DENGANG, KAPITEL 2: OPSTRENGNINGER…..og lidt andet!

I sidste uges mandagsdyst på halvbane med Gamle Hansen sprang jeg de sidste to opstrengninger. Måtte låne en ketcher af Hansen. Der var ikke flere i tasken. Ikke engang yngste søns ketcher. 

Tirsdag kørte jeg til Nykøbing Falster for at blive testet og samtidig aflevere 8 ketchere til nyopstrengning hos Nicklas. 

“Nyopstrengning?“ Spørger du måske. 

Det afslører min alder.

Hvorfor? 

Jo, fordi dengang jeg var ung, altså præ-teenager og teenager, for ca 40 år siden, blev opstrengninger repareret. Og når knudernes antal var tilpas stort, nogle gange over 20, fik jeg allernådigst en ny opstrengning. Der i øvrigt var langt blødere end nutidens. Og sad i først en træketcher, dernæst en stålketcher, før de første af grafit (?) kom.

En overgang fixede jeg selv reparationerne med rester af strenge, hjemmelavede spidse syle og en kort rund pind, til at vikle strengen rundt om for at stramme strengen.

Det lyder som længe siden……og det er det også. Lang tid før laptops, mobiler, internet, Facebook, Twitter etc. Det var tiden med telefonbokse og en fugtet Margrethe på rigtige analoge breve af papir. 

Min far var både postbud, altmuligmand på Vonsild camping, og reparerede fiskestænger for Porten Sport i Søndergade i Kolding – og andre småjobs for at skaffe penge. Fars løn i sportsbutikken blev vekslet til badmintonudstyr til os tre søskende. Herunder også opstrengninger. 

Pengene var små. Udstyret dyrt. 

Jeg havde 2 ketchere. Og nummer 2 var ikke rigtig noget værd. Derfor var “selvreparationsudstyret” nødvendigt – og afgørende ved stævner. 

Og knuderne…..de var mange. 

I opstrengningerne fra Nicklas, der blev afleveret personligt dagen efter i mit hus, klasse service!, er der kun to knuder. Var der ikke engang fire knuder i en ny opstrengning? Selve strengen aner jeg fortsat intet om. Lige som dengang har jeg bare fået den streng, de fleste får. Dengang måske en lidt tykkere udgave, så den kunne holde lidt længere. En VS streng? Tarm? 

_______________________________________________________ ツ __________

OM UDSTYR…..

Alt det der med udstyr har aldrig interesseret mig. Jeg spillede – og spiller fortsat bare med det forhåndenværende. Det som var umiddelbart til rådig. Det ses også på mine nuværende ketchere, hvoraf 3 er halvgamle, samme model og bærer temmelig mange mærker, og måske er “over the hill“ og metaltrætte.

Men de virker jo. Og især de 3 halvgamle er mine favoritter. Med en dejlig tyngde i hovedet. Med den model i hånden ikke engang tvivler jeg på, at jeg kan slå mig fri i baghånden. Når livet bliver lidt svært på badmintonbanen, trækker jeg ofte den ketcher frem. 

_______________________________________________________ 😉__________

Med de mange reparationer og knuder dengang blev opstrengningerne naturligt nok langsomt blødere. Jeg husker, at seniortræner Ole Østergaard i den gamle hal i Kolding kom hen til mig, da jeg lige var rykket op på de voksnes træning og sagde, at jeg altså måtte få strenget min ketcher op. Den var simpelthen for blød. Han havde ret. 

I dag klipper alle straks opstrengningen i stykker, når den springer og får lavet en helt ny. For at beskytte ketcheren. Reparationer har ingen gang på jorden mere. Prisen på en opstrengning er faldet samtidig med at husstandsindkomsten for langt de fleste er steget, og i hvert fald gennemsnitligt er langt over husstandsindkomsten i 70erne, hvor jeg var barn. Udgifterne til hus og kost er faldet og rådighedsbeløbet er blevet større. Der er plads  til flere fornøjelser. Mere luksus. Til mere udstyr. 

_______________________________________________________ ❤️__________

MERE UDSTYR…..

