BadmintonBladet flest nyheder om badminton
En holdkamp onsdag aften i Mønshallerne under Lolland Falster kredsen.
Det var min første omgang badminton nogensinde på Møn. ✅! Sen førstegangsoplevelse.
VBK2 kom med to teenage-debutanter – drenge på 15 og 16 år. Ja, og derudover en 15 årig pige, men hun havde allerede sin debut en lørdag i oktober 2022 i Rødby.
Den unge pige på 14 år – og yngste på holdet spillede første mix med den ældste mand på holdet – på 57.
Den 16 årige dreng havde sin 46 årige far på modstandernes hold. De mødte dog ikke hinanden. Måske heldigvis!
Stege/Møn vandt 8-2.
De vandt også på den kollektive rutine.
Men de unge skal nok lære det. Det de ældre/gamle kan. Nemlig holde bolden i spil og gøre det på en simpel, effektiv, taktisk klog og ukunstlet måde.
De unge skal nok lære det der med at spille til modstanderens baglinie….og intet andet, netop fordi der er point i det.
De unge skal nok lære med tiden – og jeg håber på en stejl indlæringskurve, at seniorspil er noget helt andet end ungdomsspil. Ofte bare clear og drop. Lidt kedeligere. Mere disciplineret. Færre tricks. Nogle gange (oftest?) slet ingen.
Og måske opdager de også, at seniorkampe sætter sig helt anderledes i kroppen bagefter. Lige som hos os garvede – og langt ældre! Opdage at en rigtig kamp gør, at man ubevidst spænder mere op i muskulaturen, hvilket i de følgende dage efterlader en større ømhed. Det sker helt af sig selv. En holdkamp er noget andet end træning.
Og de unge skal nok også lige spille en del flere seniorkampe, før de værste nerver og stålhandsker reduceres.
For helt væk forsvinder den lette kildren og boblen forhåbentlig ikke.
Min 14 årige mixmakker kan nu spille med og på trods af sine nerver, uden at have stive beton-ben og 100% stål i armen. Det lykkedes fint i går. Stor udvikling på 4 måneder. Vidunderligt at observere på tætteste hold – på samme banehalvdel.
…..forøvrigt, vi er fortsat ubesejret!
Men nerverne…….de forsvinder aldrig helt, og dukker sommetider op, uventet, som lyn fra en klar himmel, på et skidt tidspunkt. Altid på et dårligt og upassende tidspunkt.
Som nu i går aftes……
Første herredouble er i gang. Sidste kamp. Eneste kamp, der fortsat er i gang i den store hal. Fantastisk anlæg iøvrigt. Godt gulv. Stor misundelse.
Tilbage til 1HD.
Udeholdets par (VBK) fører 18-14 i tredje sæt. Og pludselig får den ældste på banen nerver. Og hvor ved jeg det fra? Jo, det var mig.
Men 57 år!, for hel…….!!!
……det med nerver holder aldrig op. Hos mig. Heldigvis.
Tilbage til doublen II.
18-14 føring bliver til 18-20 på ganske få minutter. Jeg smider blandt andet to lette bolde i nettet, på mit normale favoritdrop, i stedet for bare at smashe. Det gjorde jeg også for 3 uger siden i en veterankamp i Havdrup…..men det er anden historie. Og alligevel den samme. Jeg forfalder til vaneslag, da nerverne sætter ind. Og så bliver selv vaneslag svære og ofte den dårligste beslutning. Helt klassisk. Men det sker jo bare. Helt af sig selv.
Det bliver 19-20 på en lang duel. 20-20. 21-21. Ved 22-21 får jeg en kæmpe oplagt ved nettet, men slår bolden i nettet. Armen er stiv. Alt er svært. Ved 24-23 smasher Due langs linien, jeg kigger på min makkers kropssprog, afslappet – det er hans kropssprog nu altid!, altid så rolig, den er ude, og jeg ånder lettet op. Rafn senior og jeg vinder en ret intens double mod far Thore og Due.
Vi var bagud 8-1 i holdkampen. Kampen havde ingen betydning. Overhovedet. Det var min sæson no 40 med seniorholdkampe. Og alligevel blev jeg nervøs.
Det er lige nøjagtig derfor, jeg fortsat spiller holdkampe.
For at mærke denne nerve. Denne intensitet. Dette nærvær og tæthed i min krop. I mit sind.
For at mærke spændingen. Hjertets “hoppen”. Musklerne, der arbejder – også om natten efter kampen og dagen efter.
Doublen III
Den havde selvfølgelig et par diskussioner om boldenes hastigheder og inde/ude problematik……her er jo ingen hawkeye! Kun os selv, der dømmer på egen halvdel. Gudskelov ingen franske liniedommere!
Jeg spiller holdkampe for at opleve glæden ved spillet, samværet, fællesskabet på tværs af køn, alder, socio-kulturelt ståsted……på en onsdag aften i Stege!
Ude af hallen på vej til bilen blev vi overvældet af den skønneste duft af makronkager.
Småkagefabrikken Bisca ligger meget tæt på. Hellere det end gylle!
I bilen hjem til Skibinge, snakkede den 15 årige debutant, drengen – og sønnen til min kæreste, der sad på forsædet, om holdkampen, gennemgik sin single, den ældre modstanders stabilitet, lægmusklernes dejlige sitren, nerverne og hvordan det er at stå helt alene på en banehalvdel, overladt til sig selv og skulle håndtere situationen, sig selv og en “far-modstander”.
Ingen af mine egne 3 børn har nogensinde spillet holdkampe. Kun én spiller badminton. Nu finder jeg stor glæde i denne snak med kærestens søn. Tak!
Badmintonbladet 🇩🇰😘 Per Damkjær Juhl
