“I JULEN TAGER MAN HJEM”

…..skrev jeg i december 2016. 

Dengang mødtes Jacob Høi og jeg i det flotte Ketchercenter i Kolding.

Vi er begge fra byen med det over 750 år gamle slot og havde stor fornøjelse af hinanden tilbage i start 90erne i den gamle rundryggede firebaners hal fra 1937. 

Den blev revet ned i 1997 og erstattet af et parkeringshus. 

I julen tager man hjem….og minder fra en sjov holdkamp!

I Ketchercenterets smukke badmintonhal var nogle unge ved at afslutte deres træning før vores digitale baneleje begyndte, og de skrev bagefter i kommentarsporet på mit indlæg, at de to gamle vist ikke bare var nogle motionister. 

Jo og nej. For gamle motionister eller veteraner var vi. Men ikke hvem som helst. I hvert fald ikke hr Høi – landstræner i NETC (og statistik nørd). 

IKKE DENNE JUL – DAG # 653*

Der bliver intet badmintonmøde i år. 

Dog ikke på grund af Omikron, men mere fordi vi ganske enkelt ikke har en aftale. Det er nok også bedst i den nuværende situation. Altså ikke at mødes med alt for mange udenfor sin egen boble. Hvis man vel at mærke er af den opfattelse, at det gælder om at begrænse, eller udflade smittens udbredelse mest muligt. 

Jeg ved faktisk heller ikke om Kolding Badminton Klub, i lighed med mange klubber i vores Dronningerige frivilligt har lukket 100% ned efter opfordring fra utallige instanser, eller om de fortsat tillader “uorganiseret” spil og banelejere. Eller bare lukker øjnene og fortsætter uændret. For i denne bølge har klubberne deres frihed og behøver ikke følge opfordringen. Kald lige det restriktivt! 

I min klub besluttede jeg som ungdomsformand at aflyse al ungdomstræning i søndags efter tilskyndelsen fra nærmest alle myndigheder og forbund. 

Derfor måtte jeg forleden køre rundt til hver enkelt ungdomstræner og personligt aflevere julegaverne med alkohol og søde ting som tak for halvårets dedikerede indsats. Fra Nykøbing Falster i syd, Snertinge i nordvest til Præstø i øst. Der blev afleveret til 10 personer – og jeg har stadig 2 gaver derhjemme, som jeg ikke nået. 

Kun et par af vores ungdomstrænere modtager løn. De fleste er frivillige og modtager kun gratis kontingent og al den taknemmelighed, klubben og jeg kan opbyde. Ros er ikke min spidskompetence, så det er skønt at kunne aflevere en kasse til hver enkelt op til jul og ved sæsonafslutning.

Sådan har det været i de sidste 3-4 sæsoner, så vidt jeg kan huske. Måske længere. Jeg er heller ikke god til det med historikken.

ET FARVEL TIL FRIVILLIGHEDEN

Til sæson 2022-2023 må en anden enten videreføre gave-traditionen eller finde på noget andet. 

Efter omtrent 10 år på posten som ungdomsformand stopper jeg. Den brændende flamme er der ganske enkelt ikke længere. Og når den ikke brænder, forandrer en energi- og glædesgivende frivillig indsats sig til arbejde. Bare uden løn. Og det fortjener ingen. For det smitter let mindre positivt af på andre og det duer ikke. 

Der må nye og tændte kræfter til!

Jeg har taget min tjans i flere klubber gennem årene. 

Ungdomstræner og seniorspilleudvalgsformand i Kolding Badminton Klub. Træner i Red Star Mulhouse i Frankrig. Ungdoms- og seniortræner, samt ungdomsformand i Vordingborg Badminton Klub. 

Samt etableret Team Storstrøm med fru Wittrock, et projekt der havde sin officielle åbning med kommune, DGI og Badminton Danmarks deltagelse den 13. august 2016, mens Rune Ulsing stod i den store hal med ungdommen fra hele området. Et fællestrænings- og samarbejdsprojekt, som nu muligvis kører på sidste sæson. Alle gode ting har en udløbsdato.

I alle klubber og foreninger er frivillige en altafgørende faktor. Uden frivillige ingen foreningskultur.

Er der ved at ske en forandring i frivilligheden?

Tjah, jeg er tæt på at sige ja, og “alt var bedre og nemmere i gamle dage”! 

Dengang var der i hvert fald færre forældrekrav. Ingen rangliste og -point at skulle tage hensyn til. Store hold i ungdomsholdturneringen. Medlemmerne kom bare, nærmest af sig selv – nok fordi tilbuddene var langt færre. Trænerne var ofte forældre. Vi børn og unge fandt selv vej til og fra hallen, hvor vi forøvrigt ofte opholdt os udenfor træningstimerne. Uden opsyn! Uha. Vi spillede med fjerbolde, der ofte ikke havde 16 fjer. Vi legede på egen hånd…….og sådan kunne jeg blive ved.

DINOSAUR

Jeg lyder som en dinosaur. Efter næsten 50 år med badminton er jeg det vel nærmest også.

Yngre kræfter må til med nye tanker og ideer. Med et nyt drive. Jeg hænger fast i gamle dage, og må stoppe, før jeg bliver alt for gryntende, en grumpy old man.

For jeg er lidt mæt af lighedstyraniet, hvor kun børn og unge med samme pointantal må spille mod hinanden. Som om det er farligt at tabe – og tabe stort. Sjovt, men jeg overlevede. Også selvom jeg som 15 årig mødte den senere OL-vinder fra Atlanta.

Jeg er lidt mæt af ranglistetyraniet, hvor alt går op i point og placering, og hvor selv holdkampe giver protester pga nogle få points overskridelse.

Jeg er lidt mæt af, at alt skal styres (af voksne) og gøres med et formål og er en investering. Hvor blev legen på egen hånd af?

Jeg er lidt mæt af geografiske begrænsninger og fastlåste regler (lavet af voksne).

Jeg er lidt mæt af at så mange spillere alt for tidligt og, for at sige det ærligt, uden de nødvendige evner, rykker videre til en større klub.

Måske er jeg bare ikke sulten længere…..

…….og derfor må andre overtage stafetten og holde sporten, foreningen og kulturen ved lige. Meget gerne også opdatere og udvikle den. Komme med et frisk og positivt sus.

Det er deres fremtid. Ikke min.

Glædelig jul❤️🙏🏻

Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl

*653 dage siden første nedlukning 11.03.2020!😉🇩🇰