Jeg har også udvidet antallet af ketchere. Af udstyr generelt. Jeg skal aldrig mere gå ned på udstyr, præget som jeg er af barndommens begrænsninger. Jeg har grip til de næste 30 ketchere. Shorts, bluser, strømper og drikkedunke i massevis. Ok, det har også noget at gøre med vanskeligheder med at smide ud. 

Barndommens begrænsninger vil jeg ikke opleve mere. Og vores børn i dag kender nærmest slet ikke til begrænsninger, og slet ikke i samme omfang som dem, vi oplevede dengang, vi var i den alder. 

I dag har alle det nødvendige udstyr. Og rigeligt. Selvfølgelig med navn på ryggen. Og “Danmark” også – hvis nogen skulle være i tvivl. 

En varm træningsdragt er dog ikke længere så påkrævet, da alle haller nu er varme. Dengang var hallen i Kolding hundekold om vinteren. Vi taler om temperaturer under 15 grader. Vi pakkede os ind i flere lag og venstre hånd kunne godt blive kold. 

Bolde er i dag altid til rådighed. Med alle fjer på vel at nærke. Dengang spillede vi udenfor træningstiderne med bolde, der i dag ville fremkalde hovedrysten. Men vi spillede og var glade. Vi kendte heller ikke til andet. 

_______________________________________________________ 🇩🇰__________

PÅ EGEN HÅND….

Vi spillede udenfor træningstiderne, uden opsyn, på egen hånd. Vi lavede vores egne mærkelige spil. Vores egne regler. 

Vi sad i cafeteriet og ventede på en ledig bane. Eller lige bag en bane, hvor fire motionister var i gang og løb ind, når de holdt en pause, eller kom 3 minutter for sent til deres bane, eller sprang til som reserve. 

Vi så og genkendte alle medlemmer, for vi opholdt os i hallen på alle mulige tidspunkter. Mange af motionisterne var tidligere holdspillere og deltagere på klubtræningen, da de var yngre. De kunne noget med ketcheren, men var mærket af en slidt krop. Ligesom jeg mærker min krop i dag. 

_______________________________________________________ 🏆__________

DE GAMLE DENGANG OG NU……..OG DE UNGE…..

Den store forskel på de gamle fra dengang og os gamle i dag er, at vi, veteraner, i +segmentet, har et mere skånsomt arbejdsliv, langt mere fritid og generelt fået en bedre ernæring end tidligere generationer, fortsat træner, spiller og optimerer intensivt, fortsat spiller holdkampe og i min nuværende klub stadig spiller med de unge – når de gider spille med os. Når de gider spille vores efter deres mening kedelige, høje clear/drop spil, hvor de unge hellere vil smashe og spille fladt. 

Jeg mener at kunne se det på dem, hvor trætte de bliver af en times engelsk med vores clear/drop tilgang. Og vi gamle elsker at (forsøge at) dræne dem for deres (mentale) energi. Vi elsker også deres spil, at de smasher og spiller fladt på os, for så behøver vi ikke bevæge os så meget. 

Win win. 

_______________________________________________________ 🙏🏻 __________

FORTIDEN KOMMER ALDRIG IGEN…

Alt var ikke godt dengang i 60erne, 70erne og 80erne. 

Men musikken var😉

Og der mange badmintonspillere i alle aldre. 
Hvilket blandt andet var resultatet af de store ungdomsårgange (og færre fritidstilbud).

Fødselstal:
1964: 83.243. 1965: 85.743. 1966: 88.244.

2018: 61.476. 2019: 61.167. 2020: 60.937. 

Der var mange haller med åbne cafeteriaer, med omsorgsfulde og engagerede (og sikkert lavt betalte) bestyrerpar. 

Deres tilstedeværelse forstærkede oplevelsen af hallen som et samlingspunkt. 

_____________________________Mere om “De gamle dage”:…….

DENGANG, KAPITEL1: HOLDKAMPE …..dengang i 80’erne!

______________________________________________¯\_(ツ)_/¯ ______

Badmintonbladet 🇩🇰❤️ Per Damkjær Juhl