Foto: @Værløse Badmintonklub

Værløse klar til spændende opgør

Loading

I aften spilles fjerde runde i Badmintonligaen, og Værløse tager imod Greve på hjemmebane. Det unge hold er kommet ganske fint fra start i denne sæsons grundspil, og efter en 4-2 sejr over Odense i sidste hjemmekamp, samt en 4-2 sejr over AB på udebane i tirsdags er spillerne optimistiske forud for dagens opgave.

Opgave er det rette ord, og skoene skal snøres, for Greve byder igen i år på et stærkt hold. Ifølge oddsene er der udsigt til en uafgjort 3-3 kamp og dermed afgørelse i Golden Set. Kigger man nærmere på holdopstillingerne, er der lagt op til en aften med tætte og spændende kampe, men spillerne tror på, at de kan hive det længste strå når det nu er på hjemmebane. Specielt i Golden Set har Værløse tidligere vist gode takter – takter som holdet satser på at kunne opretholde når Greve kommer forbi.

I mixeddoublen er Greve sat som favoritter, når Mathias Christiansen og Ditte Søby Hansen møder Søren Gravholt og Mai Surrow. Omvendt ser det ud i damesinglen, hvor Julie Dawall Jacobsen skal op mod Sia Berg, som har erstattet Amalie Hertz Hansen. Julie Dawall er storfavorit og denne bliver kun større af at det er hjemme i Værløse. De to herresingler er sat til at blive ligeligt fordelt mellem holdene, idet Kim Bruun er favorit mod Rasmus Messerschmidt, og Mikkel Mikkelsen står til at snuppe sejren fra finske Kalle Koljonen. Messerschmidt har dog tidligere vist at han sagtens kan være med mod de allerbedste, og selvom Kim Bruun har fået en flot start på sæsonen, kan der måske ligge en lille overraskelse og vente.

I damedoublen skal et stærkt makkerpar for en gangs skyld krydse klinger. Julie Finne-Ipsen og Rikke Søby Hansen er således på hver sin side af nettet når de to double-talenter møder hinanden i aftenens kamp. Begge par har haft en svær start på sæsonen, og således er det endnu ikke blevet til en sejr for Værløse-parret, men det bliver der forhåbentlig lavet om på i aften.
Steve Olesen og Nikolaj Overgaard møder i aften Mikkel Delbo og David Daugaard, og den nye double er ikke favoritter, men efter en flot sejr i sidste runde over AB Aarhus har Nikolaj og Steve vist at de bestemt ikke er til at spøge med.

Kampen spilles i Værløsehallerne kl 19:00, og der er bestemt lagt op til en spændende aften!

Pressemeddelelse Værløse Badmintonklub

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …