BadmintonBladet flest nyheder om badminton
DAGSBOGSTANKER om en hundredeårsbegivenhed
(og AirBadminton!)
De første 17 dage!
“…og så fredag eftermiddag (Day 16 / den 27. marts 2020) kl 15.28 ringer Mikael fra AirShuttle.one. Han har en bold, jeg må få til afprøvning.
Han vil sende den, siger han. Da vi er færdige med samtalen, går jeg lidt kulret* rundt på må og få på terrassen. Ender med at sende ham en sms, hvori jeg spørger, om han (og bolden) befinder sig på Sjælland og om jeg må afhente den nu?
Således kører jeg kl 16.10 mod Nordsjælland. Ca 130 km.
Kl 18.15 tager jeg fotos med en solnedgang som baggrund og poster på facebook, web, Twitter, Instagram og LinkedIn.
Kl 19.23 skriver han i mail, at det vælter ind med ordrer.
Vi er i gang…..”
* forrykt, gal, skør, tosset; forfjamsket, forstyrret, rumstyrsk, forvirret (sproget.dk)
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
LÆS MERE OM AIRSHUTTLE, AIRBADMINTON OG EN KORT VURDERING AF BOLDEN SIDST I DETTE INDLÆG!
⬇️⬇️⬇️⬇️⬇️⬇️⬇️⬇️⬇️
airshuttle.one
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
•••••••••• Day 0 ••••••••••
Onsdag den 11. marts 2020.
Min orange badmintontaske ligger på gulvet i bryggerset. Den er tømt for svedigt tøj og håndklæde efter denne aftens træning. Det er hængt til tørre udenfor under halvtaget. Skoene står også udenfor. De er gennemblødte og lugter fælt.
Drengene har varmet aftensmaden. Klokken er ca 21.00. På grund af min træning spiser vi ofte sent om onsdagen. Nogle gange også om mandagen. I dag er det blevet senere, fordi jeg for første gang i lang tid kunne spille i næsten to timer, tog mig god tid med udstræk og omklædning og cyklede hjem.
Kl 21.35 springer en bombe i mit hoved, da jeg læser diverse nyheder, efter at Søn I og II er gået i seng.
Kl 21.44 skriver jeg på facebook og i en gruppemail til samtlige forældre: “Al ungdoms træning er indtil videre suspenderet. Gældende fra nu!”
Jeg sidder bagefter i den dunkle stue og drikker en stor øl og går i seng. Sover dårligt. Mærker en udefinerbar uro. Vågner tidligt. Sønnerne skal ikke i skole. Onsdag var foreløbig sidste gang, viser det sig.
•••••••••• Day 1-4 ••••••••••
Torsdag – søndag den 12.-15. marts 2020.
Weekendvagt, isolation, låst hal, nyorientering til ændrede, udefrakommende livsbegrænsninger. Bare ikke i Birmingham og UK, hvor All England gennemføres til manges undren!
Der er flere, der i løbet af fredagen og lørdagen skriver i vores messenger-gruppe mht træningen på mandag. Alvoren og konsekvenserne er heller ikke her trængt helt ind endnu hos alle.
•••••••••• Day 5 ••••••••••
Mandag den 16. marts 2020.
Ingen træning. Føles underligt ikke at skulle afsted. At valget er frataget mig.
•••••••••• Day 7 ••••••••••
Onsdag den 18. marts 2020.
Søn I overrasker mig sidst på formiddagen. Han vil frivilligt løbe en tur. Han kan ikke komme i fitness centret. Jeg får lov at komme med. Min første løbetur i flere år.
Konditionsopbygning foregår bedst i den aktivitet, hvor man vil bruge den. Overførselsgraden fra løb til badminton er lav. Men det var hyggeligt!
•••••••••• Day 8 ••••••••••
Torsdag den 19. marts 2020.
Skriver på Twitter og Instagram: “I miss my changing room. The talks before and after a trainingsession or game. When we laugh or talk about serious things. I miss the smell, my normal seat on the bench, the old calcified showers. I miss my badminton friends. I miss my second home.” Twitter og Instagram.
Jeg er så småt ved at vænne mig til tilværelsen uden aktiv badminton. All England er også forbi. Burde aldrig være gennemført. Jeg kommer til at tænke på de tre aber – “ikke se, ikke høre, ikke tale”.
Min orange badmintontaske er løftet op på bordpladen ved håndvasken i bryggers. Jeg fornemmer risikoen for en længere pause.
•••••••••• Day 9 ••••••••••
Fredag den 20. marts 2020.
Kl 16.00: TUC20 aflyst. Min ældste storesøster i Tranbjerg/Viby/Aarhus får pludselig en hel masse fritid. Jeg mærker en skuffelse. En tomhed. En tristhed. Det skulle have været en fest for alle badmintonentusiaster fra nær og fjern, høj og lav.
•••••••••• Day 11 ••••••••••
Søndag den 22. marts 2020.
Jeg skriver om mit savn af spillet og fællesskabet. Derudover savner jeg også cykelturen til hallen gennem skoven og langs markerne, og turen hjem i mørket i en træt krop.
Vasketøjsmængden er væsentligt reduceret. Både fordi ingen af sønnerne ikke er i skole og dermed ikke har idræt eller besøger fitness centret, og jeg ikke spiller badminton 2-4 gange om ugen.
Min orange badmintontaske er pakket med rent tøj, tørre sko og 4 nyopstrengede ketchere og nu placeret på hylden ovenpå vaskemaskinen. Arkiveret….på en måde! Aktiveringsdato: ukendt.
Jeg tror, jeg må tage den på ryggen en dag og cykle en tur. Bare for vanens skyld.
Denne orange taske har fulgt mig tæt adskillige gange ugenligt i de sidste 3-4 år, og været med i Tokyo, Mulhouse, Kolding, Værløse, Stubbekøbing, Solrød, Gribskov, Rødby, Dragør, Holte – bare for at nævne nogle ganske få steder, til holdkampe og træninger i forskellige haller.
Vi sportsudøvere og badmintonspillere kører jo på kryds og tværs mange dage og weekender året rundt for at spille, konkurrere, opleve, deltage. For at være sammen med de andre og forhåbentlig snuse til suset efter en sejr, eller et godt slag og en heldig opsamling, eller drikke en slags gravøl, gerne i Køge, hvor der serveres belgisk øl på fad, efter et uheldigt eller destruktivt nederlag.
Nu står den alene, tasken. Efterladt. Gemt af vejen. På hylden bag det delvist transparente forhæng, der gør, at jeg lige kan ane den og dermed ikke helt glemme den. Min trofaste makker. Den falder lidt sammen. Samler støv.
•••••••••• Day 12 ••••••••••
Mandag den 23. marts 2020.
Steen kom cyklende forbi og tog en kort snakkepause. Vi holdt afstanden. Det går langsomt fremad med hans fodskade. Helingsprocessen tager tid. I vores alder. Vi sagde farvel. Jeg fortsatte havearbejdet.
Det er en kold tyrker det her. Ikke noget med en langstrakt nedtrapning og rolig tilpasning. Næh. Clean cut. Bum!
Det er lidt smertefuldt. Men som jeg læste et sted (og nedskrev): “Smerte er uundgåelig. Lidelse er noget, man vælger!” Slam!
•••••••••• Day 13 ••••••••••
Tirsdag den 24. marts 2020.
New normal. Vi homo sapiens har en fortrinlig tilpasningsevne til nye betingelser og omgivelser. Det er nok det, der gør, at vi stadig er her. Min påbegyndte rutine med morgengymnastik og -miniyoga (inspireret kraftigt af Sune Gavnholt) er rykket ud på palleterassen foran huset, i læ og den varmende sol. Vejret har jo undergået en total forandring fra nær sagt evig regn til blå himmel.
