AB mødte torsdag aften på hjemmebane Solrød Badminton Klub og tabte desværre med 1-5, hvilket brød ligaholdets gode score med hjemmebanesejre hidtil gennem 2 sæsoner.
Efter tirsdagen 8. runde i Badmintonligaen lå det klart, at AB’s ligahold var tvunget til at vinde mindst 2 point i sidste og 9. runde, hvis man skulle sikre sig en plads blandt de 8 bedste hold efter grundspillet. Et point ville være tilstrækkeligt, hvis nogle af de andre kampe faldt ud til AB’s fordel.
Men disse overvejelser blev gjort til ingen nytte, fordi AB allerede fra starten kom bagud ved at tabe såvel mixeddoublen i to sæt og herredoublen i tre sæt. Efterfølgende tabte AB også damesinglen i to sæt og damedouble i en kamp, hvor Emilie Furbo/Anne Katrine Hansen kun var et point fra at sikre sig sejren i 2 sæt, men tabte og var slet ikke i nærheden at vinde det 3. sæt.
Dermed var matchen afgjort, idet Solrød havde sikret sig fire sejre og dermed tre point.
Derefter var de resterende to kampe uden betydning for pointfordelingen. Anders Antonsen vandt over Rasmus Fladberg og beviste sin 4. plads på den danske rangliste, hvorefter AB tabte den sidste kamp i 2. herresingle.
Aarhus AB er nu henvist til at deltage i det såkaldte ligakvalifikationsspil, hvor de to sidste i Badmintonligaen og de to første i 1. division spiller en dobbeltrunde mod hinanden, det vil sige i alt 6 kampe til hvert hold. Første kamp spilles allerede på tirsdag den 12. januar, men det afgøres først fredag den 8. januar, hvem den første modstander bliver.
Af Steen D. Sørensen, Aarhus AB