Per Damkjær Juhl: Det er lørdag aften

Det er lørdag aften den 17. november. Dagens holdkampe i den gamle hal med det slidte retroudtryk er gennemlevet – og kan mærkes.

Sidder i lænestolen i Det Hvide Hus og hører Mike Oldfields knap 21 minutter lange opus “Crises” fra 1983. For fuld tryk. Ja, jeg er af ældre dato. Jeg var 18 år dengang den udkom. På LP!

I dag i Vordingborghallen var der også kriser her og der, men det endte godt.

Danmarksserien: VBK1 – Greve3: 8-5.
Greves første nederlag efter en suveræn turneringsstart. I DS Øst pulje 1 har de 4 øverste hold (1. Greve 3, 2. Vordingborg, 3. KMB2010 3, 4. FKIF) alle 12 point efter 5 kampe.

Serie 1: VBK2 – ØEBK/NBK1 7-6.
Vigtig sejr over lokalrivalerne fra Ønslev/Eskildstrup/Nykøbing Falster. I puljen kom ØEBK/NBK ned under nedrykningsstregen, hvor Vordingborg, Næstved og Stubbekøbing-Østfalster også er placeret.

På min interne oplevelsesrangliste (den eneste rangliste, der burde eksistere!) var dagen i dag en af de bedste i min ca 10 årige VBK-tid. Der var 2 sejre – det hjælper altid på helhedsoplevelsen, og masser af larm, indsats, sved, stemning, glæde, samarbejde, fællesskab, op- og nedture.

Jeg elsker det. Især at have en håndfuld teenagere i alderen 15-17 år på mit hold og være med til at følge dem i deres udvikling. Dengang i start 80’erne, i “Crises” tiden, var der nogen, der tog sig af mig. Nu er det min tur til at være den, der forsøger at overdrage stafetten.

I en badmintonhal hører jeg ikke til den bløde type hvad angår coaching af unge. Heller ikke i dag. Hvis eller når en af de unge præsterer godt eller dårligt, kommenterer jeg det. Overfor vedkommende naturligvis. Uden unødvendig omsvøb. En hal er for mig ikke bare et “fritids-sted” eller et “sports-sted”, men også et “udviklings-sted”, som spiller, men langt mere som menneske. Jeg betragter sport som et sted, hvor man føres ind i fællesskabet, tager ansvar, forpligter sig, udfordres, udvikles, dannes. Udover at sport naturligvis er underholdning og sundhed.

Så sport og badminton er i min verden både let og tung. Overflade og dybde. Sjov og alvor. Dialektik.

Når en ung er i gang på banen, er jeg oftest tæt ved baglinien og følger kampen. Selvom jeg egentligt helst så den unge klare sig selv, ligesom jeg ofte hører Jim Laugesen mene det på TV2 Sport. Jeg ikke holde mig fra at kommentere, rådgive, spørge ind og frem for alt blive revet med. Og når kampen er forbi, er det ikke slut. Så starter refleksionen. Så starter mine spørgsmål og, må jeg indrømme, min personlig vurdering. I samtale. Når det er optimalt.

Min tankegang er, at en ung efter en udfordrende kamp har et vindue åbent ind til – noget, og det “noget” vil jeg gerne være med til at præge, forme, give retning. De skal lære noget. Uanset om de har vundet eller tabt. Eller mest når de har tabt og mærket nederlaget, og så at sige er midt i nederlagets smerte. Vi lærer nu en gang mest, når det gør ondt, når vi fejler, når vi mislykkes. Når vi lykkes, så kører det jo uden ret meget eftertanke. Ø

Her i stolen flere timer efter kampene bilder jeg mig ind, fortsat, at min tilgang til de unge er den rigtige. Altså at åbenhed og ærlighed, også når mine ord kan virke meget direkte og hårde, læs ubarmhjertige, er positivt og udviklende. Min hensigt er i hvert fald at få dem til at tænke. Få dem flyttet. Få dem “udvidet”. I forståelsen i retning af mere perspektivrige, komplette og frem for alt reflekterende mennesker. Lykkes det? Det vil tiden vise. Det er i sandhed de små skridts udvikling.

I dag blev de unge på mit Serie 1 hold udfordret. Modstander holdets gennemsnitsalder var 34 år. Nogle klarede det. Nogle tabte. Men de er på vej. De er i proces. De vil helst være i mål. Men der kommer de aldrig. For vi kommer aldrig i mål. Ingen af os kommer nogensinde til denne ultimative (ende)station. Vi er altid på vej. Undervejs. Vi er altid i udvikling. Som badmintonspiller. Som menneske. Også når vi som ældre er i afvikling. Afviklingen er jo kun i fysisk henseende. Mellem ørene, i det mentale, på det psykiske plan, på omverdensforståelsen, udvikler vi os stadig. På netop det punkt spiller alder ingen rolle. På det punkt er unge og os ældre i den samme proces.

Jeg er så heldig. Heldig at kunne opleve det her af og til. Med alle mine badmintonvenner. Unge og ældre.

Og så en gang mere. Vi er så heldige og begunstigede. Nogle gange tager vi vores liv og alle mulighederne for givet. Som noget almindeligt. Noget forventeligt. Noget garanteret. Dét er det IKKE! Det normale er kun normalt hos os i det trygge og tillidsfulde Dronningerige.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub