Badminton skal gøres mere sexet

For tre år siden måtte BWF (Badminton World Federation) droppe en omdiskuteret plan om, at kvinderne skulle spille i nederdele i et forsøg på at gøre badminton mere interessant.

Store konkurrenter
Selv i Kina, hvor badminton har stor opbakning, mange udøvere og verdensstjerner, får sportsgrene som NBA basketball, fodbold og tennis mere opmærksomhed.

Nyt pointsystem, nye reklameregler, sågar nye fjerbolde og nye farver på banerne bliver i følge nyhedsbureauet AFP overvejet i et forsøg på at tilpasse sportens image til konkurrencen med de andre publikumsfavoritter.

Glamour og sex
Owen Leed er chef det internationale badmintonforbunds nye kommercielle division, der blev etableret sidste år.

– Det er en af vores udfordringer. Hvordan gør vi sporten mere glamourøs og sexet uden, at det skal opfattes som et beskidt ord, siger Owen Leed.

– Det kan handle om alt fra, hvordan vores turneringer bliver afviklet, hvordan vi viser det på tv, og hvordan vi profilerer vores stjerner, siger Owen Leed.

– På den global scene gør tennis tingene virkelig godt, ikke kun i Kina. Vi har svært ved at trænge igennem den nærmest usynlige radar, som holder os tilbage, siger Owen Leed.

Streaming på farten
En af badmintonsportens udfordringer er blandt andet, at sportsfans ser mere og mere sport på smartphones og tablets, mens de er på farten, og en lille, hurtige fjerbold er svær at se på en lille skærm.

Derfor er nye fjerbolde og farver på fjerboldene også under overvejelse.

– Vi kigger på det hele. Scoringssystem, grafik, slowmotion. Det hele kan være en del af løsningen, siger Owen Leed.

Ingen nederdels-tvang
Det omstridte forslag om, at kvinder skulle bære nederdel, har Owen Leed naturligt ikke lyst til at debattere igen, men han betoner, at spillernes fremtoning også er en del af badmintonsportens samlede billede.

– Som sport er vi stadig konservative, og hvis vi vil have sporten til at vokse, så spillerne kan tjene flere penge, er vi nødt til at se på, hvordan vi præsenterer sporten og i særdeleshed, hvordan spillerne præsenterer sig selv, fortsætter Owen Leed.

Læs også

Marin og Long løb med den største hæder

Carolina Marin har haft et fantastisk 2015, og sammen med mændenes Chen Long blev hun …