“Det skal være fedt at gå til fjer”

“Det skal være fedt at gå til fjer”
Bo Ømosegaard.

Jeg er født i 60’erne. Når man bliver ældre, indtræder der en nærmest uomgængelig tendens til at se ens egen ungdom med lykkelige øjne og nutidens ungdom og verden med skeptiske øjne. Jeg beklager. Det er noget næsten alle halv- eller helgamle oplever. Kald det evolution.

I det næste vil jeg lade min skepsis og kritik over nutiden få luft. Igen. Den fik også plads i april 2015, hvor jeg skrev kritisk om især klubudviklingen herhjemme, i det lille dronningerige. Centralisering, udtømning og klubdød.

Perspektiv: Badmintonstjerner gør det ikke alene

Jeg tror fortsat, at Danmark er i problemer, trods de flotte resultater i 2016 hos eliten og de nye unge mestre ved DM.

Nu det med eliten. De er nået toppen, fordi de elsker at træne og har lært at elske det, også når det er surt. De elsker hele pakken – sammenholdet, legen med fjerbolde, detaljen, kampen både mod sig selv og med sig selv. Og alt det andet.

Men der er også, eller fortsat, brug for alle os andre udenfor eliten, for det er alt andet lige lettere at fostre fremtidens stjerner ud fra et grundlag på rigtig mange end på meget få.

Formålet med mine ord er, at det ikke udelukkende må handle om eliten – og den mulige affødte tilgang til badminton, som flyder ned til os andre. Eliten kan fungere som en fantastisk motivation og inspiration, og den vil altid stå klar til at tage imod de spillere, der udvikler sig i den retning. Men vores sport kan så meget mere.

Udover de åbenlyse badmintonmæssige færdigheder, man får med, bør vi tænke mere over den næsten uendelige liste af andre ting, der videreformidles.

Oplagte plusord kunne være

motion, kropsbevidsthed, kropslig selvtillid, koordination, disciplin, vedholdenhed, sammenhold, samarbejde, respekt for andre (og sig selv), selvstændighed, socialt ansvar, foreningsliv, frivillighed, empati, ambitioner, selverkendelse – og meget mere.

Det er de ting, vi også skal lære vores børn, og som de meget gerne må tage med videre i deres liv.

Derfor er det vigtige ikke kun, om nogen har elitepotentiale og hvor godt man klarer sig her og nu, men også om man som forening, træner og forældre er i stand til at fastholde begejstringen for badminton hos de unge mennesker, så de kommer igen næste år, og næste år, og næste år….

Derfor synes jeg, vi, klubberne og trænerne skal holde igen med at fortsætte den nuværende udvikling, hvor mange kopierer elitetræningskonceptet og konstant tænker resultatorienteret og siger mere trænerstyret træning, mere planlægning, mere selvevaluering, mere struktur og styring, mere fokus på mål, målrettethed og ja, mere rangliste og pointjagt.

Alle klubber skal ikke være eliteklubber. Nogle klubber kan sagtens reducere ambitionerne, nedtone træningsindholdet og gøre det mere “spiseligt”.

Jeg mener, vi gør børn og unge til semi-professionelle, gør badminton og udvikling til arbejde, og distancerer dem fra glæden og legen, især den ikke-styrede og umiddelbart ikke-målrettede leg. Der er ikke nogen, der gør det i en ond hensigt. Alle vil det bedste for de unge.

Jeg er bange for, at deres begejstring langsomt kvæles gennem ungdomsårene ved at fjerne den legende og kreative tilgang, hvorved vi udpiner de unge. En udpining, der får dem, der ikke lykkes, til at falde fra, fordi de netop ikke rider med på bølgen af succes og har glemt det sjove, og derved står tilbage med en lille kerne af spillere, der lykkes. De sidste så vi nogle af til DM i Århus fornylig. De første er dem, der stopper og aldrig vender tilbage til sporten.

I mit indlæg den 9. april 2015 beskrev jeg som sagt mine tanker om udvikling, primært på klubniveau, men også lidt om de mange unge, der søger de store klubber og deres fantastiske tilbud. Jeg skrev, at jeg frygtede, at mange unge ophørte, når de ikke slog til i de store klubber.

Jeg gør således opmærksom på to uheldige, parallelkørende udviklingsspor – 1) klubudviklingen, som beskrevet i april 2015, og 2) den personlige eller individuelle udvikling i retning af semi-professionelle tilstande præget af resultatorientering, målstyring, coaching, stramt reguleret “leg” (reelt træning!), konkurrence og ranglistefokusering.

Det første på bekostning af de små og yderligtliggende klubber, hvor de store stjerner også kommer fra – Svenstrup, Bornholm, Stubbekøbing.

Det andet på bekostning af en mere legende tilgang med fokus på udvikling, både styret og ikke mindst ikke-styret udvikling.

Begge scenarier frygter jeg fører til medlemsnedgang.

Vi skal huske at læring, helt generelt, er så mystisk, uforudsigeligt og ofte usynligt, at man ikke kan sige, hvad der får læring til at ske, og at læringsprocessen ikke altid kan måles. Desuden er læringskurven for nogen stejl, for andre langsomt og svagt stigende.

Legen er blevet forandret til træning. For leg har mistet sin egenværdi og er blevet et redskab, et instrument til at blive dygtig ved at blive omkalfateret til styret træning.

Vi har ført arbejdslivets tankegang med begreber som effektivitet, styring, måling og målfokusering ind i fritidslivet.

Til gavn for de få. Til skade for de mange.

Team Storstrøm – årsmøde og udlandstur.
Onsdag den 8. februar 2017 afholdte Team Storstrøm sit første årsmøde med fremlæggelse af et sportsligt og økonomisk regnskab, indlæg af Bo Omøsegaard om TalentKlubKonceptet og en snak om fremtiden.

Der var deltagelse fra Nr Alslev, Nykøbing Falster, Præstø, Sakskøbing, Stubbekøbing, Toksværd, Ønslev Eskildstrup, Vordingborg og mr. Miyagi (Jacob Oehlenschlæger).

Torsdag i vinterferien tager 10 unge og undertegnede (og tre forældre) fra Team Storstrøm til Mulhouse i Frankrig.
Vi skal lege med en fjerbold og nogle franske spillere i 3 dage, spise flutes med beurre, fromage og jambon i hallen og overnatte på Auberge Jeunesse.

Je vous souhaite à tous de bonnes vacances.

Per Damkjær Juhl