Badminton Danmark har med Talentudviklingschef Bo Ømosegaard i spidsen tænkt ud af boksen og udviklet en ny turneringsform, som hedder BadminPlay.
Badminton Danmark har et ønske om at gå i front med at udvikle sporten og vende medlemsudviklingen, blandt andet ved at udvikle værktøjer til klubberne, så de kan arbejde videre med rekruttering og fastholdelse af ungdomsspillere. BadminPlay er et af disse værktøjer, der skal hjælpe med at skabe udvikling blandt ungdomsspillerne og styrke medlemsrekrutteringen.
Kort fortalt består BadminPlay af fire forskellige småspil, der indbyder til leg og eksperimenter med taktik, slag, bevægelser, spring mv. Spillene tager udgangspunkt i ”almindelig” badminton, men de har hvert deres regelsæt, varierende nethøjde og banen opdeles på forskellig vis. Ved hjælp af de fire småspil bliver spillerne udfordret på de vigtigste grundlæggende tekniske og taktiske kompetencer i badminton – og dermed udvikler spillerne disse kompetencer hurtigere og til et højere niveau end ved almindelig træning og kamp. Kompetencer, de efterfølgende kan tage direkte med over i ”rigtig” badminton.
Kodeordene for BadminPlay er med andre ord leg, udvikling og glæde.
Badminton er sjovt for alle – store som små!
Med BadminPlay har klubberne nu et værktøj til at motivere også de fysisk mindre spillere i ungdomsrækkerne.
– Især i ungdomsrækkerne er der store fysiske forskelle spillerne imellem, og det kan være svært at klare sig godt i turneringer, hvis man er mindre fysisk – for eksempel sent udviklet, født sent (2.års eller født i nov./dec.) eller bare en ”mindre model, siger Talentudviklingschef Bo Ømosegaard.
BadminPlay udfordrer og udvikler alle typer og størrelser af spillere. Banen ændres, reglerne ændres, og i to af de fire småspil bliver nettet sænket – dette tilgodeser den mindre og/eller knapt så muskelstærke spiller. BadminPlay giver på den måde plads til flere forskelligartede spillere. Det vil medvirke til, at flere børn og unge har lyst til at spille eller fortsætte med at spille badminton og have det rigtig sjovt på banen.
– Vi må ikke tabe en stor gruppe børn- og ungdomsspillere på gulvet, før de overhovedet er kommet i gang. De skal samles op, inden de mister lysten til at spille og ikke kan se udviklingspotentialet for dem i badminton, hvad enten vi taler om elite- eller motionistplan, siger Direktør i Badminton Danmark Bo Jensen.
Vejen til stjernerne
Med BadminPlay leger børn og unge sig frem til forbedrede tekniske færdigheder, ligesom de selv skal træffe taktiske valg hele vejen gennem matchen. På denne måde udvikler spillerne fra de tidlige år evnen til at omstille sig fra spil til spil og i den enkelte kamp.
– Vi er ret sikre på at se en større gruppe spillere i fremtiden, der har de nødvendige kompetencer, hvorfra de kan udvikle sig mod verdenseliten, siger Bo Ømosegaard.
– men mindst lige så vigtigt er det, at BadminPlay gennem leg, udvikling og glæde vil fastholde flere spillere i badmintonsporten og gøre alle spillere bedre til badminton, uanset talent, ambitioner og træningsflid, fortsætter han.
Pointjagten
Mange ungdomsspillere spiller rigtig mange turneringer for at vinde ranglistepoint, så de får den bedst mulige klassificering på ranglisten eller rykker op i næste række. Men det er ikke hensigtsmæssigt, at ungdomsspillere deltager i for mange turneringer, for deltagelse i mange turneringer pr. sæson fører næsten altid til for stort fokus på kamptræning på bekostning af langsigtet udvikling af spillerens tekniske og taktiske kompetencer.
– Det er nemt for ungdomsspillere at blive ”lokket” til at deltage i mange turneringer og have mindre fokus på teknisk og taktisk udvikling. Men på den lange bane kan det absolut betale sig at investere i teknik- og taktiktræning – bare en måned med målrettet teknisk eller taktisk træning flytter spilleren klart mere end ren kamptræning, fortæller Talentudviklingschefen.
En anden ulempe af pointjagten er, at mange spillere deltager i turneringer uge efter uge, og sammenholdt med ensidig kamptræning bliver træningsmængden både stor og ensidig – ofte med overbelastningsskader som resultat. BadminPlay belaster kroppen anderledes end kampe gør, og BadminPlay som pointgivende turneringsform er med til at mindske antallet af skader.
BadminPlay bliver introduceret i turneringsprogrammet 2015-16 for U13 E som pointgivende til Eliteranglisten. Senere følger de øvrige rækker (M til D) i aldersgrupperne U9 til U19.
– For mange især U15- og U17-spillere bliver skadet, som følge af den intensive pointjagt. Da man typisk ”sparer op” til en overbelastningsskade over flere år, kan rigtig, rigtig mange overbelastningsskader spores tilbage til for ivrig pointjagt i U9-U15, siger Bo Ømosegaard.
Gruppeindsats
Talentudviklingschef Bo Ømosegaard har født ideen om BadminPlay, og ideen har modnet sig over tid. Men det er en gruppeindsats, som har løftet BadminPlay op til et færdigt koncept.
– Jeg har i lang tid gået og funderet over, hvordan vi kunne løse nogle af de udfordringer, som vi står med i ungdomsrækkerne. Langsomt over tid formede tankerne sig og via diskussioner med en lang række personer fra badmintonverdenen, blev BadminPlay født. Og nu kan Badminton Danmark præsentere konceptet, som vi er utrolig stolte af, afslutter Bo Ømosegaard.
Arbejdsgruppen bag BadminPlay er:
Preben Nørgaard, Sportschef i Solrød Strand Badmintonklub
Lennart Engler, Cheftræner i Odense Badminton Klub
Ulrik Jansen, Uddannelseschef i Badminton Danmark
Bo Ømosegaard, Talentudviklingschef i Badminton Danmark
Du har mulighed for at opleve BadminPlay live til Familiedagen den 27. december under Yonex Copenhagen Masters – Klik her for at købe billet.
Hvis du som ungdomsspiller har lyst til at prøve kræfter med BadminPlay, så kan du tilmelde dig den første BadminPlay-turnering, som bliver spillet i Mariendalshallen, Frederiksberg den 28. december – klik her for at læse mere og tilmelde dig.
Pressemeddelelse fra Badminton Danmark
Link til Badminton Danmark
Joachim Wædeled 🙂