Ved det veloverståede VM i Indonesien i juni, fik Danmark atter vist, at danske spillere kan følge med verdenseliten, selvom det ikke blev den højeste placering. Men bare det at danske spillere kan være med på dette niveau, giver respekt i hele den asiatiske verden.
Det er ikke bare en enkelt gang, at Danmark blander sig i verdenseliten, men det er faktisk siden 1940érne, at danske spillere har været med på det højeste niveau. Denne kontinuitet i udviklingen af topspillere giver endnu mere respekt i Asien. Det tyder på en høj kvalitet i vores organisering og elitearbejde, selvom jeg kan forstå, at vores badmintons position i verden er udfordret. Men det er også udfordringer, som driver udviklingen fremad.
I min optik står Danmark med noget meget unik i forhold til Asien, som jeg ikke synes, at danske institutioner og erhvervsliv har formået at udnytte optimalt. Jeg ved ikke, om Badminton Danmark har været gode nok til at fortælle historien i Danmark om, hvorfor dansk badminton er så unik i Asien. Min opfordring til Badminton Danmarks nye direktør vil være følgende tre punkter:
1) Prioritér Asien. Lav en Asienstrategi og en projektorganisation i Badminton Danmark, som varetager forbundets arbejde i Asien. Både i Asien og i Danmark. Organisationen skal have fokus på sponsorer og fundraising. Især fundraising vil kunne blive en større indtægtskilde for dansk badminton, da mange fonde og offentlige institutioner støtter kulturelle projekter i Asien.
2) Medlemskab af Asia Business Forum, som holder til i ØK’s gamle lokaler ved Københavns Havn. Asia Business Forum er en organisation, som arbejder på at styrke erhvervsmæssigt samarbejde og viden mellem Danmark og Asien. Blandt Asia Business Forums medlemmer findes Danmarks største virksomheder og erhvervsorganisationer. Dette forum vil være oplagt til netværksdannelse og viden om virksomhedernes planer i Asien. Asia Business Forum vil være et oplagt sted for Badminton Danmark at markedsføre deres Asien-strategi. Et medlemskab koster 15.000 kr. om året.
3) Udvikl dansk badminton diplomati. Badminton diplomati er svarende til det såkaldte bordtennis-diplomati, som i begyndelsen af 1970érne begyndte at optø forholdet mellem USA og Kina. Danmark har alle muligheder for at bruge badminton aktivt, både politisk og erhvervsmæssigt i Asien. I tidligere artikler har jeg skrevet om badmintons status i Indonesien, og politiske beslutningstagere, som er tilknyttet det indonesiske badmintonforbund. Det samme gælder andre asiatiske forbund, f.eks. i det kinesiske og indiske forbund. Badmintondiplomatiet kan blive en af hjørnestenene i Danmarks ”bløde diplomati” i Asien.
Badminton Danmark bør ligeledes styrke samarbejdet med de danske ambassader i Asien og de asiatiske landes ambassader i København. Dette samarbejde kan bane vejen og åbne dørene til danske og udenlandske fonde m.v.
I min optik ligger Badminton Danmarks fremtid i et styrket samarbejde med og fokus på Asien. Som konkurrenterne på badmintonbanen, har både Danmark og Asien en fælles interesse i, at gøre badmintonsporten så interessent som muligt for publikum og sponsorer.
Af Niels Jørgensen, Indonesien- og Asien-kender
Prioriter rekruttering herhjemme.