Dag # 57. Alt det udenom!

Jeg savner de lejlighedsvis dybe, omend lidt korte samtaler med “Ham der også ofte møder tidligt” i omklædningen. Som regel lang tid før træningen, fordi vi begge ofte kommer tidligt, af forskellige årsager, og derfor har det store rum for os selv. Vi når på kort tid ret meget. På det sidste ofte min kærlighed. 

Jeg savner, når vi midaldrende mænd efter træningen klæder os nøgne i forskellige tempi, afklæder os hverdagen og dens uniform og beskyttende hinde af usårlighed og “her går det godt”.  Når “Ham den normalt nærmest jysk-sindige og -beherskede” beretter om sine frustrationer over sit tidligere forhold og deres delebarn. 

Jeg savner, når vi udenfor banen, hyppigst i omklædningen fortsætter konkurrencen fra banen og forsøger at overgå hinanden med vores tidligere og nuværende smerter og skader. Sagen er jo, at vi er så gamle, med 30-50 års badminton i kroppen, at vi næsten selv eller på nær hold har oplevet alle slags skader, ulykker, smerteskrig, svimmel- og utilpasheder dækkende fra væskeunderskud til hjerneblødninger. Set hvordan ansigt og krop er faldet sammen, i desperation, frustration, opgivenhed og frygt for, at nu er det endelig forbi med legen på de 81,74 m2. 

Jeg savner de rappe bemærkninger, når en af os dummer sig, eller bare viser lidt sensitivitet. Vi kan sagtens være lyttere og holde mund, især når vi alle mærker, at én af os virkelig har noget på hjerte, men oftest er vi jo bare mænd. Drille-, tenderende mobbesyge, direkte, fysiske, temperamentfulde, benhårde. Hierarkiske.  “Hold nu kæft-agtige”. Altså helt stereotype* med andre ord. Og sådan er mænd.

* Stereotyper er fælles social repræsentationer. Stereotyper er kategorier men er sædvanligvis stivnede og simplificede repræsentationer og ofte overdrevne og negative.[1] Stereotyper har tidligere været brugt synonymt med begrebet fordomme, men nu betragtes en fordom indenfor psykologien for en holdning.[1]

Jeg savner mine spillevenner. Også når min doublemakker midt i et første sæt, til en intens holdkamp mod lokalrivalerne nordfra, siger – og samtidig kigger mig dybt i øjnene: “PER!!, jeg kan ikke mærke dig!”. Eller når mixedmakkeren råber, seriøst ment: “Kast dig” velvidende at vi sammenlagt har rundet 110 år. 

Jeg savner min gruppe. At glide ind i min rolle i den store sammenhæng. En sammenhæng, hvor alle bidrager og har deres plads i hierarkiet. For der vil altid være et hierarki. Mindst et. Det der afgøres på banen. Men ofte flere. Og hierarkierne blander sig og kommer til udtryk på forskellige måder og i forskellige kontekster. Af den grund er det altid svært, en udfordring, at komme udefra og falde ind. Medmindre man er en alfahan/-hun. 

Jeg savner modspillet. Jeg savner medspillet. Jeg savner samspillet. 

Jeg savner også selve spillet. 

Men altså mindst lige så meget alt det, det omgiver spillet. 

Alt det udenom!

Per Damkjær Juhl

Læs også

Badminton at the Olympics

Badminton was introduced in the Olympics as a demonstration sport in the 1972 Games in …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.