I forbindelse øvelserne har jeg gjort en super vigtig livserfaring. Morgenmotionen fjerner i løbet af 15-20 minutter alle smerter i højre side – hofte, lænd og lår. Før motionen er det vanskeligt at få strømpen på højre fod. Bagefter er det intet problem.
Til beboerne på mit arbejdssted plejer jeg at sige: “ at bruge energi, giver energi!” Selv store A, ham fra fotoet med sofaen i hallen, er begyndt at gentage det. Første trin i adfærdsændring.
Nu kan jeg tilføje: “at bruge kroppen, reducerer smerten!” Næsten en åbenbaring. Som jeg egentligt burde vide. Jeg ved det. Homo sapiens’ indlæringskurve kan være flad og have brug til talrige gentagelser.
•••••••••• Day 14 ••••••••••
Onsdag den 25. marts 2020.
Et par almene betragtninger.
Fra 4 måneder med regn til en uge med absolut blå himmel. Ikke engang et fly er der på himlen.
Fra forbrugerisme til minimalisme. Fra global til meget lokal.
Fra falmende fødselstal til babyboom om 9 måneder (..et gæt).
Fra socialt liv, sport i fællesskab og arbejde til havearbejde, rengøring og pres på internettet (så meget at bla Netflix er blevet anmodet om at sænke kvaliteten).
Fra “det er bare en influenza” og Sundhedsstyrelsens udmelding: “den når aldrig til dronningeriget” til zombie apokalyptiske tilstande.
•••••••••• Day 15 ••••••••••
Torsdag den 26. marts 2020.
Badmintonbladets regnskab for 2019 er udfærdiget og ”sammenkørt” med min personlige selvangivelse. Det er jo nu registreret som et enkeltmandsfirma. Underskuddet er 5 cifret. Men det gør ikke noget. Arbejdet med Badmintonbladet giver energi og glæde, holder mig i gang og på mange måde i kontakt med den nære og fjerne omverden.
•••••••••• Day 16 ••••••••••
Fredag den 27. marts 2020.
Jeg skriver både “day 16” og dato, fordi jeg synes min tidsopfattelse begynder at skride. På trods af, at jeg faktisk går på arbejde helt som normalt. Roen udenfor, at sønnerne ikke tager afsted hver morgen, den manglende træning og næsten daglige tur i badmintonhallen forvirrer mig og min tidsoplevelse. Hver dag opleves som en søndag formiddag. Dog uden at være øm og mør i kroppen efter en holdkamp, engelsk double eller halvbanesingle i går.
Min puls har ikke for alvor været høj i over 14 dage. Det sidste rester af brugt badmintontøj er vasket og lagt i skuffen og tasken. Badminton er nu reduceret til videoer og en evig venten på udendørsbolden, The AirShuttle, AirBadminton bolden.
Karantænelivet er en psykisk kamp.
Og så pludselig, fredag eftermiddag kl 15.28 ringer Mikael fra AirShuttle.one. Han har en bold, jeg må få til afprøvning. Han vil sende den, siger han.
Da vi er færdige med samtalen, går jeg lidt kulret rundt på må og få på terrassen. Ender med at sende ham en sms, hvori jeg spørger, om jeg må afhente den nu? Således kører jeg kl 16.10 mod Nordsjælland.
Kl 18.15 tager jeg flere fotos med en solnedgang som baggrund og poster med tekst på facebook, web, Twitter, Instagram og LinkedIn.
Kl 19.23 skriver han i mail, at det vælter ind med ordrer.
Vi er i gang!
•••••••••• Day 17 ••••••••••
Lørdag den 28 marts 2020.
Den store dag! AirBadminton for første gang!
Vågner kl 04.20. Har så mange tanker, at det er umuligt at sove videre. Planlægningen af Day 17 går i gang.
