Bliver Den Store Hal revet ned?

Loading

Vi spiller badminton om efteråret, vinteren, foråret….og selvfølgelig også i sommerperioden. 

Tirsdag og torsdag er flexspillerne i gang. De første begynder at komme ca kl 18.15-18.30 og fortsætter til sent på aftenen. Man møder bare op! Omkring kl 19.00 har en af de faste spillere lavet første runde. Herefter kan man fjerne sit navn fra whiteboarden og nøjes med en times spil, eller man bliver ved…alt efter lyst, dagsform, tid, behov for snak på bænken – jo, af og til med en dåse i hånden, eller skader…., og der laves endnu en runde. Man kan være heldig og få lige kampe, eller mindre heldig…..sådan er gamet. 


I tirsdags kom “Søren Syn” til skade med foden. “Syn”? Der er flere Søren’er og ham her driver Udby Bilsyn. Mit bilsyn i dag blev af samme grund udsat ¯\_(ツ)_/¯ …c’est la vie, uforudsigeligt, selvom de fleste af os arbejder intenst på at skabe forudsigelighed og kontrol. 

Hver onsdag mødes konkurrencespillerne – tag dog ikke fejl, flexspillerne kæmper også på banen om hvert point. I denne sommer med styring og let slagtræning af Mads fra Slagelse. Han bor jo i byen med en fra familien Lejre. Tredje generation Lejre i klubben! 


Badminton bringer folk sammen, nogle kun på banen, mange på bænkene, lidt færre i omklædningsrummet, af og til også langt væk fra hallen, og nogle gange meget privat, i samliv. 

Vi følger hinandens liv, kører parallelspor i kort eller lang tid, taler og snakker og sludrer og sladrer….kender hinanden overfladisk eller dybt. Vi griner sammen – og har set tårer. 

En har fået foretaget en hofteoperation. En anden i skulderen. Flere har sprungne achilles i bagagen. Alle har vi erfaring, på banen, og i livet, med børn, afbrudte forhold og ægteskaber, vi spænder fra teenagere til pensionister, kvinder og mænd, med forskellige arbejdsbaggrunde – skoleelev og studerende, tømrer, elektriker, lærer, sælger, butiksindehaver, diætist, Netto-leder, pædagog, administration i kommune og Region og Skat, konsulent, chauffør….direktører og selvstændige og arbejdstagere….privat og offentligt ansatte….listen er lang, variationen stor.

Det er hvad foreningslivet kan. Samle. Forbinde. Nivellere. Skabe udveksling.

Vi er en alsidig gruppe. Sådan er det, når man mødes om noget andet end “du og jeg”, om noget tredje! 

Mange hilser jeg på – og har svært ved at huske deres navn, når jeg sommetider om tirsdagen laver en runde, ret uheldigt, for jeg synes jo, jeg kender dem – jeg kender i hvert fald deres spil, hos nogle lidt individuel stil, teknik og slag, og niveau. 

Vi bor tæt i det her lokalmiljø og bruger hinanden. 

Dengang jeg flyttede til byen i min første enværelses lejlighed i gågaden, i 2006, var klubben og hallen min redning efter at være blevet skilt. Her fik jeg luft – og brugte luft, og en omgangskreds og mulighed for samvær. Jeg blev hængende, selvom jeg i et par år mellem 2009-2011 var forbi Lyngby. 


Fællesskab og sammenhængskraft. 

Det beror på forpligtelser. At vi forpligter os. At vi kommer. At vi bidrager. Ikke kun tager “fra bordet”, men også giver. 

Hvis et fællesskab skal opstå og vedligeholdes, skal alle helst bidrage og forpligte sig. Hvis alt for mange kører på frihjul, er det et problem. Så bliver fællesskabet skrøbeligt. 

Vi skal kunne regne med hinanden. Også bare når det handler om at møde op til træning. Men også meget gerne med at gøre klar, sætte net op – og tage dem ned…., rydde op, slukke lyset, lave runder, spille op- og nedad, sørge for bolde, booke haltid hos kommunen, opkræve kontingent – og betale, søge om medlemstilskud – og indberette medlemstal, have dialogen med alle mulige – Badminton Danmark, DGI, Kommune, Idrætsråd, andre brugere, rengøringen, sponsorer, kredsen,…..og så selvfølgelig, igen, snakke og alt muligt andet. 

At vi forpligter os. Hver især. Nogle meget. Andre mindre. Men det er vigtig at alle bidrager. 

Grundlaget for sammenhæng og fællesskab er en forpligtelse hos alle. 

Omdrejningspunktet for dette mikrokosmos, min klub, mit fællesskab har i alle årene været Vordingborghallen, Den Store Hal med det slidte gulv og den fantastiske akustik. Færdigbygget og indviet i 1951. Men i brug allerede i 1941. 

Den står her stadig, næsten uberørt af årtiers brug, af arkitektoniske modeluner, intakt med de gamle paneler, bænke, døre, tallerkner, glas…..at gå ind i hallen er for mig som at tage en yndlingsbluse på. Tilpasset. Hjemlig. Lidt slidt her og der. Tryg. Varm. 

Men der er “ballade”. Den skal måske nedrives. Det afgøres måske på Byrådsmøde onsdag den 26. juni. Den er for dyr i drift og i renovering, hvis den skal bringes op til nutidig standard. 


Den er et af byens vartegn. 

I mine øjne smuk og yderst bevaringsværdig. 

Bygninger er også kultur. Og kultur skal man passe på.

Forsvinder hallen, forsvinder “mit” hjemsted. Så bliver jeg hjemløs…..og hvor går jeg så hen? 

Nogle gange tænker jeg…

……fortsætter jeg så? 

Hvad med vores fællesskab? Hvad sker der med det? Kan man bare flytte det? Sprede det ud på flere haller? 

Eller er sammenhørighed baseret på et fælles forankringspunkt?  


Det største spørgsmål!

Overlever klubben? 


Per Damkjær Juhl 

Læs også

At være træner…..

Der sidder de så, de to trænere og kigger på, aldrig tilbagelænet, altid på, råber …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.