Kenneth Larsen skriver i dag på Facebook…..
“Undskyld hvis jeg ”partyspoiler”
I går vandt Viktor Axelsen Indonesia Open. Hvilken spiller – den bedste vi nogensinde har haft i DK. Det er helt berettiget at Viktor hyldes af hele landet for sine fantastiske præstationer.
Så dette lille skriv er ikke, som jeg har sagt mange gange, et spørgsmål om at være imod Viktor og hans valg. Tværtimod, jeg forstår til fulde hans valg ift. at flytte til Dubai. Fra hans personlige perspektiv giver det fin mening, og jeg ville sandsynligvis have gjort det samme hvis jeg var i hans sko.
Dette ændrer dog ikke ved, at badminton Danmark skal tænke sig rigtig godt om LIGE NU.
Det er omfattende videnskabelig evidens for, at en vigtig måde at lære på generelt og derfor også i badmintonkontekster er, at vi er sammen med andre mennesker i fællesskaber, hvor de bedste fungerer som interne undervisere og mentorer for mindre gode spillere. Ligeledes lærer vi ved at kopiere bedre spillere der har succes med hvad de gør.
Det ser ud til at Viktor faktisk er blevet bedre efter flytningen. Fedt for Viktor men måske mindre fedt for dansk badminton. Viktor har måske formået at skabe en bedre udgave af Brøndbytræningen i Dubai, ved blandt andet at invitere verdensklasse spillere ind som sparringspartnere. Konsekvensen for dansk badminton er så desværre, at niveauet herhjemme falder.
Det er eksempelvis langt tid siden Anders Antonsen har præsteret på det niveau vi ved han kan – tilfældigt eller???. Det vil være helt naturligt hvis Anders og andre overvejer at kopiere Viktors tilgang – og hvad så badminton i Danmark ??
Tiden er til NU dels at tage stilling til om Badminton Danmark tror på fællesskabet eller på individualiseringens vej, og dels at finde ud af hvad Viktor faktisk har gjort siden hans niveau er steget, således at man kan udvikle træningsmiljøerne i Danmark, så spillerne ikke har lyst til at flytte.
Igen – undskyld hvis jeg ødelægger festen, men tænk hvis det vi har tilbage om 5 år er, at vi engang havde verdens bedste badmintonspiller. Jeg ville hade at kunne sige ”hvad sagde jeg” om ikke så langt tid.
Med kærlighed til vores sport – Kenneth Larsen”