Kl 10.00 mødes vi en lille gruppe, holder afstand til hinanden og spiller for første gang med den nye AirShuttle.
Generel info:Du kan bruge din normale ketcher, men meget gerne med en blød opstrengning, ca 8-9 kg, fordi hovedet på bolden er ret solidt, og hårde opstrengninger derfor nemt kan springe. Vi sprang to ketchere på 60 minutter.
Rigtig netspil er ikke mulig. Derfor anbefaler BWF også en bane, hvor området foran den forreste servestreg ikke tæller med.
•••••••••• oplevelsen ••••••••••
Vindhastighed ifølge app/1Weather: 10-12 kmh eller 2,7-3,4 ms.
Airshuttle’n flyver hurtigt i luften. Den er særdeles levende. Spillet med den føles fint, men er påvirket af vinden. Mere end vi alle havde forventet. Og så er det endda en stille dag med et svagt blafrende Absalon flag. Området er dog åbent, højt og fladt og måske ikke så egnet til dette spil. To familier fik efterfølgende de to bolde med hjem til afprøvning under andre forhold, fx i deres have. Deres oplevelse vil jeg komme med i et kommende indlæg.
Flugten er ret fin. Lidt unuanceret og med mindre finesse. Men det er en ok oplevelse.
Jeg har en vis opdateret øvelse i indendørs spil med plasticbolde, fordi jeg på ugentlig basis spiller badminton med beboerne på mit arbejde netop med plasticbolde. Indendørs dog. En plasticbold er hurtigere at spille med. Spin ved net, og generelt, er ikke muligt med en plasticbold. Det samme er tilfældet med AirShuttle, der også vejer 3-4 gange mere end en fjerbold. Både en plasticbold og AirShuttle’n er hurtigere og langt mere simpel/enkel i deres flugt og i spillet. Det er faktisk sjovt til en afveksling.
Jeg kan faktisk godt li’ at spille med plasticbold med beboerne. Og også godt li’ at spille med AirShuttle’n. Det er ligesom at komme tilbage til rødderne. Day One. At komme tilbage til sportens udgangspunkt. Fødslen. Forestiller jeg mig. Ved det jo ikke. Det er længe siden.
Det er bare fedt at være ude og slå til en bold, med en ketcher, og kunne høre fuglene forårskvidre, mærke græssets ujævnheder, høre biler, se solen og mærke vinden – som jo ikke må være al for hård. Det er den nok desværre ofte i denne nordlige del af Europa, i Danmark, tæt ved havet. Vi må i dag i spillet tage en del hensyn til vinden, både side- og med-/modvind, og rammer ofte skævt eller helt ved siden af. Det ændrer sig lidt i løbet af den time, vi spiller. Vi vænner os langsomt til de ændrede betingelser. Men vi jubler ikke, må jeg erkende. Vinden forstyrrer mere end vi alle forventede.
I Sydeuropa, hvor vinden måske blæser mindre og aftenerne er mere stille, kunne AirBadminton sagtens blive et hit.
Den er ret hårdfør og holdbar. En normal plasticbold holder selvfølgelig længere end fjerbolden, og vores AirShuttle holder lidt længere end en plasticbold. Vi rammer som sagt ofte også skævt på bolden, hvilket måske er årsagen til at den revner, men ikke er ubrugelig. Den højere pris bekymrer mig ikke. AirShuttle’n kan naturligvis ende i et træ eller tagrende, blive væk, men den holder relativ godt, erfarer vi denne lørdag.
Spillet er som sagt dejlig enkelt med “rene” flugt- og boldbevægelser i luften.
Enkelt, hurtigt, nemt.
Det må kunne fange et bredt publikum. På græsplænen, skolegården, stranden, parkeringspladsen, villavejen.
Giv det en chance. Prøv AirShuttle’n!
https://www.badmintonsbest.com/blog/air-badminton-the-complete-guide/
Per Damkjær Juhl
