Denmark Open: Tidligere ligaprofiler i kamp om semifinaleplads

Loading

Odense og Greve har inden for de seneste sæsoner haft et par prominente damesingler i stalden. I sæsonen 2012-2013 var Carolina Marín, Spanien, en sikker damesingle hos fynboerne, mens Michelle Li, Canada, var lige så sikker hos Greve i sidste sæson.

De to stod i dag ansigt til ansigt i kvartfinalen ved Denmark Open, hvor det var den spanske verdensmester, der havde revanche til gode. Eneste hidtidige opgør mellem de to var ved Sudirman Cup tidligere på året, hvor Michelle Li vandt en hård dyst med så tætte cifre som 12-21 27-25 24-22.

Foran fra start til slut
Kampen i dag blev desværre aldrig lige så spændende som deres første opgør. Dertil var Carolina Marín ganske enkelt for stærk på dagen.

Nede med 0-6 og 1-9 havde Michelle Li ikke meget at komme med i første sæt. Hun kom dog i gang og halede også ind på Marín i løbet af sættet, men alligevel kunne hun ikke forhindre spansk sætsejr på 21-14.

Andet sæt blev en lidt tilsvarende affære. Spansk føring fra start – faktisk prøvede Michelle ikke på noget tidspunkt at være foran i hele kampen – og sikkert aggressivt spil fra den venstrehåndede verdensmester fra Spanien.

Sættet endte 21-11, og Carolina Marín er dermed klar til semifinalerne ved Denmark Open i morgen, hvor hun skal møde vinderen af Wang Yihan og P. V. Sindhu, der spiller senere i dag.

Læs også

Carolina Marin trækker sig fra sæsonfinalerne

Den forsvarende olympiske mester i damesingle, Carolina Marin, har været nødt til at trække sig …