bliver en sund og dejlig hobby for sønnerne, og hvis en af dem har en lille Messi i sig, skal vedkommende nok finde vej – uden “hjælp” fra forældre.

Hvis ikke går det hele nok alligevel, for der er andet i livet end at være en god fodboldspiller.

For eksempel et godt menneske.