DEN KORTE VERSION
Eva fik tilladelse af sin børnehaveleder til at tage en gruppe af de ældste børn fra børnehaven med i hallen i foråret 2019. En børnehave fra en nærliggende landsby tilsluttede sig i efteråret 2019. Endnu en børnehave kom til i efteråret 2020.
Udvalgsformanden for “Børn, Unge og Familie” overværede børnene i hallen den 1. december 2020. Forhåbentlig vil “Leg & Bevægelse”/MiniTon blive kommunalt godkendt på øverste niveau, og tilbudt til alle børnehaver i kommunen, samt støttet økonomisk i 2021.
DEN LANGE VERSION
Tirsdag den 19. februar 2019 kom børnene fra børnehaven Nordlys første gang gående de små 2 km til Den Store Hal til en omgang “Leg & Bevægelse” (Det vi i badminton kalder Miniton), medbringende masser af energi, en madpakke og 2-3 pædagoger.
Apropos navnet, så kom det først til langt senere.
Eva startede ud på en løs ide, inspireret af de kommunale læreplaner, der foreskriver at institutioner samarbejder med de lokaler foreninger.
Da hun samtidig selv havde en del børn på 10-12 år, der manglede noget motorisk, på sit træningshold i Vordingborg Badminton Klub, tænkte hun, at det allerede kunne øves og leges ind i børnehavealderen.
Eva Delberg Madsen, der arbejder på Nordlys, havde fået sin leders godkendelse til at bruge et par timer på at tage 20-25 børn og nogle pædagoger med i hallen til masser af bevægelse – løb, kast, hop, spring, grib og madpakke bagefter.
Senere på foråret 2019 fik Eva en ny ide, som lederen også var med på. Hun fik tilladelse til at invitere en ny børnehave i hallen.
MED BUS FRA KØNG
Den 30. april 2019 tog Æblehaven fra landsbyen Køng, ca 15 km nord for Vordingborg, første gang turen til hallen med den offentlige bus, og blev således hold nr 2 tirsdag formiddag fra kl 10.30-11.30. De deltog sidste gang den 26. november 2019.
I efteråret 2019 skrev jeg til Formanden for “Børn, unge og Familie”-Udvalget og inviterede ham i hallen. Han kunne dog ikke afsætte tid dertil pga sit arbejde som skolelærer i Præstø.
Frem til nedlukningen den 11. marts 2020 kom Nordlys i hallen hver tirsdag kl 9.30-10.30.
Efter sommeren 2020 startede “Leg & Bevægelse” op igen og den 29. september havde institutionen Kastanjen deres første besøg i hallen.
Hele efteråret har der været to grupper af børnehavebørn i hallen hver tirsdag.
Eva er fortsat i hallen med løn fra sin arbejdsplads. Amalie Svensson er trådt til som co-træner, da hun ofte har fri om tirsdagen fra sit arbejde og bare elsker børn. Badmintonklubben har søgt og fået bevilget midler af kommunen til at aflønne Amalie.
FORMANDEN KOM PÅ BESØG
I efteråret 2020 indbød jeg igen Formanden (Byrådsmedlem fra S), der denne gang tog imod invitationen til at overvære “Leg & Bevægelse”, naturligvis på behørig afstand, siddende på den høje tribune, i selskab af lederen fra Kastanjen og undertegnede. Forinden havde vi også haft en snak med Eva og Amalie, før de to gik i gang med løjerne på halgulvet.
Formanden meddelte kort efter i mail, at han har informeret chefen for “Skole og dagtilbud” om “Leg & Bevægelse”. Der arbejdes på et møde i forvaltningen – forhåbentlig med det formål at få formelt og officielt godkendt og udbredt “L&B” til alle børnehavebørn i kommunen.
Nikolaj W Reichel, Udvalgsformanden, skrev efterfølgende dette på facebook:
UDVIKLINGSPROCES
Det startede med en god ide og medvind fra en lokal leder. Beskrivelsen kunne godt indikere en strukturet plan frem til i dag, men det er ikke tilfældet. Der har været frem- og tilbageskridt, mange snakke mellem Eva og undertegnede om ideudvikling og øvelser, besøg i hallen og artikler i lokale gratisavis, ansøgninger om puljemidler, en del mailudveksling med Formanden, flere besøg på forskellige institutioner for at promovere “L&B” osv.
Hvad der bagefter ligner den lige vej til det, vi tillader os at kalde en succeshistorie, er i virkeligheden en improviseret og ujævn vej med med- og modvind.
Men vi elsker badminton og giver ikke op!
Per Damkjær Juhl